Legepatruljen skaber leg og venskaber


Kom ud og leg med os i stedet for at sidde derhjemme selv. I legepatruljen kommer børnene fra hele Greve Nord

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Hver onsdag eftermiddag kører legepatruljen ladcyklen fuld af legeredskaber op på bakken i Askerød, og så er der fri leg. I dag har de unge bestemt, at de bl.a. vil lege dåseskjul og stikbold med børnene.

Legepatruljen består af fem lokale unge, der skaber udendørsleg og sjov for børn mellem 6 og 13 år i Greve Nord. De leger og spiller bold med børnene og sørger for at alle, der kommer forbi, er med til at have det sjovt. På vej over mod bakken møder de allerede de første tre børn, der råber: ”Hej legepatrulje. Hvad skal vi lege i dag?”
lege fDe fem unge i Legepatruljen er ansat i lommepengejob af Greve Nord Projektet, der har afholdt legepatrulje siden april, og allerede fra start har der været godt besøgt hver onsdag på bakken.

En af legeguiderne er Baver Akkoyun på 13 år, og han er meget glad for sit arbejde.
”Det er sjovt, fordi man lærer en masse andre børn og unge at kende. Jeg vil gerne være med til at sørge for at de børn, der ikke har nogen at lege med, kan komme og være med her,” siger han og fortsætter:
lege a”Målet med legepatruljen er, at børnene skal få nye venner og hygge sig sammen, så de ikke sidder alene derhjemme og keder sig. Så leger vi med børnene, og sætter leg i gang.”
Baver Akkoyun er selv opvokset i Askerød, og han fortæller, at han ville have ønsket, at der også havde været en legepatrulje, da han var yngre, for så havde det været sjovere at lege udenfor.

Nye venner
Det er gratis for børnene at komme og lege med legepatruljen, og efterhånden som tilbuddet er blevet mere kendt, er der begyndt at komme børn fra hele området.

”Formålet med legepatruljen er netop, at vi gerne vil have børnene til at lege sammen og skabe nye venskaber på tværs af boligområderne, så de får en større vennekreds, som de kan lege med, også når der ikke er legepatrulje,” siger Lone Holm Clausen, der er børne- og unge medarbejder i Greve Nord Projektet og legepatruljen.
lege d”Flere børn sidder i dag indendørs og leger med iPads og ser tv. I legepatruljen vil vi gerne vise børnene, hvor mange sjove lege man kan lave udendørs, og at man ikke behøver nogle særlige redskaber, men bare sig selv og måske et par bolde. Når børnene leger, får de masser af motion og frisk luft, men det er på en sjov måde og ikke en sur pligt. Det er mere fri leg, hvor de har mulighed for at larme og brænde energi af, fordi det er udendørs,” fortsætter hun.
Lone Holm Clausen fortæller, at de fem unge legeguider tager deres arbejde meget alvorligt.

”De lever sig virkelig ind i det. De planlægger selv hvilke lege, de vil lave med børnene, og de er rigtig gode til at tage kontakt til de børn, der måske er lidt stille og ikke helt tør være med. Man kan se, at børnene ser op til legeguiderne, og på den måde er de også nogle virkelig gode rollemodeller for de mindre børn,” forklarer hun.

Mine børn glæder sig
Når legepatruljen mødes, er forældre også velkomne til at lege med. En af dem, der har været med til at spille rundbold sammen med børnene, er Sabrin Mustafa og hendes mand. Familien med de tre børn har været med stort set hver onsdag siden starten i april, og Sabrin Mustafa mener, at det er en rigtig god idé med den ugentlige legepatrulje.lege e

”Det er så dejligt at se, hvor meget børnene hygger sig, og det er en rigtig god idé at lære dem nogle udelege, for så har de noget at lave, når de kommer hjem fra skole. Det er så godt, at man laver noget socialt for børnene, så de leger sammen og bliver venner. Jeg kan jo se på mine børn, hvor sjovt de har det, og hvor meget de glæder sig til legepatrulje. Men søn begynder allerede at spørge om mandagen, hvornår det bliver onsdag, så han kan komme til legepatrulje,” fortæller hun.
lege gSabrin Mustafa kan ikke selv være med til at lege for tiden, for hun er højgravid, men hun glæder sig over at se, hvordan de unge legeguider leger med børnene.
”Det giver en helt anden leg, når det er børnene, der leger sammen og ikke kun de voksne. Og børnene leger jo også selv sammen uden de unge, fordi de har lært hinanden at kende nu,” siger hun.

