Mentor-ordning giver ekstra støtte


Af: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

Svære lektier, problemer med at forstå det danske sprog, eller hvordan er det nu et besøg i borgerservice foregår? Det kan være nogle af de udfordringer, som nydanskere står overfor, og hvor en mentor kan gøre en stor forskel.

Afua Ampomaah bor i Askerød og har haft sin mentor Dorte Linder under næsten hele sin uddannelse som social- og sundhedshjælper, som hun nu er færdig med, og hun er ikke i tvivl om, det har gjort en kæmpe forskel.

afua og dorte - web

"Dorte er fantastisk. Hun er rigtig venlig, har et stort hjerte, og hun ved rigtig meget, så jeg kan få hjælp til mange ting. Hun har mest hjulpet mig med mine lektier, hvor jeg har fået forklaret noget af det, som jeg havde svært ved at forstå, og hun har oversat nogle ord eller vendinger til engelsk, så jeg bedre kunne forstå meningen. Dorte har givet mig den vejledning, som jeg har haft brug for på en god måde", forklarer Afua Ampomaah, der er fra Ghana.

Hun kom til Danmark sammen med sin mand og børn i 2004, og hun arbejdede i starten som stuepige på et hotel og med rengøring, før hun bestemte sig for at søge ind på SOSU-uddannelsen. Afua Ampomaah taler både engelsk, stammesproget Twi og dansk.

Både mentor og underviser

Mentor-ordningen er koblet sammen med den gratis danskundervisning som Danskgruppen i Gersagerparken nr. 34 tilbyder med støtte fra Greve Nord Projektet. Dette danskhold blev oprettet af en gruppe kvinder og den tyrkiske forening Dimension for flere år siden, og løbende er der kommet flere frivillige til holdet, som underviser etniske minoriteter i dansk for begyndere og let-øvede.

Ordningen har været i gang i halvandet år, og den har udover hjælp til lektier og andre problemstillinger også de skabt mange gode relationer mellem mentorer og mentees, der enten er i gang eller har afsluttet en uddannelse. Alle mentorer er desuden frivillige undervisere på danskholdet, så Dorte Linder kendte Afua Ampomaah i forvejen, da hun blev hendes mentor.

"Jeg er meget stolt af Afua og den kæmpestore indsats, hun har gjort. Hun har knoklet helt enormt med opgaverne, men hun har aldrig givet op, derfor har det været en stor fornøjelse for mig, når jeg har kunnet hjælpe med nogle af tingene. Afua er altid fuld af energi, og det mærker borgerne også. De bliver glade, når hun kommer og siger; hej, hvordan går det", siger Dorte Linder, der har været underviser på danskholdet i to år og mentor det sidste år.

En fast tilknytning

Dorte Linder og Afua Ampomaah har mødtes cirka en gang om ugen, og for Dorte Linder har det været vigtigt også at være i dialog med SOSU-skolen omkring mentorforløbet. At have en mentor til at hjælpe med lektierne skal nemlig ikke forstås som snyd, men udelukkende som den ekstra hjælpende hånd, som nogle tosprogede personer kan have stor gavn af.

"Jeg er selv blevet overrasket over, hvor højt niveauet er på uddannelsen, og i forhold til nogle af opgaverne, har det været en fordel, at jeg har lidt kendskab til faget i forvejen. Jeg har siddet i Byrådet i Solrød i 12 år, hvor jeg blandt andet har beskæftiget mig med pleje- og ældreområdet, og derudover læser jeg dansk på Københavns Universitet", fortæller Dorte Linder, der er uddannet både journalist og turistfører, men som nu er pensioneret og i gang med at afslutte sit studie i dansk.

De mange frivillige undervisere og mentorer på danskholdet gør et stort og uvurderligt arbejde via deres indsats. Alle mentorer har et særligt drive og engagement, som de bringer i spil, da mange mentees kommer alle fra en anderledes uddannelseskultur, hvor man ikke skal tænke så selvstændigt og abstrakt, som vi gør i Danmark. Det er bestemt et ønskescenarie, at der bliver tilknyttet langt flere mentor-ordninger til alle uddannelsesinstitutioner.


Hvis du ønsker at vide mere, er du velkommen til at kontakte projektkoordinator Kira Gilling Hansen, der hjælper med at matche mentorer og mentees. Der er altid brug for flere frivillige, da ordningen er blevet så populær, at der er venteliste til at få en mentor.
Kira Gilling Hansen kan kontaktes på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og på tlf.: 60 35 46 62.

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her