Velbesøgt Sundhedsdag: ”Jeg er kommet, fordi jeg gerne vil leve længe endnu”


Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

En velbesøgt Sundhedsdag er et rigtig godt tegn på, at borgerne i Greve Nord gerne vil have en sundere hverdag

Onsdag eftermiddag vrimlede Café Ask i Askerød med Greve-borgere i alle aldre. Omkring 450 børn og voksne fra hele Greve mødtes til årets store Sundhedsdag, hvor der var god inspiration til, hvordan man kan leve en sundere hverdag. En af dem, der var mødt op for at lade sig inspirere var Ane Bartelt på 68 år.
”Jeg er kommet til Sundhedsdag, fordi jeg gerne vil leve sundt mange år endnu. Jeg synes, at det er alle tiders med sådan en dag, hvor der både er fokus på sundhed, men der også er musik, og smagsprøver og information. Det er en rigtig god idé at samle det hele, så man kan blive målt og vejet og få testet alle sine tal, for ellers får man det jo ikke gjort,” siger hun og fortæller, at hun særligt er på udkig efter nogle gode råd til, hvordan hun kan holde sin gode fysiske form ved lige på trods af de sygdomme, hun slås med.
sd2”Jeg elsker at cykle og gerne mellem 8 og 10 km. om dagen. Men jeg kunne også godt tænke mig at begynde til gymnastik. Så jeg håber, at jeg kan få mere af vide om de muligheder i dag,” forklarer hun.
Også 19-årige Kenneth Christensen var kommet til Sundhedsdag for at få et par gode råd, da han har overvejet at stoppe med at ryge.
”Jeg vil gerne have noget mere information om de langvarige skader, det giver at være ryger. Det skræmmer jo lidt, når man kan se, hvor skadeligt det er. Samtidig vil jeg gerne tage på, for jeg er faktisk undervægtigt. Så nu har jeg lige været henne og få målt mit BMI, så jeg ved, hvad jeg har at arbejde med,” siger han.

Gratis, afslappet sundhed

Det var Greve Kommunes Sundhedsteam og Greve Nord Projektet, der havde inviteret alle Greves borgere til Sundhedsdag, hvor formålet var at vise, hvor få ting, man skal ændre for at gøre hverdagen sundere. De mange deltagere kunne derfor få gode råd om bl.a. rygestop, tandhygiejne, solbeskyttelse, sundere kostvaner, få målt deres BMI, lungefunktion m.m. For børnene og de unge var der fodbolddyst, sundhedsquizzer og et sundhedsspil, der vakte stor begejstring.

Previous ◁ | ▷ Next

Det er femte år i træk at Sundhedsdagen afholdes, og ifølge Suzanne Magelund, der er aktivitetskoordinator i Greve Nord Projektet, er det er god mulighed for at nå ud til mange forskellige borgere.
”På Sundhedsdagen er der en afslappet stemning, og det er en hyggelig eftermiddag, hvor man kan komme og få sjove oplevelser, mens man bliver introduceret for de sunde muligheder. Den afslappede stemning betyder, at der kommer flere af de borgere, der måske ikke ville være kommet, hvis det havde været mere ”belærende”, eller hvis de gode råd og målingerne kostede penge. Når det er gratis, betyder det, at vi også får besøg af de borgere, der ikke ville prioritere at betale for at deltage, fordi de måske ikke har så mange penge i hverdagen,” forklarer hun.

Ideelt sted at nå folk

Ditte Scherning Thiesen er sundheds og – forebyggelseskonsulent i Greve Kommunes Sundhedsteam, og hun er enig i, at det er en god måde at nå ud borgerne. I sit daglige arbejde oplever hun ofte, at der er visse borgergrupper, der kan være svære at nå med kommunens almindelige sundhedstilbud. Det kan enten være pga. sproglige og kulturelle forskelle, fordi borgerne ikke kender til tilbuddene, eller fordi de ikke tror, at de henvender sig til dem.
”Derfor er det meget oplagt, at vi afholder Sundhedsdagen her i Greve Nord. Her er mange lejligheder og villaer i området, så der er mange borgere, der kan komme forbi. Samtidig er det tæt stationen, biblioteket m.m. og tæt på Waves, så folk kan komme forbi, når de har været ovre og handle,” siger hun.
sd14

Borgmesteren: Fællesskabet gør os sunde

Greves Borgmester, Pernille Beckmann, åbnede Sundhedsdagen, og i sin tale understregede hun også, hvordan Sundhedsdagen er med til at samle folk.
”På Sundhedsdagen kan vi alle få et sundhedstjek, og det er dejligt, for så får vi vished om, at vores krop har det godt, eller hvad vi kan gøre, hvis den ikke har det så godt. Men vi skal også have det sjovt sammen i dag. Vi skal komme hinanden ved. Dagen i dag skal minde os om, at vi er en del af et større fællesskab, som vi skal huske også at pleje. For fællesskabet er en vigtigt ingrediens, som er med til at holde os sunde og glade,” sagde borgmesteren, der deltog i dagen og også selv var rundt ved standene og få sunde råd og tale med de mange deltagere.


