Baby- og børnerytmik for alle forældre og børn


Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Et nyt gratis tilbud om babyrytmik starter nu op for drenge og piger mellem 0-1 år og deres forældre

Hver tirsdag er der nu mulighed for at mødes med andre forældre og deres små puslinger, når der er baby- og børnerytmik for 0-1 årige børn i Gersagerparkens festlokaler i nummer 107. Til at starte med vil der være rytmik hver tirsdag kl. 12.00, og det er Support Mamma, der står for det nye og gode initiativ.
babyrytmik 2Alle fra Greve Nord området er velkommen, det vigtigste er, at man har lyst til at komme ned og lege med sin baby og få en snak med andre mødre om alt det, der rører sig i småbørns-verden.
Vi har musik og masser af lege- og rytmikredskaber med, så du og din baby skal bare møde op med godt humør, en tør ble og mod på at kaste jer ud i rytmikkens leg.

babyrytmik 3Tirsdag var Nohr og Mynte forbi med deres mødre for at lege og hygge. Der blev grinet og tumlet, og både babyer og mødre var glade og trætte, da de gik hjem.

Vi glæder os til at se endnu flere glade babyer og forældre på tirsdag i Gersagerparken 107 kl. 12.

For mere info kan du kontakte Suzanne Magelund fra Greve Nord Projektet på 60 35 46 67
babyrytmik 1


Studentermedhjælpere søges:
Til vores beboerundersøgelse i Greve Nord


I perioden d. 11. til 25. marts 2015 skal den boligsociale helhedsplan Greve Nord Projektet i Hundige gennemføre en naboskabsundersøgelse. Det vil sige, at vi skal ud til alle beboerne og indsamle oplysninger om, hvordan de oplever det at bo i vores fire boligområder. Alle fire boligområder er placeret i Hundige, tæt ved Hundige Station.
I den forbindelse vil vi gerne ansætte fire studentermedhjælpere, der har lyst til at gå ud til borgerne og hjælpe med at få oplysningsskemaerne udfyldt. Skemaerne skal udfyldes på iPads, som vi stiller til rådighed.
Spørgsmålene er formuleret på forhånd, så det er udelukkende svar, du skal indhente og evt. stå til rådighed for at svare på beboernes spørgsmål ang. undersøgelsen.

Kvalifikationer:

Vi ønsker at samle et team af studentermedhjælpere, der kan tale med så mange borgere så muligt. Det vil sige, at teamet samlet skal kunne gøre sig forståeligt på dansk, engelsk, arabisk, tyrkisk og urdu. Du behøver naturligvis ikke kunne tale alle fem sprog, men dansk, engelsk og et af de tre fremmedsprog er et must.
Vi laver to teams af to studentermedhjælpere, som kan gå sammen og indhente svar.

Hvor meget og hvornår:
Vi regner med, at opgaven vil tage to-tre timer hver hverdag fra d. 11.-25. marts i tidsrummet mellem 16.00 og 20.00. Løn efter overenskomst.

Hvis du vil høre mere om opgaven, kan du kontakte sekretariatsleder Bo Mouritzen på telefon: 60 35 46 61 / Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Send en kort og motiveret ansøgning til:

Greve Nord Projektet
Thors Kvarter 62
2670 Greve
Att: Sarah Ehrenreich
Eller på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Ansøgningsfrist lørdag den 28. februar 2015

Send også meget gerne opslaget her videre til andre, som du kan forestille dig, kan være interesseret.

billedecollage


Kronprinsesse Mary sendte eleverne ud og løbe


Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Det vrimlede med prominente damer i Arenaskolens arena, da eleverne skulle på efterårsferie. Der var både en kronprinsesse, en minister og en borgmester.

Den første fine dame i Arenaen fredag d. 10. oktober var borgmester Pernille Beckmann, der bød alle velkommen til motionsdag og sidste dag inden efterårsferien. Borgmesteren havde taget den flotte borgmesterkæde på i dagens anledning, hvilket specielt en del af pigerne lagde mærke til. Borgmesteren holdt åbningstalen og fortalte bl.a. de mange spændte elever, at hun glædede sig meget over, at Arenaskolen i år er blevet certificeret idrætsskole, hvilket er resultatet af års målrettet indsats for at gøre idræt og sundhed en større del af hverdagen på skolen.
Mary arena 3
Efter al den snak om motion og idræt var det blevet tid til at komme ud og løbe. Men i år det var ikke bare et almindeligt motionsløb. Det var en helt særlig gæst, der sendte de mange elever fra Arenaskolen afsted på det årlige motionsløb på tre km.. De glade, morgenfriske elever blev sendt afsted af HKH Kronprinsesse Mary, der inden hun sendte eleverne ud at løbe holdt en flot tale om, hvor vigtig motion er i skolen. Både fordi det styrker kroppen og forbedrer sundheden, men også fordi det i høj grad styrker sammenholdet og venskabet mellem eleverne.