Kan du lege i dag?
Legepatruljen og legeguiderne mødes hver onsdag kl. 17-18.30, og de vil gerne have endnu flere børn og familier med.
”Vi vil gerne have alle med. Jo flere vi er, jo sjovere er det. Hvis man ikke kender andre børn, så kan man komme her, så får man helt sikkert masser af nye venner,” siger Baver Akkoyun, inden han igen løber ud for at være med til stikbold.
lege c


Is, geder og vilde dyr

Fredag var 32 børn og voksne fra Greve Nord taget på tur til Zoologisk Have i København.
IMG 1647Først gik vi rundt og så på de mange vilde dyr. De var godt nok store og lidt farlige nogle af dem, og vi talte om, at det var rigtig godt, at løvenerne og elefanterne var lukket inde i deres bur.IMG 1988

Senere gik turen over til bondegårdsdyrene, og de var heldigvis lidt mere fredelige. Vi gik på besøg hos gederne, som vi klappede og sludrede med. Vi så også på hesten og koen og alle de andre dyr.

Det var en dejlig varm dag, så derfor var vi nødt til at blive kølet lidt ned igen med en dejlig is. IMG 1998

Inden turen igen gik hjem med bussen, kunne vi nå at sige og vinke farvel til dyrene.
Tak til alle for en dejlig tur!

IMG 2005
IMG 1992


De unge indtog Gersagerparken


Der var slushice, toast og hygge i lange baner, da der var åbent hus i ungeafdelingen i Gersagerparken 71

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Nogle gange giver det rigtig god mening at spise en toast, mens man taler om, hvordan man kan få et fritidsjob, eller hvor man kan gå til fodbold. Det gjorde det i høj grad, da Greve Nord Projektets ungdomsafdeling holdt Åbent Hus for alle unge i Greve Nord.

Kontoret i Gersagerparken 71 vrimlede med unge og forældre, der gerne ville høre mere om, hvad Greve Nord Projektet kan tilbyde.
IMG 0137Børne- og ungemedarbejder Burcu Ebru Habibi og lommepenge- og fritidsjobvejleder Lone Holm Clausen stod klar til at fortælle om de mange aktiviteter, som Greve Nord Projektet har for børn og unge:
Lektiecafé, fritids- eller lommepengejob vejledning, legepatrulje, vejledning om fritidsinteresser og tilbud eller bare en snak om, hvad den unge måtte have behov for at tale om.
IMG 0145”Det har været en super eftermiddag! Der kom ret mange børn og unge, som vi ellers ikke kendte, og det var fedt, for nu ved de også, at vi eksisterer, og at de kan komme herned og tale med os,” fortæller Lone Holm Clausen fra Greve Nord Projektet.
IMG 0119Der var omkring 100 gæster forbi i løbet af eftermiddagen, og mens nogen sad i sækkestolene og fik en god sludder, var andre rykket udenfor for at hoppe rundt i den store hoppeborg, der desværre måtte lukkes flere gang pga. regn.

Men det ødelagde ikke stemningen, tværtimod blev ”festen” bare rykket mere indenfor, hvor folk hyggede og grinede. IMG 0111
Også de to frivillige lektiehjælpere fra lektiecafeen, Freja Høj Nielsen og Karina Lykke Jensen, var med til festen, og de havde bl.a. fået den vigtige opgave at holde styr på toastmaskinerne, og de unge fra Legepatruljen var også godt i gang.

Kom og vær med!
- Legepatrulje for børn og unge i alderen 6-13 år hver onsdag kl. 16 ved Bakken i Askerød

- Lektiecafé hver torsdag kl. 14.30 i Gersagerparken 71

- Vejledning om fritids- og lommepengejob i Gersagerparken 71 i hverdagene efter aftale
Kontakt: Lone Holm Clausen: 60 35 26 41 / Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller facebook Lone Fritidsjobvejleder

- Vejledning om fritidsinteresser og ungdomsliv i Gersagerparken 71 i hverdagene efter aftale
Kontakt: Burcu Ebru Habibi: 60 35 46 77 / Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
IMG 0123


Tryghedscirklen hjælper forældre med at forstå deres børn


Sundhedsplejen og Greve Nord Projektet tilbyder forældre et gratis kursus i Tryghedscirklen, der skal styrke tilknytningen mellem børn og forældre

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Som forælder ønsker man altid det bedste for sit barn. Men i alle familier opstår der situationer, hvor det som forælder kan være svært at agere til både barnets og sit eget bedste, uanset hvor gerne man vil.