Nyt undervisningshold i medicin og alternativ behandlingsformer i Gersagerparken


Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Efter at være blevet en meget stor succes i Aktivitetshuset, åbner der nu endnu et hold for gratis undervisning i alternativ behandling og medicin i Gersagerparken 35.

Undervisningen starter tirsdag d. 6. maj, og kommer til at ligge hver tirsdag mellem kl 16 og 18. Ligesom i Aktivitetshuset bliver undervisningen i Gersagerparken kun for piger og kvinder.
Kvinder og piger fra Gersagerparken kan derfor komme og blive klogere på, hvordan håndkøbsmedicin og receptpligtig medicin påvirker både kroppen og sindet, og hvilke alternative muligheder der findes til fx smertelindring og ondt i sindet. Derfor bliver der introduktion til fx nada-behandling, der er en form for øre-akupunktur, og andre pædagogiske og psykologiske behandlingsmetoder.

Nada

Det vil være misbrugskonsulent Gitte Henningsen, der står for undervisningen, og deltagerne vil selv kunne bidrage med emner og problemstillinger om kroppen og psyken, som de gerne vil have taget op.

Gitte står også for den samme undervisning i Aktivitetshuset (tirsdage kl. 12-14), hvor der har været så god tilstrømning, at man har måttet dele holdet over i to, fordi deltagerne simpelthen blev for mange.
Og det er altså ikke kun pigerne og kvinderne i Askerød, der har interesse for undervisning i de alternative metoder. Det oplevede Gitte selv, da hun besøgte lokalerne i Gersagerparken 35 for at afholde en "prøveaften".
"Det vrimlede ind med kvinder, der gerne ville være med. Så der blev hurtigt taget en beslutning om, at vi skulle have startet et undervisningshold op herovre også. Så det glæder vi os meget til at komme i gang med," forklarer hun.


Praktisk information: Undervisningen er gratis og kun for kvinder. Det kommer til at foregå i Greve Nord Projektets lokaler i Gersagerparken 35 klokken 16-18.


 


Ny multibane til grundejerforeningen Eriksminde


Af Grundejerforeningen Eriksminde

Grundejerforeningen Eriksminde har indgået et samarbejde med Greve Fodbold og opnået støtte fra Nordea-fonden og DBU til anlæg af en multibane. Arbejdet med multibanen starter i løbet af foråret, og banen forventes færdig i løbet af sommeren 2014.
Med støttekroner fra Nordea-fonden og DBU's multibanepulje bliver en multibane i Eriksminde Kvarteret en realitet i løbet af foråret/sommeren 2014.
Multibanen vil blive placeret i Grundejerforeningen Eriksminde på det grønne område mellem Belsager og Højager. Udover at blive et naturligt socialt samlingssted, vil banen også muliggøre andre former for boldspil bl.a. hockeybane og basketbane.
Formand Helle Jørgensen, Grundejerforeningen Eriksminde og formand for Greve Fodbold Peter Würtz Madsen ser begge frem til at få en multibane i nærmiljøet, der vil være til stor glæde for mange i Greve. Tillige ser begge et sådant samarbejde, som en stor mulighed for at tænke i alternativer, samt at modsvare forventningerne til et aktivt fritidsliv, som i dag stilles af både børn, unge og voksne.
"Multibanen vil supplere vores eksisterende faciliteter på fornem vis. Samtidig er vi sikre på, at den hurtigt vil blive et naturligt og foretrukket samlingssted for boldspillere i alle aldre og institutioner i nærområdet" fortæller Peter Würtz Madsen.

Multibanepulje baner vejen

Nordea-fonden har med sin multibanepulje på 10 millioner kroner gjort det muligt for blandt andet Grundejerforeningen Eriksminde og Greve Fodbold at anlægge en af de eftertragtede baner:
"Vi er glade for, at Grundejerforeningen Eriksminde og Greve Fodbold vil bane vejen for, at endnu flere får mulighed for at dyrke boldspil og være fysisk aktive året rundt" siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
Også Dansk Boldspil-Union glæder sig over udsigten til en multibane i Eriksminde Kvarteret:
"Det er fantastisk, at Greve Fodbold, drevet på frivillig basis, sammen med Grundejerforeningen Eriksminde har ansøgt puljen og ønsker en multibane, der kan skabe bevægelse i lokalområdet. Det siger både meget om behovet for multibaner, der kan motivere til nytænkning, fastholde fodboldspillere og udvikle dansk fodbold - og om værdien af vores frivillige foreningsliv," siger Jesper Møller, formand i Dansk Boldspil-Union.