Mary arena 4

En stor fest med mange fine gæster

Eleverne havde glædet sig meget til at se kronprinsessen, og de sad klar på bænkene i arenaen med flag og hujen, da hun ankom. Kronprinsessen er protektor for skolen 200 års fødselsdag, og mens de fleste af eleverne var ude og løbe, fik hun mulighed for at tale med nogle enkelte elever om, hvad de synes om at gå i skole i dag, og hvordan det skiller sig ud fra den måde, som skolen fungerede på for 200 år siden.
De var i det hele taget mange fine gæster i Arenaskolens udendørs arena den formiddag. Også kommunaldirektør Allan Vendelbo og chefen for Dagtilbud og Skoler Charlotte Groftved var med til den store fest, hvor gæster, elever og lærere fejrede både Arenaskolens udnævnelse til idrætsskole, den danske folkeskoles 200 års fødselsdag og at det var sidste dag inden efterårsferien (en begivenhed som specielt eleverne havde set meget frem til.)
Efterhånden som eleverne kom tilbage efter løbeturen blev de klappet i mål af kronprinsessen og de andre gæster. Den velkomstkomite gav de fleste af løberne en sidste smule energi, så de kunne give den fuld gas de sidste meter. Efterhånden som eleverne passerede målstregen var det blevet tid til vand og æbler, så alle kunne være klar til at tage godt imod den næste fine gæst.

Mary arena 1

Idræt, idræt, idræt

Tredje fine dame i arenaen var undervisningsminister Christine Antorini, der sammen med en flot tale overrakte en gruppe elever det store DGI diplom, der er det officielle bevis på, at Arenaskolen nu er en idrætsskole. Der var mange rosende ord fra undervisningsministeren, der ligesom kronprinsessen roste eleverne og skolen meget for det flotte arbejde og deres store idræts-arrangement.
Med til en rigtig fest hører også balloner, og dem var der masser af ved fredagens fest på Arenaskolen. Ministeren og kronprinsessen sendte sammen med eleverne hele 200 balloner afsted for at symbolisere den store runde fødselsdag, som den danske folkeskole kan fejre i år.

Mary arena 5
Efter en flot idrætsopvisning med masser af energi, sving, stræk og bøj var det blevet tid for borgmester Pernille Beckmann til at sige tak for i dag og tak for besøget til de mange gæster, der alle var enige om, at det havde været en rigtig hyggelig formiddag i idrættens tegn på Greve Kommunes nye idrætsskole.

Mary arena 2

 


Stolte børn viste deres kunst frem


Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Og de kreative børn havde i den grad grund til at være stolte af deres kreationer, der torsdag eftermiddag blev udstillet på ferniseringen i Gersagerparken nummer 35. Forældre og søskende var mødt op for at se de flotte malerier, som en håndfuld børn har lavet hen over sommerferien.

Børnefernisering 1Malerierne var nu blevet sat i ramme, så forældrene kunne få de flotte og farverige kunstværker med hjem og pynte i stuerne. Men først skulle de udstilles, så de knap 25 børn og voksne, der deltog i ferniseringen, kunne nyde de mange farver sammen med et glas sodavand og lidt slik.

Børnefernisering 3Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor alle var enige om, at man ikke nødvendigvis behøver at have gået mange år i skole for at være en dygtig kunstner, for som en af forældrene meget klart formulerede det:
”De kunne jo lige så godt være nogle af de billeder, der bliver givet mange millioner for. Det er da ikke til at se forskel, og de her er da mindst lige så flotte.”

 Børnefernisering 2Det er de to frivillige, Joan og Tunde, der har stået for kreaværkstedet i sommerferien og som nu har rammet alle kunstværkerne ind. De glæder sig begge over at se, hvor glade børnene er, og hvor meget de vokser, når de stolt kan fremvise det, de har lavet.

