Unge i Greve Nord får prøvet kræfter med håndværkerfaget

Skrevet af Line H. Poulsen & Rukhsana Ali, Greve Nord Projektet
 

7 unge i Greve Nord har de sidste mange måneder fået chancen for at prøve, hvad det vil sige at være håndværker. Drengene, der til dagligt, går i skole, er ansat som lommepengejobbere i et værkstedsprojekt via Jobplaneten og Greve Nord Projektet, som de arbejder i, i deres fritid. Sammen med en erfaren håndværker fra den lokale samarbejdspartner Arne Pedersen Snedkerfirma, har de brugt en hel vinterferie på at istandsætte deres nye værksted.

Værkstedsprojektets formål

Projektet er en speciel indsats, som er stablet på benene af Greve Nord Projektet og Jobplaneten. Formålet er at få unge i udsatte positioner ud i håndværkerfaget, samtidigt med, at deres færdige produkter, kan komme boligområderne til gode – for eksempel bænke, plantekasser og lignende. Værkstedsprojektet har allerede flere forskellige samarbejdspartnere, der hver yder deres indsats til projektets succes; Arne Pedersen Snedkerfirma med erfaringen, XL-Byg med materialerne og boligselskaberne i Gersagerparken med lokalerne.

Der er generelt en positiv stemning overfor projektet, både fra samarbejdspartnere, beboerne i området og drengene selv:
Det er et godt koncept, fordi de skal bruge deres hænder, tage ansvar og måske finde ud af, at de kan nogle ting, som de ikke lige troede de kunne. Og så kan de ende med at fortsætte en uddannelse i den retning.”

  - Rene Bræstrup Kloé, formand for Gersagerparken

For flere af de unge, er det deres første møde med arbejdsmarkedet, og her får de muligheden for at opleve, at være på arbejde og et virkelighedstro billede af, hvad det vil sige at være håndværker, ved inddragelsen af faglig erfaring fra Arne Pedersen. Det giver de unge noget erfaring på arbejdsmarkedet og nogle værdier, de kan bruge i fremtidige jobs, eller kan ende med at lede til en lærlingeplads ved Arne Pedersen.
”De [Greve Nord Projektet] stiller krav til de unge om at møde op og sådan, så det bliver til en arbejdsplads for dem. Ingen får lov til bare at komme og gå. Når der er lavet en aftale, så er det en aftale.”

 - John T. Olsen, driften i Gersagerparken

Derudover har projektet også en anden, positiv effekt for området og dets beboere:
Så får de unge også en ejerskabsfornemmelse, fordi de selv har været med til at skabe det, som gør, at der vil være mindre hærværk. Storebror vil jo heller ikke ødelægge lillebrors ting, og sådan går det videre.

- John T. Olsen, driften i Gersagerparken

 

Kreativitet i Værkstedet

Senest er værkstedet udvidet med et kreativt værksted, hvor 4 unge piger arbejder i tæt samarbejde med Greve Nord medarbejdere. De er også ansat som lommepengejobbere og vil give nyt liv til forskellige ting; f.eks. krukker, vaser, kopper og i udsmykningen af nogle af de ting, som drengene laver.
”Og så også det seneste med pigerne. Det giver nogle muligheder for området – vi kan allerede mærke positiviteten blandt beboerne.”

- Rene Bræstrup Kloé, Formand for Gersagerparken

 

Greve Nord Projektet og Jobplaneten

Værkstedsprojektet passer også perfekt ind, i forhold til hvad henholdsvis Greve Nord Projektet og Jobplaneten kan tilbyde. Greve Nord Projektet har forbindelserne til boligområdet og derfor lokalerne, og områdets beboere, hvor Jobplaneten har forbindelserne til de unge og forskellige samarbejdspartnere. På denne måde, kan der skabes tryghed i boligområdet, da de unge yder noget praktisk til området fremfor at lave drengestreger, og de bliver samtidigt introduceret til arbejdsmarkedet og forskellige uddannelsesmuligheder.

Flere af samarbejdspartnerne stemmer i, at værkstedsprojektet er holdbart. De kan se den forebyggende effekt det har, samt hvordan det kan skabe flere håndværkere i en branche, der er i underskud.
Det giver bare mening. Det fanger de unge før de finder på nogle andre ting, som ikke er sunde for dem. Og branchen skriger efter håndværkere.

- Mette Abrahamsen, Projektkoordinator i Arne Pedersen

Værkstedsprojektet har haft stor succes, på trods af, at Corona har besværet flere af processerne omkring værkstedet.  På grund af succesen er der nu i Gersagerparken, lagt op til endnu et stort anlægsprojekt med multibaner og en løbehjulsbane.
Baren er sat højt. Vi har ansøgt om 1,9 milliarder til at restaurere de grønne områder til at lave banerne og sådan. Det kommer drengene også ind over.”

- Preben Husted, formand for Gersagerparken

Forsamlingsforbuddet på 5 personer har været årsag til at kun 2-3 drenge og personale kunne arbejde på værkstedet ad gangen.  

Den officielle åbning har heller ikke været muligt før nu.
Den 30. juni åbnede værkstedet på Gersagerparken 63 officielt for beboere, samarbejdspartnere og alle andre, der havde lyst til at se, hvordan det ser ud og hvad der bliver arbejdet med. Det var også muligt at møde de unge, samt Greve Nord og Jobplanetens medarbejdere.

Åbent hus


Jobplaneten

  • Fører de unge fra første lommepengejob til de får en lærer- eller praktikplads
  • Arbejder i Køge, Greve Nord
  • Støtter unge fra alderen 13-18 år
  • 200 unge ansat i 2020
  • 400 ansættelser af unge siden 2019
  • Finansieret af den AP Møllerske Støttefond, Greve Kommune, Køge Kommune og de boligsociale helhedsplaner i Greve Nord og Køge.