Naturens Dag på Greve Museum

Af Greve Museum

Søndag den 13. september markeres Naturens Dag over hele Danmark. I år er temaet "Naturen hvor du bor" og på Greve Museum vil der derfor være fokus på Grevegårds smukke have, som har været brugt af Grevegårds beboere gennem flere generationer.

Børn og voksne inviteres med i den smukke museumshave, hvor museets formidlere vil fortælle om, hvordan haven har ændret udseende og karakter gennem de sidste 100 år. Hør om havens smukke blomster og de grønsager og frugter, som haven indeholder. Rundturen byder både fortællinger og leg, og der vil også være mulighed for også at smage på havens afgrøder, og endelig vil børnene også få lov at grave deres egne kartofler op.
Naturens Dag Foto

Kartoffeltryk og lavendelposer

I løbet af eftermiddagen vil der være forskellige værksteder, hvor blandt andet kartoflen igen kommer i spil. I værkstedet kan man lave kartoffeltryk og kartoffeldyr og senere på dagen vil søde dufte fylde værkstedsrummet, når der skal laves lavendelposer. Kom og vær med fra dagens begyndelse kl. 11 eller stød til i løbet af dagen, når det passer ind i familiens program. OBS: Pris. 30 kr. pr. person

Program for dagen

Kl. 11-12: Havevandring i museets have – nyd synet, duftene og smagen.
Kl. 12.15 – 13.30: Leg og kunst med kartoflen i centrum.
Kl. 13.45 – 15.00: Lav din egne lavendel-pose.

 

Sund frokost og damehygge

En sund frokost er en vigtig del af hverdagen - nu laver vi det sammen

Kom og vær med, når vi laver sund frokost i Aktivitetshuset i Askerød. Der vil være masser af inspiration til sund og ernæringsrigtig frokost, så du kan holde dit energi-niveau oppe hele dagen. Eftermiddagen er for alle kvinder fra hele Greve Nord, og det er gratis at deltage. Vi hyggesludrer, mens vi laver mad, så kom og vær med - det bliver rigtig hyggeligt. 
madskole
Tilmelding er ikke nødvendig, men mød op i god tid, så vi ved, hvor mange vi bliver.

Hvornår: Tirsdag den 25. august fra 14-17:00
Hvor: I Aktivitetshuset i Askerød, Digehuset 9 – lige ved siden af Café Ask

Ring til Tülay eller Kira på tlf.: 60 35 46 62, hvis du vil vide mere.
blefrugt

Bliv ungdomsbrandmand i din sommerferie

Af Greve Museum

Tør du slukke en rigtig ildebrand, vil du lære, hvordan en rigtig brandmand arbejder og er du mellem 12 og 16 år?

Så har du nu chancen for at blive ungdomsbrandmænd tre dage i sommerferien. Det første forløb afholdes tirsdag til torsdag d. 7. – 9. juli, og anden gang forløbet afholdes er tirsdag – torsdag d. 21. – 23. juli.

Ungdomsbrandmand er en mulighed for at prøve kræfter med faget brandmand på en sjov, børnevenlig og sikker måde. Forløbet afvikles som et samarbejde mellem Falck i Greve og Greve Museum. I løbet af de tre dage skal børnene både besøge Greve Museum, for at lære om brand i gamle dage, og de skal i lære som brandmænd på den moderne Falckstation. Det er gratis at deltage, da Greve Kommunes sommerferiepulje støtter arrangementet.

UngdomsbrandmandDen første dag møder børnene på Greve Museum. Her vil de lære hvordan man slukkede brand i gamle dage, når der hverken fandtes brandbiler, brandslukkere eller professionelle brandfolk. På museet skal de besøge udstillingen ”Greve i brand” og de skal løse forskellige opgaver, hvor både hoved og hænder bliver sat i spil. Til sidst vil de blive mødt af en vaskeægte styrkeprøve, når de skal forsøge at slukke brand på gammeldags manér.

Så går turen til Falckstationen

På Falckstationen vil børnene resten af dagene på en sikker og sjov måde lære om brandmandsfaget. Her skal de både kravle op i højderne på stiger, de skal lære at håndtere det moderne brandslukningsudstyr, de skal en tur ud i Falcks redningsbåd, og så skal de selvfølgelig lære at slukke en rigtig brand!

Tilmelding og praktiske oplysninger

Tilmelding til ungdomsbrand foregår ved at sende en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., hvor du skal oplyse: Navn, alder og adresse på barnet og telefonnummer til barnets forældre. Du er tilmeldt når du modtager en bekræftelsesmail fra foreningen med yderligere oplysninger om sommerferieaktiviteten.


Ungdomsbrandmand afvikles i to omgange af 3 dages varighed: tirsdag, onsdag og torsdag i uge 28 og uge 30 i tidsrummet kl. 9 – 14. Deltagerne vil blive kørt i minibus fra Greve Museum til Falck i Greve, og retur igen, hvorfor forældretilladelse, til kørsel i minibus, er en nødvendighed for deltagelsen. Mødested: Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve kl. 9.00.