”Vi kender det alle. I en travl hverdag kan det nogle gange være svært at finde tid til at være den overskudsagtige og imødekommende forælder, man gerne vil være. Her i Tryghedscirklen lærer vi en række metoder til, hvordan vi kan få en mere glad og nærværende relation til vores børn. Forældrene får en slags ”vejkort” til at forstå deres børns behov og signaler samt metoder til, hvordan man som forælder kan blive bedre til at imødekomme behovene. Vi taler om, hvordan vores egen adfærd påvirker barnet, og hvordan vi gennem tydeligt kropssprog og tillidsskabende handlemønstre kan få mere glæde sammen med børnene,” siger Dorthe Korshøj fra Greve Nord Projektet, der er underviser på kurset.
gruppeEn forskel for min familie
I løbet af foråret har 7 mødre fra Greve Nord, deltaget i Tryghedscirklen, som afholdes af Greve Nord Projektet i samarbejde med Sundhedsplejen fra Greve Kommune.
Gennem kurset har mødrene fået en række redskaber til bedre at forstå og imødekomme deres børns behov, at skabe en mere tryg og glædesfyldt relation og en indsigt i, hvordan deres egen adfærd smitter af på barnet.
Gennem otte kursusgange har de fået ny viden og konkrete redskaber, der giver dem mere overskud i hverdagen og et bedre samspil med deres børn.

”Jeg kan mærke, at det har gjort en forskel for os i min familie. Vi har færre konflikter, og jeg er blevet bedre til at håndterer dem, når de kommer. Fx ved at italesætte og vise forståelse for børnenes reaktion, men stadig være klar i mine signaler og beslutninger som forælder,” fortæller en af deltagerne, Sarah, der har fem børn i alderen 4-28 år.
cirklen 2”Jeg har været virkelig glad for kurset og alt det, som vi har talt om. En del af tingene gør jeg jo i forvejen, men det har været rigtig godt at få opfrisket og blive bekræftet i, at det er rigtigt. Fx at tage sig tiden til at italesætte problemet og vise barnet, at man godt forstår det, selvom man er tidspresset eller har 100 andre ting om ørene. Nogle gange går det bare hurtigt i en travl hverdag, og så er det godt at blive mindet om, hvor lidt der egentlig skal til, før man undgår konflikterne,” fortsætter hun.

Fra konflikt til hyggelig morgen
Sarah fortæller, at hun for nyligt stod i en situation hjemme i entreen, hvor hun havde stor gavn af de gode råd fra Tryghedscirklen. Det var regnvejr, men hendes søn ville ikke have sin gummistøvler på, for han ville have sine nye sandaler på.

”I stedet for bare at sige: ”Det bestemmer jeg, du skal have gummistøvler på”, satte jeg ord på, at jeg godt forstod, at han gerne ville have sine nye sandaler på og spurgte ind til, hvorfor det var vigtigt for ham. Det viste sig, at det var fordi, han var meget stolt af de, og gerne ville vise dem til en kammerat. Så fik vi en snak om, at han var nødt til at vente til en dag, hvor det ikke regner, og det kunne han jo så egentlig godt se,” fortæller hun og fortsætter:
”Så i stedet for at have en dum morgen med skænderi, så fik vi en god morgen, hvor vi kunne gå og sludre om de flotte nye sandaler hele vejen ned til børnehaven. Det var en rigtig god oplevelse og dejligt at se, at der faktisk ikke skulle mere til.”
sarah billedeMødrene bruger hinanden
Sammen med de andre mødre har hun mødtes hver uge og set en række lærerige videoklip, hørt oplæg og indbyrdes debatteret oplevelser og erfaringer om de mange situationer og relationer, der hver dag udspiller sig mellem forældre og børn.
Det er første gang, Tryghedscirklen afholdes, og både hos Sundhedsplejen og i Greve Nord Projektet er man glade for at se, hvordan mødrene har taget imod de nye redskaber og brugt hjemme i familierne.

