Flotte farver og bagehygge i Gersagerparken


Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Der var linet op med flotte akvarelfarver, pensler og voksdug, da der fredag formiddag var sommer-krea-værksted i Gersagerparken nummer 35.

Formiddagen startede med vandakvarelmaling, og Joan gav børnene en introduktion til, hvordan man skal arbejde med akvarelmalingen på det våde papir.
"Så kan du tage en anden farve her ved siden af, og se så... så løber de sammen og bliver en helt tredje farve" forklarer hun, mens den blå og grønne farve blander sig til turkis på det våde papir.
Senere på dagen var der også mulighed for, at børnene kunne bage flotte kager, men mørdejen skulle lige sætte sig først.
Det er anden gang, sommer-krea-værkstedet holder åbent for områdets børn, og der har været omkring seks børn hver gang. Krea-værkstedet er et gratis tilbud til områdets børn, hvor de kan komme og være med til at tegne med kridt, male, bage, spille spil og på anden måde hygge sig med de andre børn, mens der er skolesommerferie.

Sommer krea GP 1

 


Kom og vær med: Derfor er der åbent for alle børn i sommer-krea-værkstedet de næste to fredag formiddage (d. 18. og 24. juli) fra kl. 10-13 i Greve Nord Projektets lokaler i Gersagerparken 35. Alder: 9-12 år.


 Børnene skal også have noget at lave

Krea-værkstedet er drevet af to frivillige damer, Joan og Tunde, fordi de gerne vil lave noget for børnene.
"Der er masser af tilbud for de voksne i området, men der manglede noget for børnene. Specielt nu hvor de har ferie, kan det godt blive lidt kedeligt, hvis de bare skal gå derhjemme," forklarer Tunde.
"Ja, og den tanke havde jeg jo også gået og tænkt. Så da aktivitetskoordinator Suzanne sagde, at Tunde også var interesseret, satte vi os straks sammen og begyndte at planlægge, hvad vi kunne lave," fortsætter Joan.
Der er stadig plads til, at flere børn kan være med til krea-værkstedet og udfolde deres kreative evner. Her handler det ikke om, at man tegner helt inden for stregerne eller med moderigtige farver. Det vigtigste er, at man hygger sig og synes, at det er sjovt.
"Vi har det rigtig hyggeligt hernede. Børnene synes også, at det er sjovt, for der er jo flere af dem, der ikke har prøvet at arbejde med de her materialer før. Det giver også børnene mulighed for at opdage, at de faktisk har nogle kreative evner, som de måske ikke får brugt så meget," siger Joan, mens Tunde nikker.
"Det giver dem også noget selvtillid at opleve, at det her er de faktisk gode til. Man kan se, at de vokser, når de får ros for deres flotte arbejde," medgiver Tunde.
Det er meningen, at alle børnenes flotte kreationer skal udstilles, når krea-værkstedet er slut. Så bliver forældrene inviteret over til saftevand og kaffe, så børnene selv kan få lov til at vise, hvor dygtige de har været.

Sommer krea GP 2

Drømmen om et aktivitetshus i Gudekvarterene

Både Joan og Tunde vil gerne være med til at lave et mere fast kreativt værksted for børn og voksne i området. Ideer har de nok af: origami, perledyr, genbrugs sy-værksted, glasmaleri og meget mere. Derfor har de to damer talt om, at det kunne være rigtig godt med et aktivitetshus med placering i Gudekvarterene.
"Nu er der jo et i Askerød og et her i Gersagerparken. Men der mangler et ovre på den anden side af fx i et af Gudekvarterene. Det skulle være et sted, hvor alle beboerne kan mødes og hygge sig, og hvor der er aktiviteter for både børn og voksne. Det tror jeg, kunne trække mange folk til," siger Tunde.

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her