Der er plads til max. 10 børn på hvert hold, og der er stadig ledige pladser på begge hold. Det er gratis at deltage, da Greve Kommunes sommerferiepulje støtter arrangementet.

Billedhugger for en dag

Af Greve Museum

I sommerferien kan skolebørn få mulighed for at blive billedhugger for en dag, når Greve Museum i tre dage i begyndelsen af ferien åbner dørene for børn, der vil udfolde deres kreative evner

Greve Museum gentager succesen fra sidste år med et spændende og sjovt skulpturværksted for skolebørn som en del af Greve Kommunes gratis sommerferieaktiviteter. Tirsdag den 30. juni, onsdag den 1. eller torsdag den 2. juli kl. 11-14.30 kan man på museet tilbringe dagen sammen med billedhugger Geert Daae Funder.
Han vil lære børnene, hvordan en billedhugger arbejder og hvordan de selv kan lave deres egne skulpturer i gips. I løbet af dagen vil man nok finde ud af, at det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan skabe ud af en gipsklods.
Skulpturworkshop

Inspiration fra museets udstilling

Greve Museum har også denne sommer en rigtig spændende udstilling af skulpturer, som pryder både museets café, have og gårdsplads. Måske kan museets skulpturudstilling inspirere og give gode ideer til arbejdet, når børnene skal selv lave gipsskulpturer, som de selvfølgelig får med hjem, når værkstedsdagen slutter.


Tilmelding til én eller flere af dagene senest den 25. juni til Kirsten Egholk på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller på tlf: 43 40 40 36. Skulpturværkstedet er for børn fra 8 år og opefter. Børnene kan medbringe frokostmadpakke, så de kan holde dampen oppe hele dagen. Dog er det også muligt at købe lidt lækker mad eller drikke i museets hyggelige cafe.

 

Er du klar til kamp? Seks sommer-søndage på Mosede Fort

Af Mosede Fort

På seks søndage henover sommeren kan du tage hele familien med og deltage i soldaternes idrætsstævne på Mosede Fort. Mød de uniformsklædte soldater og få sved på panden, når du prøver kræfter med discipliner som hurtigløb, tovtrækning og håndgranatkast. Oplev den levende historiefortælling, når vi sammen rejser tilbage til dengang, hvor krigen rasede i Europa, og Danmark stod klar til at forsvare sig mod en eventuel fjende

Vær med i historien

Under 1. Verdenskrig skulle de danske soldater holde sig i form, så de var klar til kamp, hvis de krigsførende lande kunne finde på at angribe det neutrale Danmark. På egen krop kan du og familien opleve, hvordan soldaterne holdt motivationen oppe med forskellige idrætsøvelser, mens de forberedte sig på, at krigen kunne komme. For soldaterne var idrætsstævnerne både et kærkomment tidsfordriv og samtidig var det med til at opbygge moralen. Du vil få udleveret et diplom, og med det i hånden kan du dyste i de forskellige aktiviteter, som soldaterne sætter i gang – og teste dig selv inden for disciplinerne: samarbejde, hurtighed, styrke, præcision og våbenlære.
håndgranatkast

Bliv rekrut på fortet

I sommermånederne kan børn købe deres egne soldaterbøger og soldaterhuer og selv prøve at være soldater på fortet. Som ny rekrut skal du rundt på fortets grønne område og løse opgaver for at bevise, at du kan blive en rigtig soldat, der er klar til kamp. Vis at du er en soldat, der er klar til at forsvare dit land, at du er en god kammerat, at du er sund og stærk, og at du også husker på dem derhjemme.
Du kan deltage i soldaternes idrætsstævne på følgende søndage:
D. 14/6, 28/6, 12/7, 26/7, 9/8 og 23/8 kl. 12-15.
Idrætsstævnet fløjtes i gang med fælles friluftsgymnastik både kl. 12.00 og kl. 14.00. Deltagelse i idrætsstævnet er inkluderet i entréprisen.

Praktisk information:

Køb din egen soldaterbog og soldaterhue for 25 kr., og bliv rekrut på fortet alle ugens dage i juni, juli og august, hvor museet har åbent fra kl. 10-17.

Entre: Voksne: 90 kr. Studerende: 40 kr. Børn under 18 år har gratis adgang Årskort: For kun 20 kroner oveni i billetprisen kan du erhverve et årskort, som gælder 365 fra købsdatoen.
Mosede Fort, Danmark 1914-18, Mosede Strandvej 87A, 2670 Greve. Mosede Fort ligger ved stranden i Køge Bugt kun 5 minutters gåtur fra Karlslunde S-station og 5 minutter i bil fra afkørsel 29 på Køge Bugt Motorvejen. Kombinér museumsbesøget med en travetur på stranden og et café- eller restaurantbesøg ved fortet eller Mosede Havn.

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2018

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her