 


Unge bliver borgerjournalister til Frivillig Fredag


Af U'N Media

Til arrangementet Frivillig Fredag d. 26. september debuterer 14 unge fra Greve som skrivende journalister i samarbejde med FrivilligCenter Greve.

Fredag d. 26. september har U 'n' Media deres eget telt til Frivillig Fredag. De skal dække dagens begivenheder og tale med repræsentanter fra det frivillige liv i Greve. De har allerede besøgt 2 frivillige foreninger og interviewet et par lokale ildsjæle.

Silkroad

Af Dafina, Amel og Sahera

Vi mødte Huda fra Silkroad hjemme hos hende selv, og vi spurgte hende, hvorfor hun har åbnet et social netværk for kvinder. Hun svarede: "Jeg har åbnet et socialt netværk, så mennesker kan lære hinanden bedre at kende, hygge sig og komme tættere på hinanden. Jeg ville give andre kvinder nogle chancer for at finde deres talenter eller noget de kan bruge der fritid på i stedet for bare at blive hjemme. Vi åbnede for 2 år siden, og det var en stor succes, der var mange kvinder der gad deltage. Vi mødes en gang om måneden." Vi spurgte hende også, om det kun er for udlændinge. Det er det ikke. Det er åbent for alle. Der kommer også nogle danskere. Alle kan komme og blive inspireret af de forskellige ting, de laver i Silkroad.
Vi fra U 'n Media var meget imponerede over, at Huda gør det her frivilligt og gratis. Det er flot, at hun arbejder for at bringe folk ud af isolation, og så lærer de dansk, og det hjælper dem, når de skal ud at søge arbejde. Netværket giver deltagerne tryghed og energi, og de hjælper hinanden. Huda viste os også nogle af de ting, kvinderne har lavet i Silkroad.
UnMedia silk road

Sejlklubben Køge Bugt

Af Atusa, Sajeda og Albina

I september måned, var U'n Media ude og besøge sejlklubben Køge Bugt (SKB) på Hundige Havn. Da vi var derovre viste en formand for handicap-afdelingen, der hedder Gitte Møller, os rundt på havnen. Vi hilste på frivillige og formænd fra sejlklubben, og Gitte fortalte om de handicappede i sejlklubben. Vi lavede et lille interview med Gitte Møller hvor vi spurgte, om hvordan det er at være frivillig.
"Det, at være frivillig er ikke et job. Det er en livsstil," fortalte hun.
Vi spurgte også, om hvorfor hun hjalp de handicappede, og hun svarede: "I stedet for at sidde og kigge ind i en væg, så kommer de handicappede ud og oplever frihed".
Gitte gik meget op i at alle havde det godt, og at alle skulle prøve noget nyt.
Vi fik fornøjelsen af at komme med i en følgebåd, som fulgte en mindre båd med to personer, der havde sygdommen sklerose. Mads, der styrede båden, prøvede grænser af. Efter noget tid fik vi en melding i walky talky'en om at deres båd var gået på grund, så vi fik en bonustur hvor vi kom på redningsaktion. De to personer var næsten i sivene med båden, så derfor vendte vi om og hjalp dem ud af kniben. Alle var rolige under redningsaktionen, som forløb godt.
Vi spurgte Gitte om hvor lang tid det var hun havde arbejdet, hun svarede:
"Jeg har arbejdet i sejlklubben i cirka ti til tolv år, og jeg elsker at hjælpe de handicappede."
Gitte Møller viste os rundt på den anden side af havnen, hvor vi mødte formanden for den unge afdeling i sejlklubben. Inden vi gik hjem af spurgte han "Hvor kommer I fra?"
"Vi kommer fra Ungdomskolen U'n Media hvor vi også laver frivillig arbejde," fortalte vi. Han ville belønne os med en sejltur for os tre journalister fra U'n Media på grund af vi udøver frivillig arbejde. Det glæder vi os virkelig til.

De unge fra U 'n' Media arbejder på at blive en frivillig forening, og de glæder sig til i fremtiden at dække flere lokale begivenheder.

un medai sejlklub

FAKTA: Hvem er U'n'Media?

