Integrations Pionererne fik diplomer og ros af borgmesteren


Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Stoltheden lyste ud af de ti nyuddannede Integrations Pionerer, da de fik overrakt deres diplomer af borgmesteren. For flere af dem blev oplevelsen også foreviget med selfies

Der var op til flere førstegangsoplevelser for de ti kvinder, der torsdag formiddag fik overrakt deres diplomer og nu kan kalde sig uddannede Integrations Pionere.
Det var både første gang, at de var i Byrådssalen og første gang, at de mødte borgmesteren og trykkede hende i hånden.
Kvinderne er alle tyrkiske eller kurdiske mødre fra Greve Nord, og de var på besøg hos borgmesteren for at få overrakt de diplomer, der viser, at de har afsluttet og bestået integrations- og rollemodelskurset Integrations Pionererne.
Greve Nord Integrations Pionererne13Ceremonien startede med, at borgmester Pernille Beckmann inviterede kvinderne indenfor i Byrådssalen, hvor hun holdt en inspirationstale for dem. Hun roste dem for deres store indsats på kurset, hvis formål er at give kvinderne en bred viden om det danske samfund og en række værktøjer, som de kan bruge til at skabe et endnu bedre liv for sig selv og deres familier i Danmark.

Greve Nord Integrations Pionererne1

I har et ansvar

Hun gjorde det også klart, at det er vigtigt, at kvinderne tager et ansvar for sig selv og deres familier for at blive en mere integreret del af Danmark og samfundet.
”I Danmark har kvinder stemmeret. Vi har ret til alt det, som mænd har, og vi har mulighederne. Men det forpligter også. Det forpligter os som kvinder til at bruge de muligheder. Vi skal have en uddannelse og et arbejde, og vi skal bidrage til samfundet på lige vilkår som mændene. Uddannelse er meget vigtigt, og her i Greve har vi behov for, at I også får en uddannelse, så I kan være gode rollemodeller for jeres børn og vise dem, at både mor og far arbejder,” forklarede hun, mens kvinderne nikkede genkendende.
Fællesskab var også i fokus i borgmesterens tale, og hun opfordrede kvinderne til at åbne mere op.
”Vi skal være et vi, og ikke et jer og os. Det er alles ansvar, at vi lærer hinanden bedre at kende, så vi kan få nedbrudt de fordomme, der ligger på hver side. Det sker bl.a. via sproget, og derfor er det så uendelig vigtigt, at I taler dansk, ikke kun på sprogskolen, men også i hjemmet med jeres familier. Vi skal alle blive bedre til at blande os med hinanden,” sagde hun.

Previous ◁ | ▷ Next

Vi har lært meget

I alt har 12 kvinder bestået denne tredje runde af Integrations Pionerkurset, og en af de kvinder, der nu kan kalde sig Integrations Pioner er 44-årige Gülsüm Akkoyun, der er kurder fra Tyrkiet. Hun kom til Danmark for 20 år siden og bor sammen med sine tre børn og sin mand i Askerød.
”Jeg er meget glad for, at jeg har været med. Det har været et helt fantastisk kursus, hvor vi har lært rigtig meget og fået tingene nuanceret og genopfrisket. Fx har vi talt meget om børneopdragelse, og hvor vigtigt det er, at man giver sine børn faste rammer og tryghed, men også frihed til at leve som børn gør i Danmark,” siger hun og fortsætter:
”Jeg er selv blevet mere opmærksom på, hvor vigtigt det er, at alle mine børn får samme forudsætninger. I vores kultur kan der godt være forskel på, hvordan man opdrager drenge og piger, men jeg har lært, at det er vigtigt, at de får samme muligheder,” forklarer hun.

Greve Nord Integrations Pionererne3Tid til selfies

Kvinderne var meget stolte over at møde borgmesteren, og derfor blev dagen også foreviget med en række selfies og billeder.
"Jeg har set hende flere gange til arrangementer, men jeg har aldrig mødt hende i virkeligheden. Hun er en rigtigt sød og meget klog dame, synes jeg. Jeg har glædet mig til at møde hende rigtigt, og jeg glæder mig til at fortælle mine børn og mand om, at vi har været inde på hendes kontor, og vise dem både diplomet og billederne," smiler Gülsüm Akkoyun lidt forlegent.
Integrations Pionerkurset er udarbejdet og udført af den boligsociale indsats Greve Nord Projektet i samarbejde med oplægsholdere fra bl.a. Greve Rusmiddelcenter, Gadeteamet og Sundhedsformidlerne og er finansieret af en af Socialministeriets puljer. Det 10 uger lange kursus indeholder undervisning indenfor temaerne sundhed, familieliv og samfundet, og kvinderne bliver bl.a. undervist i rettigheder og demokrati, kost og motion, børneopdragelse og forældrerollen, krop og psyke og forpligtigelser som forælder og som borger i Danmark.

Del jeres viden

En essentiel del af kurset består ligeledes i, at kvinderne nu skal dele al deres nye viden med andre borgere, der har stået eller står i samme situation og ikke kender eller forstår de danske normer og kulturer.
Greve Nord Integrations Pionererne14
"Kvinderne skal bringe den nye viden med videre og dele forståelsen og redskaberne. På den måde bliver kvinderne pionerer indenfor de udfordringer, som de selv og deres netværk har oplevet mht. integration i Danmark. De bliver rollemodeller, og det betyder en forbedring for hele familien, for det hjælper også familiens børn og unge tættere på det danske samfund og levevis," forklarer Gitte Henningsen, der er familievejleder i Greve Nord Projektet og underviser på kurset.

Du kan læse mere om Integrations Pioner kurset her

Du kan også læse Hanans personlige fortælling her. Hun blev som en af de første kvinder fra området uddannet Integrations Pioner i 2015

Mødrene er nøje udvalgte pionere

De tyrkiske mødre er det seneste hold af uddannede Integrations Pionerer i Greve Nord. Tidligere har også en gruppe af arabisketalende mødre bestået kurset, og det er et meget bevidst valg, at det netop er mødrene, man har valgt at tilbyde kurset.
Mødrene er udvalgt som pionerer for deres familier, men også for deres netværk.
"En vigtig del af kurset er, at kvinderne skal bringe den nye viden med videre ud i deres egen familie og deres netværk og dele forståelsen og redskaberne blandt vores andre tosprogede borgere. Den viden og redskaber, som kvinderne får, betyder en forbedring for hele familien, for det hjælper også familiens børn og unge tættere på det danske samfund og levevis. Det handler om at sætte en stopper for nogle af de misforståelser og fejlinformationer, der har kørt i flere generationer" forklarer Gitte Henningsen.
"Med de i alt 25 kvinder i den arabisktalende og tyrkisktalende borgergruppe kommer vi langt ud til de tosprogede borgere her i Greve Nord. Deltagerne er bl.a. udvalgt, da det er en målgruppe, som vi i forvejen arbejder tæt med, og som vi ved, vil være gode og respekterede rollemodeller i deres netværk. Så vi kan hjælpe flere familier end kun dem, der deltager i kurset," fortsætter hun.

Du kan læse mere om Integrations Pioner kurset her

Du kan også læse Hanans personlige fortælling her. Hun blev som en af de første kvinder fra området uddannet Integrations Pioner i 2015

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her