Rund julen af med Helligtrekonger


Søndag den 8. januar kl. 14 kan både børn og voksne tage med på rundvisning på Greve Museum. Denne eftermiddag kan gæsterne høre om de særlige traditioner i dagene efter jul og frem til helligtrekonger

Af Greve Museum

”BANG”! Sådan lød det, når vægerne i et særligt tredelt helligtrekongerslys mødtes og antændte en smule indstøbt krudt. Det lille knald slukkede flammen og markerede, at julen nu var forbi. Den gamle tradition med at tænde et tre-armet lys helligtrekongersaften for at markere julens afslutning var blot et af elementerne i den folkelige fest, der indtil midten af 1800-tallet blev fejret over hele landet som helligtrekonger. Fakkeloptog, krybbespil, udklædninger, stjernemesser, omvandrende stjernesangere og mystik, varsler og overtro var andre indslag i forbindelse med helligtrekonger, der i dag nok må siges at være en næsten glemt fest.
helligetrekonger

Helligdag og tiggeroptog

Når vi når frem til nytår, kan det ofte ikke gå hurtigt nok med at få det tørre juletræ ud af huset og få julepynten gemt væk, men sådan har det ikke altid været. Før i tiden varede julefejringen helt frem til helligtrekongersdag den 6. januar. Helligtrekongersdag er opkaldt efter de tre vise mænd, der ifølge Bibelen fandt frem til Jesusbarnet i Betlehem. Frem til 1770 var helligtrekongersdag en officiel helligdag, der markerede slutningen på julen, og man lod juletræ og julepynt stå helt til helligtrekonger. Dengang sagde man ikke ”den 6. januar”, men i stedet ”trettende dag jul”, altså trettende dag efter juledag. I dagene fra juledag og frem til helligtrekonger kunne man ofte møde syngende og tiggende optog på gader og stræder, optogene var såkaldte helligtrekongeroptog, som bestod af grupper af unge, der brugte juledagene til at tigge penge ved at gå i optog fra hus til hus. Hvert sted sang og spillede de historien om de tre konger og deres oplevelser. I spidsen for optoget havde de altid en stjerne af papir med lys i. Disse optog blev vældig populære, og man gav med glæde en skilling til de optrædende.

Fremtidsvarsler

Helligtrekongersaften og nat blev tidligere regnet for en særlig aften til at tage varsler om fremtiden, og derfor benyttede mange folk sig af anledningen til at se lidt ind i fremtiden. På selve helligtrekongersaften kunne det ske, at bonden på gården sneg sig ud for at se på himlen, for på netop denne aften kunne han tage varsel for årets høst af bælgfrugter.
Mange unge, ugifte piger har muligvis foldet deres hænder netop denne aften for at fremsige en særlig bøn til "de hellige konger tre" om at vise hende sin brudgom i et spejl. Måske kan du også få lidt tips og idéer til, hvordan du kan komme til at se, hvad der sker i det kommende år for dig, hvis du går med på rundvisningen!

Praktiske oplysninger

Rundvisningen koster 30 kroner for voksne og 15 kroner for børn mellem 6-18 år. Den foregår søndag d. 8. januar kl. 14 på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve. Tlf. 43 40 40 36. Museet har denne søndag åbent fra kl. 11-17. Læs mere om Greve Museums åbningstider, arrangementer og udstillinger på www.grevemuseum.dk. Der er fri entré til museet.

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her