Tv-kendte Christian Bitz serverede sundhedsråd med humor og ærlighed


Af: Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Hvordan ændre du dine kostvaner og skaber verdens bedste hverdag? Det var det temaet, da sundheds- og ernæringseksperten Christian Bitz onsdag aften holdt oplæg i Gersagerparken.

"Jeg er ikke klid-fanatiker, og jeg er træt af alle de vanvittige kure, som vi bliver bombarderet med. Pointen er, at sund mad ikke skal smage sundt, det skal smage godt. Ellers gider vi ikke spise det. Har jeg ikke ret?"
Sådan spurgte ernæringseksperten Christian Bitz, som mange bl.a. kender fra DR og TV2.
"Jo" lød svaret straks fra de mange fremmødte gæster ved onsdagens aften-arrangement i Gersagerparken.

Knap 140 gæster fra hele Greve Kommune var mødt op til den sundhedscafé og foredrag med Christian Bitz, der var arrangeret af Greve Kommune og Greve Nord Projektet, og de mange fremmødte var meget begejstrede for Bitz' gode råd.
"Jeg synes, at det var helt fantastisk. Han er rigtig sjov og kommer med nogle rigtig gode eksempler på mad og kostråd, som er lette at bruge i sin hverdag. Jeg kunne specielt godt lide hans råd om, hvordan man kan bruge de fem smagssanser til at gøre kål og andre grøntsager mere spændende. Det vil jeg helt sikkert tænke over, når jeg laver mad", fortæller beboer fra Gersagerparken, Carin Andersson, der selvom hun er pensionist, har en meget travl kalender, hvor der ikke altid er tid til timelange vandreture.


Sund i hverdagen

Oplægget tog udgangspunkt i, hvordan sund kost og motion sagtens kan inkorporeres og blive en fast del af hverdagen, også selvom man ikke har tid eller mulighed for at bruge 60 minutter på en løbetur eller leve af blåbær og grøntsagssmoothier.
En af Bitz' hovedpointer var derfor, at det vigtigste er, at man gør det så godt, man kan med de forudsætninger, man har.
"Det vigtigste er, at man gør noget. Hvis man bare gør én ting sundere eller bedre, end man før har gjort, er man godt på vej. Mit mål med at være her i dag er at give områdets borgere motivationen til at leve sundere i hverdagen og vise dem, at det faktisk ikke er så udfordrende eller tidskrævende, som mange går og tror" forklarer Christian Bitz og understreger:
"Sundhed er vigtigt, men det må aldrig komme derud, hvor det er årsagen til kronisk dårlig samvittighed. "


Dansk/tyrkiske vittigheder

Det gratis arrangement var henvendt til alle borgere i Greve Kommune, og derfor var der også taget højde for de borgere, der ikke er helt flydende i det danske sprog.
Både sundhedsformidlere og Greve Nord Projektes frivillige fungerede som tolke, så også de tyrkisk og arabisk talende borgere kunne få Bitz' sundhedsråd med sig. Det tilbud benyttede en gruppe af tyrkiske kvinder sig bl.a. af, og Bitz' danske vittigheder om kvinder og kost fungerede åbenbart også på tyrkisk. I hvert fald måtte flere af de tyrkiske kvinder flere gange holde sig for munden for ikke at komme til at grine for højt.

Er du opmærksom på din sundhed?

Af: Greve Kommune

Greve Kommune sætter fokus på din sundhed på en række arrangementer i perioden 14. til 20. november.

Få målt dit blodsukker eller lungefunktion. Kom på en vandretur med mange aktiviteter i Hedeland. Hør om livsglæden i hverdagen eller livet med demens.

Tilbuddene er mange og meget forskellige, og det sker alt sammen i perioden 14. til 20. november, hvor Greve Kommune stiller spørgsmålet: Er du opmærksom på din sundhed?

 A1A7259

Sundhedscaféen rykker ud med tilbud om at måle blodsukker og lungefunktion i både Waves, Greve Midtby Center, SuperBest i Karlslunde og i SuperBrugsen i Tune.

Direktøren for Hedeland, Erik Juhl, tager lørdag den 16. november borgerne med på en vandring i Hedeland, hvor han vil fortælle om de mange muligheder for aktiviteter, der er her.

