En hjælpende hånd gør en forskel


adnnanAf: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

Det er stadig meget svært at finde lærepladser til de mange unge, der gerne vil have en håndværksfaglig uddannelse. For 21-årige Adnnan Hassan var det også svært, men han var fast besluttet på at følge sin drøm om at blive VVS-montør.

På trods af modgang er han netop færdiguddannet med flidspræmie og har fået tilbudt et tre-måneders vikariat hos sin tidligere mester.

Der bliver banket på mange døre, lavet mange telefonopkald og sendt et hav af ansøgninger ud hver dag, når unge kæmper for at få deres drømme-læreplads. Det kræver hårdt arbejde, og Adnnan Hassan ved, at det vigtigste er ikke at give op og at tage imod den hjælp, man kan få.

"Jeg er glad for, at jeg kæmpede for at få min læreplads, for det er så fedt at stå med mit svendebrev og et job nu. Da jeg begyndte at søge efter en læreplads i 2008, var jeg rigtig engageret, og jeg tror, at jeg har sendt over 100 ansøgninger af sted. Men det er nemt at køre sur i det, og der er rigtig mange, der giver op, når de har søgt i et par måneder, og der ikke kommer noget ud af det", siger Adnnan Hassan og fortsætter:

"Jeg vidste bare, at jeg ikke ville give op, så jeg gik hen i Jobbutikken og talte med Kira, og hun har givet mig den bedste hjælp. Kira var som en coach, der fortalte mig alt det, jeg kunne gøre, og hun var meget tålmodig. Hun hjalp mig med ansøgningerne, og så ringede hun til alle dem, som hun troede kunne hjælpe."

Motivation betyder meget

Tit er det lidt ekstra hjælp, der kan gøre en forskel, og Job og Sundhedsbutikken kan assistere med input til ansøgninger, kontakt til Jobcentret og den positive opbakning, der skal til, når det hele er lidt svært.

"Adnnan er et meget fint eksempel på, at det kan lykkes, hvis man virkelig knokler for det. Men det er svært, og mange bliver meget demotiverede, når der ikke kommer et resultat ud af de mange anstrengelser. Lige i tilfædet med Adnnan var vi flere medarbejdere ind over, og vi var lige ved at give op efter mange afslag og en finanskrise, der rasede", forklarer Kira Gilling Hansen, der er projektleder i Greve Kommune og tilknyttet Job og Sundhedsbutikken og fortsætter:

"I sidste time var vi så heldige, at Charlie Gornitzka, som var udlånt af Jobcentret til at hjælpe os i Jobbutikken, satte sit netværk i spil, og det blev adgangsbilletten til en læreplads. Det bekræfter i øvrigt de statistikker, der hævder, at langt de fleste lærepladser og jobs bliver besat via netværk, men når man så ikke har de netværk og kontakter selv, er man dobbelt udfordret".

Heldigvis er der flere, der klarer sig godt

Adnnan Hassan er en af de mange unge i Askerød, som har gjort alt det rigtige, men som alligevel har været udfordret, da han skulle søge læreplads og senere et fast job som montør.

"Han er bestemt en rollemodel for andre unge, men det er også vigtigt at fremhæve, at vi kender mange unge som Adnnan, som tager uddannelser, laver frivilligt arbejde og får et job bagefter. Alle de mange unge, der kører den lige linje og gør en stor indsats for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, hører vi bare ikke om i aviserne, og det er ærgerligt", siger Kira Gilling Hansen.

At det betyder noget med lidt ekstra hjælp, er også en af konklusionerne i Jobcenter Københavns pilotprojekt "Fokus på elevpladser", der har kørt fra maj 2011 til januar 2012. Mange elever mangler et sted, hvor de kan blive støttet og motiveret i ansøgningsprocessen, og netop denne støtte kan sikre, at alle muligheder bliver afprøvet og dermed forhindre, at eleven giver op.

Adnnan Hassan afsluttede sin uddannelse i marts 2012 med en flidspræmie og et 10-tal på svendebrevet. Han er allerede blevet kontaktet af et andet VVS-firma, der muligvis er interesseret i at hyre ham, når hans vikariat er slut.

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her