Borgmesterbesøg på Arenaskolen


Af: Arenaskolen

Borgmester Hans Barlach lagde tirsdag den 11. december 2012 vejen forbi Arenaskolen i Greve for at se, hvordan der holdes fokus på idræt og bevægelse i skolen og på SFO'en. Det blev til et indblik i en hverdag med masser af bevægelse, sund mad og positiv indlæring, som de mange børn er rigtig glade for.

besg

Kaffen var klar og vaniljekransene og de kurdiske småkager sat frem, da Borgmester Hans Barlach kom til det nordlige Greve for at se, hvordan Arenaskolens profil med bevægelse og Idræt bliver en del af hverdagen på skolen.

Arenaskolen har igennem de sidste år haft fokus på fagligheden og tror på, at gennem fysisk aktivitet skal ny viden læres for dermed at blive husket. Derfor gør skolen en stor indsats for, at deres bevægelses- og idrætsprofil skal være en del af hele barnets dag. Hans Barlach kom til skolen kl. 13.30, hvor han efter en hurtig kop kaffe så, hvordan SFO'en er blevet en integreret del af skolens profil.

SFO'en laver motoriske test af børnene fra 0.-3. klasse, og der er rigtig gode resultater. Børnenes kondition er blevet mærkant forbedret ved den målrettet indsats, da alle børn i SFO'en har obligatorisk to-timers fysisk træning hver uge i skolens store hal, hvor de laver fastlagte motoriske og fysiske øvelser.

besg4

"Det er nogle rigtig gode timer, hvor børnene får sved på panden og har det sjovt med vennerne", siger Stina, der er souschef i SFO'en, og fortsætter: "Vi oplever også, at der er færre konflikter imellem børnene, efter vi har indført den fastlagte træning".

En god tilgang til læring

Mange undersøgelser viser da også, at børns trivsel og læring bliver bedre, hvis de regelmæssigt motionerer.

Hans Barlach var med i hallen og kunne ved selvsyn se, at børnene nyder den fastlagte bevægelsestid og de motoriske øvelser, der er en fast del af SFO'en på Arenaskolen. Børnene var meget stolte af at vise deres færdigheder frem og synes, at borgmesteren var rigtig sød.

"Der har selvfølgelig været lidt debat, om vi som SFO kan lave fastlagte aktiviteter, når det er i børnenes fritid, men vi synes, at resultaterne og fordelene taler deres tydelige sprog, og derfor er det kommet for at blive", siger SFO-leder Ib Kristiansen.

besg21

Herefter gik turen videre til SFO'ens køkken, hvor der dagligt laves sund mad sammen med børnene. Her kunne borgmesteren opleve børnenes glæde ved at lave sund og nærende mad til deres venner, der er trætte efter aktiviteterne i hallen.

"Vi mener, at det er vigtigt, at børnene lærer at bruge kroppen og samtidigt bliver bevidste om, hvor vigtigt sund mad er for deres trivsel. Det er vigtigt, at vi ser på hele barnet, når vi fokuserer på trivsel og læring", udtaler skoleleder Birgitte Pilgård.

Efter en time var besøget ved at være slut, og borgmesteren tog fra Arenaskolen lidt klogere på, hvad der sker på skolerne i Greve og meget klogere på, hvordan hverdagen ser ud i børnehøjde i Greve Kommune.

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her