”Vi kan høre, at mødrene virkelig tager metoderne til sig. De fortæller med store smil og stolthed, hvordan det har givet en mere glad hverdag og færre konflikter. En vigtig del af kurset er, at mødrene bruger deres egne oplevelser og erfaringer, så det bliver en helt naturlig del af den måde, vi er sammen med vores børn” forklarer Dorthe Korshøj.

Vigtigt samarbejde
Dorthe Korshøj arbejder til dagligt med koordinering af Greve Nord Projektets indsatser for børn og familier, som foregår i tæt samarbejde med kommunens indsatser heriblandt Sundhedsplejen, der også deltager også i kurset.
”Det er et rigtig godt kursus, og vi kan se, at mødrene glæder sig over at være med. De er meget engagerede og reflekterende, når vi taler om, hvordan de bruger værktøjerne derhjemme og er rigtig gode til at støtte hinanden og bruge hinandens erfaringer,” fortæller sundhedsplejerske Marianne Guldahl, der sammen med sine kollegaer har været med til at finde deltagerne til kurset.

babyfødderBåde Dorthe Korshøj og Marianne Guldahl glæder sig over samarbejdet både ved Tryghedscirklen og generelt.
”Sundhedsplejen har jo en helt anden kontakt til borgerne, end vi har. Vi er meget afhængige af deres viden og kontakt. Og på den anden side kommer der borgere til os, som vi kan hjælpe videre ud i de kommunale tilbud. Samarbejdet er derfor meget vigtigt for, at vi kan hjælpe og styrke forældrene bedst muligt,” understreger Dorthe Korshøj.


Freja og Karina hjælper de unge


De to frivillige lektiehjælpere sidder klar til at hjælpe de unge med lektierne, en snak eller et spil Uno

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Hver torsdag eftermiddag kan unge komme forbi i Greve Nord Projektets lokaler i Gersagerparken 71 og få hjælp til lektierne af to frivillige.
Freja Høj Nielsen og Karina Lykke Jensen er frivillige i lektiecafeen, og de er glade for at kunne hjælpe med fx en dansk stil, en engelsk opgave eller til bedre at forstå forskellen på nutid, datid, førnutid, førdatid m.m. lektiecafe 1”Det er virkelig en fed følelse at kunne hjælpe andre. Det gør mig glad at vide, at jeg har været med til at hjælpe. Det er ikke kun de unge, der får noget ud af det, det gør vi også. Jeg får også energi af at komme herned. Man går glad hjem hver gang,” siger Freja, der bor i Askerød og til dagligt arbejder i en brillebutik.

”Jeg er glad for, hvis jeg kan lære dem noget, som de kan bruge i deres skoleliv. Det betyder meget, at man kan være med til at gøre en forskel. Jeg har tidligere arbejdet i både børnehave og klub, og jeg kan godt lide kontakten med børn og unge. Det har nok bare altid faldet mig naturligt, at jeg gerne vil hjælpe,” fortsætter Karina, der pt har pause fra sit audiologi studie.

De skal lave det selv

Det skifter lidt hvad de unge har behov for hjælp til. Freja og Karina vil meget gerne hjælpe med det hele så godt, som de kan, og det gør de også.
”I dansk og engelsk kan vi hjælpe med det meste. Men når det kommer til tysk og matematik bliver det straks lidt svære. Vi kan godt være med, når det er de mindste klasser, men når det er afgangsklasse matematik, så må vi vist give op,” siger Karina.
fritidsjob cafe pigeI lektiecafeen er der også tilknyttet to unge drenge fra Greve Gymnasium, der også kan hjælpe med matematik, så det kan de unge også få hjælp til.

Når de unge kommer til Karina og Freja i lektiecafeen, er det vigtigt, at det er dem selv, der laver lektierne og kommer frem til løsningerne.
”Det er jo ikke os, der skal lave deres lektier. Men vi kan hjælpe med at forklare tingene på en anden måde, så de bedre kan forstå opgaven. Eller stille spørgsmål, der sætter gang i nogle andre tanker, så de kan se, hvordan de kan løse det,” fortæller Freja.

Der er lektiecafe hver torsdag fra kl. 14.30-16 i Gersagerparken 71. Alle er velkommen.

