Fodboldskole for masser af fodbold-glade børn


I disse dage er der fuld gang i boldene i fodboldskolen i Hundige Boldklub. En del af børnene kommer her fra Greve Nord

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Der sparkes, grines, løbes, heppes og dribles dagen lang på banerne ved Hundige Boldklub, hvor 65 børn er på fodboldskole.
I fem dage står der fodbold og sjov og leg og nye venner på programmet for børnene, der knokler rundt på banen og lærer teknik, spiller kampe og øver sig på at spille mellem benene på hinanden.
IMG 2222
En af dem er Omar på 10 år fra Gersagerparken, der spiller på midtbanen på holdet.
IMG 2194”Jeg synes, det er sjovt at spille fodbold og være på fodboldskole. Både fordi jeg kan mærke, at jeg bliver bedre, men også fordi det er skægt at møde de andre. Jeg kan godt lide at bevæge mig, og jeg synes, at det vil være kedeligt bare at sidde derhjemme, jeg vil hellere ud og spille bold,” siger han, inden han igen drøner ud på banen til de andre.

Fætrene Nico og Daryl fra Valhals Kvarter er helt enige. IMG 2199
”Det er meget sjovere at være ude og spille med vennerne. Man lærer nogle nye teknikker, og trænerne forklarer, hvad man skal gøre, fortæller Nico.
”Men nogle gange er det altså også hårdt, fordi man skal løbe hele tiden, og det er varmt. Men det er rigtig sjovt alligevel,” fortsætter Daryl.

Nye venner
Fodboldskolen er et tilbud til alle børn i området, og man behøver ikke være medlem af klubben i forvejen. Det giver børnene mulighed for at prøve sporten af og prøve at være en del af en fodboldklub, inden de evt. kan blive meldt ind. IMG 2236
”På fodboldskolen og i klubben har vi børn fra hele området, så det er også en god mulighed for at finde flere venner og komme ud og lege med nogle andre børn, end dem man normalt møder i gården eller i skolen,” fortæller Jan Holst Andersen, der er formand i klubben.
Fodboldskolen i Hundige Boldklub er et tilløbsstykke hvert år, og den blev hurtigt udsolgt.

Rekord mange piger
Ud af de i alt 65 glade børn, der knokler rundt på banerne, er hele 23 af dem piger. Det er mange - ikke kun ift. de tidligere års fodboldskoler i Hundige Boldklub, men for landets fodboldskoler generelt.

Årsagen til den store interesse fra pigernes side, skal ifølge formanden findes i, at klubben også i hverdagen gør meget for at trække piger til klubben. Der er flere pigehold og kvindelige trænere, hvilket er med til at give klubben et godt ry blandt fodboldinteresserede piger i hele Greve. Fodboldskolen i Hundige Boldklub bliver holdt i et samarbejde med DBU og Get2Sport.IMG 2210
Fælles socialt ansvar
Greve Nord Projektet og Hundige Boldklub har et godt samarbejde, der bl.a. fokuserer på at hjælpe de af områdets børn, der af flere årsager ikke normalt ville have mulighed for at gå til fodbold med alligevel at komme ud og være med. Dette samarbejde gælder ikke kun ift. fodboldskolen, men løbende hele året. Bl.a. kan Greve Nord Projektet rådgive forældrene om, hvordan man kan søge kontingentnedsættelse, eller andre poster i budgettet, der kan tilpasses, så der bliver plads til at børnene kan gå til fodbold.

I klubben og på fodboldskolen har de spillere fra hele Greve og også de områder i Greve Nord, hvor de bor familier, der ikke altid har så mange ressourcer. Bl.a. er der flere fodbold-glade børn fra flygtningefamilier. Jan Holst Andersen påpeger, at han mener, at det er vigtigt, at man som boldklub i et område som Greve Nord netop er med til at tage et socialt ansvar.
IMG 2247”Det er jo ikke børnenes skyld, at familiernes økonomi ikke altid efterlader frirum til fx kontingent og nye fodboldstøvler. Vi vil gerne hjælpe til, at børnene ikke skal udelukkes fra gode oplevelser og de mange glæder, der er ved at være en del af et fællesskab i en sportsklub, fordi økonomien er stram derhjemme. Derfor er vi meget glade for samarbejdet med Greve Nord Projektet, for det giver os mulighed for at give flere børn et sundt og udviklende indhold i hverdagen,” forklarer han.

Vil dit barn også gerne spille?
I Hundige Boldklub har de hold for børn og unge i alle aldre, og der er altid åbent for nye medlemmer.
På klubbens hjemmeside her kan du læse meget mere om de forskellige hold, træningstider, kontingent m.m.
Læs mere her

Du kan se mange flere fine billeder fra fodboldskolen på Hundige Boldklubs Facebookside her
IMG 2216

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere