Portræt:

”Helle er den bedste lærer. Hun er hele klassens ekstra mor”


Helle Houkjær fra Krogårdskolen har netop vundet Politikens Undervisningspris, og eleverne er ikke i tvivl om, hvorfor hun er den bedste lærer

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

”Hun får en til at forstå selv de sværeste ting. Hvis der er noget, som man ikke lige forstår, kan hun altid forklare det på tre andre måder indtil, at alle har forstået. Hun er virkelig god til at se og høre alle eleverne, og man føler sig aldrig dum, uanset hvilket niveau man er på fagligt. Der er bare en helt speciel stemning, ved hendes undervisning, og hun får os alle sammen med som klasse,” siger Benjamin Krause.

”Vi har haft Helle siden 4. klasse, og hun er bare den bedste. Man kan mærke, at hun gerne vil lære os tingene, og derfor finder hun på mange forskellige måder at undervise på, så det bliver interessant, og så vi kan se, hvorfor det er vigtigt at lære, selvom det ikke lige er noget, vi tror, vi får brug for,” fortsætter klassekammeraten Helena Pfeffer.
laerinde 3
Benjamin og Helena går i 9.X, og de har Helle i naturfag. Men for dem og deres klassekammerater er Helle ikke kun naturfagslæren, hun er meget mere.
”Hun er hele klassens ekstra mor. Hun er altid klar til at hjælpe, også hvis det ikke kun har noget med naturfag at gøre. Hun får en til at føle, at man kan sige alt, og hun tager sig tid til at tale med en. Jeg ved, at alle de andre elever også har det sådan. Hun er bare fantastisk,” siger Benjamin Krause.

Vil se og høre alle
De mange rosende ord, gør Helle Houkjær meget berørt.
”Jeg er meget stolt og rørt over at eleverne har det sådan. Det er utrolig vigtigt for mig som lærer, at jeg ser og hører alle mine elever. At jeg kan være med til at gøre en forskel for dem alle og lære dem det, jeg mener er meget vigtig viden og samtidig være med til at give dem selvtillid og en tro på deres egne evner. Det er mit mål som lærer, så derfor er det så dejligt at eleverne selv siger, at det lykkedes. Det er den største ros, jeg kan få,” forklarer den 52-årige lærer.

Da hun for nyligt var inde til den store prisoverrækkelse af den meget fornemme pris i Politikens Hus sammen med sin mand og sine to voksne døtre, var der mange roser og anerkendelse fra både dommerpanelet og andre højtrespekterede fagfolk. Og selvom Helle naturligvis er meget stolt over at have vundet, er det hendes elevers ros, der har rørt hende mest.

”Jeg er meget beæret over, at jeg har vundet og den store anerkendelse af min måde at arbejde på. Det var en stor oplevelse at modtage prisen og være en del af det fornemme arrangement. Men der hvor jeg for alvor blev bevæget og tudede, var, da jeg kom tilbage på skolen og mødte eleverne, der gav mig gaver og sagde tillykke. Da de fortalte, hvordan jeg er med til at gøre en forskel for dem, var det virkelig stort,” siger hun.
Helle husker særligt en sætning, der har sat sig fast. Den kom fra en dreng, der ikke har det så let med det boglige og som skal arbejde ekstra hårdt for det.
”Han sagde: ”Når jeg går fra en af dine timer, så har jeg også lært noget”. Det er det, der gør det hele værd, så ved jeg, at jeg har gjort en forskel, og det giver mig så meget energi og lyst til at fortsætte,” smiler hun tydeligt rørt.

laerinde 5

Alle er dygtige til noget
Helle har været lærer i snart 29 år og har undervist på Krogårdskolen siden 1996. Hun underviser primært i matematik og fysik/ kemi, og hun brænder for at give alle sine elever den bedste oplevelse af at gå i skole og lære.
”Alle har kompetencer, det er bare et spørgsmål om at finde ud af, hvad de er gode til og bygge videre på det og vise dem, at de er gode. For nogle handler det også om modet til at blive mønsterbrydere ” forklarer hun.

Når Helle hjælper eleverne med at bryde det negative mønster tager hun udgangspunkt i hver enkelt elev. Hun tror på differentieret undervisning, og hun arbejder utrætteligt på at få det bedste frem i alle elever - og særligt de elever, som har mere vanskeligt ved det boglige.
”Det er for nemt kun at undervise de i forvejen dygtige elever. At lære fra sig er ikke bare at formidle undervisning, det er i højere grad at sikre sig, at budskabet bliver forstået af modtageren, og det kan der være mange forskellige veje til,” understreger hun.

Det er et stort og imponerende stykke arbejde at skulle sikre sig at se hver enkelt elev, at have styr på klassedynamikken som helhed og samtidig sikre, at undervisningen bliver god og effektiv.
Men for Helle er det en del af hendes motivation for at være lærer.
”Jeg insisterer på, at relationsarbejdet med de enkelte elever er det, der får alle med. Det er mit arbejde som lærer at sikre, at alle elever bliver klogere. Det giver mig så meget mere motivation og energi, når det lykkes at få alle eleverne med, selvom de er med på forskellige faglige niveauer. Så har jeg gjort det godt som lærer, og så har jeg lyst til at fortsætte,” forklarer hun.

Væk fra autopilot
Af sine elever roses Helle bl.a. for at gøre almindelig ”tør” undervisning mere spændende og relevant. Det gør hun bl.a. ved at sætte læringen ind i en kontekst, så de unge kan se, hvorfor det er vigtigt at vide noget om fx vindmøller og energi. Hun går også meget op i, at eleverne skal have mulighed for at være med til at præge undervisningens temaer, så undervisningen ikke handler om udenadslære. Eleverne får også mulighed for at arbejde med egne projekter og emner, som de synes er spændende.