Ingen grund til at være pinlig her
Fordi der er færre elever pr lektiehjælper i lektiecafeen, er der også mulighed for, at de unge kan få mere en-til-en hjælp med opgaverne. lektiecafe 3”Vi har mere tid til at forklare tingene, og det kan være rigtig godt, hvis man er i tvivl om, hvordan en opgave fx skal løses. Det er ikke en kritik af skolelærerne, slet ikke, for de knokler og gør det rigtig godt. Men der er mange elever i klasserne, så derfor er tiden pr. elev jo også mindre,” siger Freja.

De to lektiehjælpere forklarer, at det også giver en mere åben stemning i lektiecafeen, at de ikke er rigtige lærere, men er der frivilligt.
”Det kan betyde, at de unge er mere åbne for at spørge om hjælp, fordi de ikke er pinlige over, at der er noget, de ikke forstår. Hvis ens lærer har forklaret en ting flere gange, kan man måske godt føle sig pinlig og være bange for, at man er den eneste, der ikke har forstået. Så har man ikke lige lyst til at spørge igen,” påpeger Karina og fortsætter:
”Både fordi man ikke har lyst til at være pinlig overfor sine klassekammerater, men også fordi ens lærer jo skal give en karakter. Så vil man ikke virke dum, så man får lav karakter.”
”Og den udfordring har vi ikke her. Her kan man spørge om de samme ting igen og igen, for her skal man ikke være smart og klog overfor hverken vennerne eller læren,” smiler Freja.lektiehjælp clipart

Vi ville gerne selv have haft hjælp
Både Karina og Freja har klaret sig fint igennem skolen, fået uddannelser og job m.m., men de siger begge, at de gerne ville havde haft samme mulighed for lidt ekstra hjælp.

”Jeg kunne godt have tænkt mig, at jeg havde haft muligheden for samme hjælp, da jeg gik i skole. Bl.a. til matematikken, som jo stadig er det, jeg har sværest ved. Det ville da have været dejligt, hvis der havde været et sted, hvor der sad nogle voksne eller ældre elever, som kunne hjælpe, så jeg bedre kunne forstå det og blive bedre til at bruge det i hverdagen senere også,” forklarer Freja, og Karina er enig.

”Det havde gjort en forskel for mig, at der var et sted, hvor man kunne komme og få lidt ekstra hjælp. Det havde jo også betydet, at man havde haft mere tid til andre ting end skolearbejde, hvis man først forstod fidusen, for så ville det ikke tage så lang tid at lave. Og at der havde været nogle voksne, som tog sig tiden til at forklare det, indtil man forstod det. Det er jo heller ikke alle, der har forældre, der kan hjælpe med lektierne, selvom de gerne vil,” siger hun.lektiecafe 2

Vi er her for deres skyld
Derfor er det for de to lektiehjælpere også meget afgørende, at der er afslappet stemning i lektiecafeen.
”Børnene og de unge skal have lyst til at komme herned og spørge om hjælp til lektierne. Eller noget andet. Det kan også være, hvis de har noget andet, de gerne vil sludre om. Så gør vi bare det og spiller et spil Uno. Vi er her for deres skyld, så hvis det en dag ikke er en stil, men en konflikt med en veninde, der er problemet, så skal de vide, at de også kan komme til os med det,” påpeger Freja.

Der er lektiecafe hver torsdag fra kl. 14.30-16 i Gersagerparken 71. Alle er velkommen.

Du kan også læse mere om Greve Nord Projektet tilbud til børn og unge her


Fastelavn for store og små


Fastelavn er mit navn, kagemand vil jeg have

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Beboerhuset i Thors Kvarter var fyldt med udklædte børn, der slog katten af tønden og hyggede sig. Den yngste deltager på 9 måneder fik dog ikke slået på tønden, men det gjorde de andre med stor begejstring.

De yngste børn havde fået en fin pap-tønde, mens de ældre børn skulle bruge lidt flere kræfter på trætønden.
aDa kattekongerne og kattedronningerne var blevet fundet af begge tønder, var der hygge og dejlig kagemand og slikposer til alle.

Det var en rigtig hyggelig eftermiddag med fint besøg af både prinsesser og drager.

Previous ◁ | ▷ Next

Nyhedsbrevet
Klik her for at tilmelde dig!
Please wait

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere