Kendt familievejleder gav mødrene gode råd om børneopdragelse


Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Hvorfor er det så vigtigt, at man sætter grænser for sit barn, også selvom det græder højt, og man føler, at alle stirrer? Det var en af de ting, som den anerkendte familievejleder, Lola Jensen, fortalte de nysgerrige mødre ved foredraget

”I skal opdrage jeres børn allerede fra de er helt små. Når de først er blevet ældre, er det endnu sværere, og så bliver konflikterne endnu større. Det er vigtigt, at vi husker, at det at opdrage sine børn er en tjeneste, vi gør dem. Det er vores ansvar som forældre at hjælpe dem med at finde ud af, hvordan man opfører sig, og hvordan man skal omgås andre mennesker. Det skal I holde fast i, også selvom de græder og skriger, så hele opgangen kan høre det. Det gør alle børn, når de skal vænne sig til, at mor og far siger nej. Det er helt normalt, uanset hvilken etnisk baggrund man har,” understregede familievejleder Lola Jensen, da hun var på besøg i Askerød.
Billede 1 Lola Jensen oplæg Greve Nord ProjektetNår det kommer til børneopdragelse og udfordringer i familien er der rigtig mange ting, der går igen. Det er ofte de samme udfordringer, der går igen hen over spisebordene bag hjemmets fire vægge, uanset om man hedder Hansen eller Hasan til efternavn. Derfor havde Greve Nord Projektet inviteret socialpædagog og familievejleder Lola Jensen ud for at holde et oplæg for en række nydanske mødre i Greve Nord om børneopdragelse og særligt vigtigheden i at sætte grænser for sine børn som et led i en sund og udviklende opvækst. Lola Jensen er bl.a. kendt fra TV2s Go’morgen Danmark, hvor hun som ekspert rådgiver danskerne om børneopdragelse.

Forældrene ønsker vejledning

Tirsdag aften var der derfor fyldt godt op omkring bordene i Café Ask i Askerød, og mødrene var klar til at høre, hvad den kendte familievejleder har af gode råd. 25 nydanske mødre med tyrkisk, kurdisk eller arabisk baggrund var mødt op, fordi de gerne ville have nogle råd til, hvordan de kunne blive bedre som forældre.
Greve Nord Projektet Lola Jensen3Temaerne var børneopdragelse, at lære at sætte grænser – og at holde fast i dem – og en generel introduktion til hvordan man som forældre skal opdrage sine børn og unge i en dansk kulturkontekst. Sammen med de mange gode råd og eksempler tegnede og forklarede og Lola Jensen med både fagter og lydsprog, mens kvinderne grinede og der blev taget mange mentale noter og nikket genkendende rundt omkring ved bordene.
”Det er på opfordring af forældrene selv, at vi har arrangeret oplægget her. De har flere gange efterlyst mere oplysning og vejledning om, hvordan man kan blive mere konkret i sin børneopdragelse, lære at sætte grænser, skabe ro i familien osv. Det vil vi naturligvis gerne støtte op om”, siger Hanne Sanderhoff Degn, der er sekretariatsleder i Greve Nord Projektet, den boligsociale indsats i Greve Nord.
”Det er jo utrolig positivt, at forældrene selv kommer og beder om vejledning. Alle forældre, uanset adresse og etnisk baggrund, vil deres børn det bedste, men nogle har behov for ekstra viden og redskaber. Derfor vil forældrekurser og temaaftener om forskellige familieorienterede emner også være en højtprioriteret del af indsatsen i den kommende projektperiode,” fortsætter hun.