Skuespilleren og TV-værten Peter Mygind fortæller om, hvordan det er at blive ramt af sygdom, og hvordan man kan få livsglæden tilbage i hverdagen. Det sker mandag den 18. november på Nældebjerg Plejecenter

Og psykolog Henrik Brogaard vil onsdag den 20. november på Strandcentret fortælle om livet med demens, og en pårørende vil fortælle om, hvordan det er at leve med en ægtefælle, som er ramt af demens.

Læs mere på www.greve.dk/sundhed og yderligere oplysninger: Sundhedskonsulent Birgitte Bonnevie på telefon 43 97 91 21

Fakta:

  • Sundhedscaféens bod

Torsdag 14. november, 15-17 i Waves ved cafe-torvet foran Kong Kaffe
Fredag 15. november, 15-17 i Greve Midtby Center ved Netto
Mandag 18. november, 15-17 i SuperBest i Karlslunde
Onsdag 20. november, 15-17 i SuperBrugsen i Tune

  • Borgervandring i Hedeland

Lørdag 16. november, 11-13, p-pladsen Vindingevej 201, Stærkende

Peter Mygind: Livsglæden i hverdagen
Mandag 18. november, 19.30-20.30, Nældebjerg Plejecenter

  • Livet med demens

Onsdag 20. november, 17-19, Strandcentret

 

Meditation og sunde vaner i børneinstitutionen Toftegården

Af: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

De gode vaner starter tidligt i børneinstitutionen Toftegården i Greve Nord, hvor både vuggestue- og børnehavebørn har gennemført to intensive uger med fokus på sund mad, velvære og motion.

Projektet har fået støtte fra Greve Kommunes pulje til kvalificering og udvikling af arbejdet med idræt og sundhed. Da institutionen i forvejen har fokus på sundhed, har det blandt andet været meditation, afspænding og kostvejledning, der har været afprøvet under forløbet og med virkelig gode resultater. Derfor bliver der også fortsat plads til både yoga og meditation i børnenes dagligdag.

foto 1

"Vi lever i en virkelig travl hverdag, og selv om vi altid forsøger at skabe ro om alle børnene her i Toftegården, så går det nogle gange alt for stærkt. Med det her projekt ville vi gerne afprøve effekten af, at vi finder tid til at skabe ro i løbet af dagen, hvor vi kan give både pædagoger og børn nogle gode værktøjer til afspænding og til at mærke sig selv. Det er så blevet koblet sammen med sund mad og sjove aktiviteter, der kan få pulsen op og skabe overskud. Og resultaterne har været helt fantastiske", siger pædagogisk leder Susanne Røgilds.

I ugerne 40 og 41 var de faste aktiviteter sat på standby, mens alle børn og pædagoger legede og lærte sig til en ny forståelse af velvære i dagligdagen. Udover daglige meditationsøvelser for mindre grupper af børn opdelt efter alder, var der også fokus på sund mad.

Børnehavebørnene var "Madmodige", hvor der blandt andet blev smagt på nye, spændende grøntsager, tilberedt fisk over bål og talt om, hvilke madvarer der er gode, så kroppen kan få masser af brændstof.

foto 2

Zumba og sund mad

"Det har simpelthen været sådan en positiv oplevelse at høre og mærke børnene udvikle sig. Alle har været rigtig interesserede, og fordi den sunde mad og motionen har været spundet ind i lege og sjov, hvor vi har eksperimenteret en masse, så har børnene været enormt modige og villige til at opleve maden og aktiviteterne på en ny måde", forklarer Daniella Thulin, der er pædagog i Toftegården, og fortsætter:

"Vi har fået så meget positiv feedback fra forældrene, der nu oplever, at deres børn er opmærksomme på nogle nye ting og taler anderledes om bevægelse og mad. Vi oplever også en stor motivation fra børnenes side til at fortsætte, så nu bliver der blandt andet fælles morgengymnastik hver torsdag, ligesom vi kommer til at fortsætte med meditationen og afspændingen".

Forældrene er også blevet inddraget aktivt i forløbet, hvor der har været inspiration til bedre tandhygiejne og sunde madpakker, og en kostvejleder fortæller på et kommende forældremøde yderligere om sunde madpakker.

Mange af de nye aktiviteter bliver nu tænkt ind i hverdagen, og især de fysiske aktiviteter kommer fortsat til at fylde meget. Svømning og zumba blev testet på udvalgte grupper under forløbet med stor succes, og i løbet af efteråret kommer der et yoga-forløb, der skal supplere meditationen og legene i institutionens sanserum.

 

Nyhedsbrevet
Klik her for at tilmelde dig!
Please wait

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere