Over 13.000 kroner fra Askerød til forældreløse børn


Af: Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

De unge fra Askerød nåede deres mål om at samle minimum 10.000 kroner ind til årets Danmarks Indsamling.

Der var jubel og høje glædesudbrud, da de unge fra Askerød talte de penge sammen, som de havde indtjent ved deres indsamlingsevent fredag aften. Målet var at samle minimum 10.000 kroner ind til verdens forældreløse børn, og da det mål var nået, lå der stadig en god portion mønter og sedler i kassen.
13.231 kroner fik de unge i alt samlet ind, og alle pengene blev doneret til den officielle Danmarks Indsamling, der lørdag aften blev vist på DR.

Du kan også se videoen fra Danmarks Indsamlingen her

"Vi er rigtig glade for, at vi har nået vores mål, og at vi endda har samlet flere penge ind. Jeg er meget glad for, at det lykkedes" sagde en smilende Alaa Assadi, der har været tovholder på de unges indsamling.
Sammen med en gruppe andre unge og frivillige havde Alaa Assadi arrangeret deres eget indsamlingsevent i Hundige Hallen til fordel for Danmarks Indsamling, hvor de bl.a. havde allieret sig med komikeren Omar Marzouk, der kom og støttede de unges initiativ ved at give et gratis stand-up show.
Udover pengene fra indgangen til arrangementet fik de unge samlet de over 13.000 kroner ind ved bl.a. at sælge mad, de selv havde lavet, kalligrafi skrivning, konkurrencer og paraffin-håndbehandlinger. Greve Nord Projektet og Greve Kommune har hjulpet med organisering af indsamlingen, men ellers har de unge selv stået for at arrangere og afholde indsamlingen, der gik ubeskåret til Danmarks Indsamling 2014.

Borgmester opbakning

En af de gæster der besøgte de unges indsamling var Greves borgmester Pernille Beckmann, og hun var meget imponeret af de unges indsats.
"Jeg synes, at det er et super godt initiativ, de unge har taget, og det er et rigtig fint arrangement. Det er rart at se, at de engagerer sig så meget, og jeg synes, at det er virkelig sejt, at de har stået for at arrangere det hele. Jeg har selv mistet min mor, så jeg vil bestemt gerne støtte de unges indsamling til det gode formål" sagde borgmesteren og tilføjede, at hun håber, at de unge vil gøre det indsamlingen en tradition.
Ikke alle pladserne blev solgt, men det lagde ikke en dæmper på stemningen i hallen, hvor folk grinede og hyggede sig. Specielt Omar Marzouks jokes om forskellen på muslimer og danskere og drenge og piger fik publikum til at grine, så det rungede i hele hallen.
Selvom hallen ikke var fyldt helt op, var borgmesteren allerede tidligt på aftenen optimistisk for de unges indsamling.
"Jeg er sikker på, at de nok skal nå de 10.000 kroner. Det fortjener de med alt det arbejde, de har lagt i det" sagde hun.

Tv fra Askerød

Det var en gruppe trætte, men glade og stolte unge, der efter indsamlingen kunne pakke stole og borde sammen.
"Nu skal vi bare have sendt pengene ind til DR, så de kan sende dem videre til børnene. Vi håber, at vi på den måde kan være med til at hjælpe nogle af de børn, der har allermest brug for det" fortalte Alaa Assadi.
I løbet af Danmarks Indsamling-programmet lørdag aften kunne man flere gange se teksten 'Unge i Askerød – 13.231 kroner' køre over skærmen. Men det var ikke det hele. Lige inden afsløringen af årets endelige indsamlingsbeløb, kunne seerne fra hele Danmark nemlig også komme med en tur til Askerød. De unge havde tidligere på ugen haft besøg af et tv-hold fra DR, der filmede, mens de satte plakater op i Askerød. Det et minut lange indslag blev vist som en del af Danmarks Indsamling, og det glædede de unge.
"Det er en rigtig god følelse, at de tager os så alvorligt, at de kommer herud og filmer" sagde Alaa Assad, der allerede nu er begyndt at tale med de andre unge om at lave et lignende arrangement næste år.

Du kan se videoen fra Danmarks Indsamlingen på vores facebook her

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her