Mormor tog noter

En af de kvinder, der var mødt op for at suge til sig af Lolas gode råd var Mariam fra Askerød. Hun har ikke selv små børn, men det har hendes datter, så derfor har hun skrevet alle de gode råd ned på sin mobiltelefon, så hun kan huske dem og give dem videre.
”Jeg har lært rigtig meget i dag, som jeg glæder mig til at fortælle min datter. Jeg har fx lært, hvor vigtigt det er, at man er positiv i sin børneopdragelse, og at det er meget vigtigt, når man skal give sine børn selvværd, at man ikke viser, hvor utilfreds man selv er med flere ting. Det er ikke sundt for dem. Jeg har også lært, at det er meget vigtigt, at man siger nej til børnene og fortæller dem, hvis der er noget, de ikke må, mens de er helt små. For der lærer de det bedst. Det synes jeg, er meget vigtigt,” forklarer hun.
Mariams datter, der også bor i området, har tre små børn og havde derfor ikke selv mulighed for at være med til foredraget. Derfor bestemte de to kvinder at sende mormor afsted i stedet.
”Jeg kan jo desværre ikke selv nå at bruge de gode råd i opdragelsen af mine børn, men jeg kan hjælpe ift. mine børnebørn. Jeg er helt sikker på, at min datter vil tage mange af de gode råd til sig,” fortsætter Mariam.

Redskaber til at holde fast i sit nej

Vi ved alle, at det kan være svært at holde fast og blive ved med at sige nej, når barnet græder, så dte kan høres i hele opgangen, man er træt, det har været en lang dag, og det letteste ville være bare at give efter og lade barnet få sin vilje og dermed stoppe larmen og kampen. Det er en situation alle kan sætte sig ind i. Men Lola Jensen gjorde netop meget ud af at klæde mødrene på til den kamp og gav dem en række værktøjer til, hvordan de skulle holde fast. De gode råd var en af kvinderne, Amal, særlig glad for.
”Jeg er meget glad for, at jeg kom i dag. Det har været rigtig godt, og Lola er rigtig god til at fortælle og forklare. Jeg har lært meget om, hvor vigtigt det er, at man holder fast, når man har sagt nej. Jeg har prøvet flere gange, men det har været svært at blive ved. Men nu vil jeg prøve igen, og jeg er sikker på, at jeg kan bruge meget af det, hun har lært os,” forklarer hun.
Amal ville dog gerne have hørt noget mere om, hvordan man som forældre kan bakke op om sine større børn. Hendes fire børn er nemlig mellem 12 og 20, så de er ovre den alder, hvor man kan bruge de børnepædagogiske redskaber.
”Men så kan jeg jo bruge dem, når jeg får børnebørn. Og støtte mine børn, når de skal opdrage deres børn,” siger hun.
Greve Nord Projektet Lola Jensen12


Vil børn det bedste

Lola Jensen har hjulpet utallige familier med alverdens etniske baggrunde, og hun fortæller, at udfordringerne grundlæggende er de samme. Hun havde derfor glædet sig til at komme ud og rådgive mødrene i Greve Nord, fordi hun glæder sig over, at forældre selv efterspørger hjælp til at blive endnu bedre. Da hun var færdig med sit oplæg, var det derfor mødrenes tur til at komme med eksempler fra deres egen hverdag, som de gerne ville have familievejlederens hjælp til.Billede 3 Lola Jensen oplæg Greve Nord Projektet
”Forældre vil jo deres børn det bedste. Det var nogle rigtig gode spørgsmål om bl.a. udviklingen af børns selvværd, brugen af timeout og ikke mindst, hvordan man holder fast i grænserne, selvom det gør ondt, at ens barn græder. Det er vigtigt for alle forældre at få inspiration til, hvordan de kan blive bedre, og hvad der er deres ansvar. Det vil jeg meget gerne være med til at fortælle dem. Samtidig kan de på en aften som i dag se, at de ikke er de eneste, der har de problemer og blive bekræftet i, at deres børn er helt normale. De kan bruge hinandens erfaringer,” forklarer hun.
”I mit arbejde oplever jeg, at særligt de nydanske forældre meget gerne vil opdrage deres børn mere efter den danske opdragelseskultur, men de kan have svært ved at finde ud af, hvad det egentlig er. Ligeså vel som de etnisk danske forældre kan synes, det er svært. Så derfor er det helt oplagt, at man kan samle mødrene og hjælpe dem på vej,” fortsætter hun.

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her