'U 'n' Media' er et projekt tilknyttet GreveUngdomsCenter. Holdet mødes hver onsdag for at tilegne sig kompetencer inden for medier, herunder foto, film, journalistik og sociale medier. Disse unge mellem 13 og 20 år får faglige input fra professionelle journalister, fotografer og filmfolk, og de tager ud af huset for at skrive artikler om interessante personer og spændende events. U 'n' Media startede som et SATS-puljeprojekt under Center for Borgerservice og Fritid i sommeren 2013. Nu indgår projektet i GreveUngdomsCenters fagkatalog. Se de unges artikler og billeder på www.uandmedia.dk, der er for unge mellem 14 og 20 år.


Flotte farver og bagehygge i Gersagerparken


Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Der var linet op med flotte akvarelfarver, pensler og voksdug, da der fredag formiddag var sommer-krea-værksted i Gersagerparken nummer 35.

Formiddagen startede med vandakvarelmaling, og Joan gav børnene en introduktion til, hvordan man skal arbejde med akvarelmalingen på det våde papir.
"Så kan du tage en anden farve her ved siden af, og se så... så løber de sammen og bliver en helt tredje farve" forklarer hun, mens den blå og grønne farve blander sig til turkis på det våde papir.
Senere på dagen var der også mulighed for, at børnene kunne bage flotte kager, men mørdejen skulle lige sætte sig først.
Det er anden gang, sommer-krea-værkstedet holder åbent for områdets børn, og der har været omkring seks børn hver gang. Krea-værkstedet er et gratis tilbud til områdets børn, hvor de kan komme og være med til at tegne med kridt, male, bage, spille spil og på anden måde hygge sig med de andre børn, mens der er skolesommerferie.

Sommer krea GP 1

 


Kom og vær med: Derfor er der åbent for alle børn i sommer-krea-værkstedet de næste to fredag formiddage (d. 18. og 24. juli) fra kl. 10-13 i Greve Nord Projektets lokaler i Gersagerparken 35. Alder: 9-12 år.


 Børnene skal også have noget at lave

Krea-værkstedet er drevet af to frivillige damer, Joan og Tunde, fordi de gerne vil lave noget for børnene.
"Der er masser af tilbud for de voksne i området, men der manglede noget for børnene. Specielt nu hvor de har ferie, kan det godt blive lidt kedeligt, hvis de bare skal gå derhjemme," forklarer Tunde.
"Ja, og den tanke havde jeg jo også gået og tænkt. Så da aktivitetskoordinator Suzanne sagde, at Tunde også var interesseret, satte vi os straks sammen og begyndte at planlægge, hvad vi kunne lave," fortsætter Joan.
Der er stadig plads til, at flere børn kan være med til krea-værkstedet og udfolde deres kreative evner. Her handler det ikke om, at man tegner helt inden for stregerne eller med moderigtige farver. Det vigtigste er, at man hygger sig og synes, at det er sjovt.
"Vi har det rigtig hyggeligt hernede. Børnene synes også, at det er sjovt, for der er jo flere af dem, der ikke har prøvet at arbejde med de her materialer før. Det giver også børnene mulighed for at opdage, at de faktisk har nogle kreative evner, som de måske ikke får brugt så meget," siger Joan, mens Tunde nikker.
"Det giver dem også noget selvtillid at opleve, at det her er de faktisk gode til. Man kan se, at de vokser, når de får ros for deres flotte arbejde," medgiver Tunde.
Det er meningen, at alle børnenes flotte kreationer skal udstilles, når krea-værkstedet er slut. Så bliver forældrene inviteret over til saftevand og kaffe, så børnene selv kan få lov til at vise, hvor dygtige de har været.

Sommer krea GP 2

Drømmen om et aktivitetshus i Gudekvarterene

Både Joan og Tunde vil gerne være med til at lave et mere fast kreativt værksted for børn og voksne i området. Ideer har de nok af: origami, perledyr, genbrugs sy-værksted, glasmaleri og meget mere. Derfor har de to damer talt om, at det kunne være rigtig godt med et aktivitetshus med placering i Gudekvarterene.
"Nu er der jo et i Askerød og et her i Gersagerparken. Men der mangler et ovre på den anden side af fx i et af Gudekvarterene. Det skulle være et sted, hvor alle beboerne kan mødes og hygge sig, og hvor der er aktiviteter for både børn og voksne. Det tror jeg, kunne trække mange folk til," siger Tunde.

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her