”Vi skal væk fra undervisning på autopilot, det er for kedeligt for både elever og lærer, og så holder vi ikke længe. Jeg mener, at man lærer meget mere ved at stille spørgsmål, have en dialog og kontakt med det konkrete. Så er vi mere modtagelige for læringen og den nye viden,” fortæller Helle, som også ofte tager undervisningen med ud af klasselokalet.
”Hvorfor skal vi sidde inde i klasselokalet og lære om, hvordan skibene flyder? Det er meget federe at lave en aftale i havnen, tage ud og se på det mærke, måle og så beregne,” forklarer hun.
laerinde 4

Mission: Naturfag for alle
Helle har en klar mission: Hun vil have eleverne til at forstå, at naturfag er for alle og ikke bare et tørt, nørdet fag for fageksperter. Hun vil gerne brede faget ud, så eleverne forstå, at den viden de får om matematik, energi, økosystemer, tyngdekraft, kemikalier m.m. er alment dannende for resten af deres liv.

”De bruger det vel når de fx skal samle en forlængerledning, læse en varedeklaration eller beslutte sig for, hvem de skal stemme på, når de bliver 18. Jeg forsøger ihvertfald at gøre faget så relevant , at det forhåbentligt bliver spændende for dem, så de får en naturlig interesse for det. Måske endda så meget, at de vælger et naturfagligt magasin i stedet for et ungdomsblad næste gang de står i kiosken. Men mindre kan også gøre det, griner hun.

Netop visionen om, at læren om naturfag ikke kun er undervisning, men at skabe forståelse og ny viden hos eleverne – alle eleverne- er noget af det, som dommerne har lagt vægt på i deres udvælgelse af Helle som modtager af Undervisningsprisen.
”Helle vil den naturfaglige almendannelse. Målet for Helle er ikke, at eleverne blot kan gengive, hvad der står i bøgerne. Hun vil have, at de kan forstå og forholde sig til naturen omkring dem. Og den forståelse skal de have gennem konkrete oplevelser,” skriver de bl.a. i deres begrundelse.

Væk fra karakterræset
I disse dage er Helle med til at klæde sine afgangselever på Krogårdskolen på til deres eksamener, og alle håber naturligvis på, at det går godt, og at de får en god karakter. Men faktisk er Helle ikke særlig begejstret for det præstationsræs, hun mener præger uddannelsessystemet allerede fra de små klasser i folkeskolen.

”Vi har naturligvis lavet alle de tests, som vi skal. Eleverne skal også være forberedte på diverse testsituationer. Men i virkeligheden ville jeg meget hellere have, at de er nysgerrige og tør stille de udfordrende eller opklarende spørgsmål, der gør, at de forstår og har lyst til at lære. Jeg oplever, at præstationsangst kan afholde nogle elever for at spørge eller udfordre den viden, vi gennemgår, fordi de er bange for, at det vil afspejle sig som mangel på viden og dermed give dem lavere karakterer,” påpeger hun og fortsætter:
”Og det er rigtig synd. For det betyder, at deres lyst til at blive klogere og forstå stoffet bliver holdt tilbage af frygten for at virke dum. Vi bør fokusere på, at alle elever får øget deres viden og har lyst til at lære og interessere sig for deres skole i stedet for at fokusere så meget på karaktererne.”

Helles yndlingslærer
Helle siger selv, at hun altid har elsket at gå i skole. Faktisk så meget, at hun græd, da hun forlod folkeskolen, fordi hun ville komme til at savne den. Helle er født og opvokset i Greve, hvor hun stadig bor, og hun gik på den nu nedlagte Tjørnelyskole og fortsatte til Greve Gymnasium.
Fra sin egen skolegang husker Helle også sin fysiklærer”Han forstod at gøre fysiktimerne til nogle af de bedste timer,” forklarer hun.
Det er derfor oplagt at spørge Helle, om det er fra den engagerede fysiklærer, hun selv har fundet den indgangsvinkel til undervisningen, der gør hende til den dygtige, og vellidte lærer, hun er i dag.

laerinde 1

”Jeg har taget det med, at han fik os til at arbejde undersøgende, gjorde undervisning sjovt, men også seriøst. Det behøver jo ikke være enten eller. Undervisning fungerer bedst, når det indeholder begge dele. Hvorfor skulle det ikke kunne være sjovt at lære?” spørger hun.

Ud af huset og under vandet
Sammen med den flotte hæder at modtage årets Undervisningspris, der er finansieret af Politiken og Lundbeckfonden, følger også en præmie på 75.000 kr. Heraf går de 25.000 kr. til Krogårdskolen, mens Helle selv kan nyde de 50.000 kr. Hun har allerede fundet ud af, hvordan pengene skal bruges. De skal bruges på oplevelser. Sammen med sine kollegaer på skolen skal de finde ud af, hvilke oplevelser ud af skolen, som de kan få mest gavn af i deres undervisning.

”Det skal være noget, vi ellers ikke ville have råd til at investere i, men som vi ved, ville være super fedt for både elever og lærere- fx et årskort et sted hen, så man netop kan rykke den klassiske undervisning ud af skolen,” siger Helle.
Hendes egen del af den flotte præmie skal bruges under vandet. Mere specifikt på en dykkerferie på Palau, som hun har inviteret sin mand med på.
”Det bliver så fedt. Jeg glæder mig helt vildt, og det ender nok med, at hele ferien bliver brugt under vandet,” griner hun.

laerinde 2

I laboratoriet
Inden Helle meget velfortjent kan pakke snorklen ned i kufferten, skal hun sende sine afgangselever til eksamen. Lige nu er 9.X ved at forberede de projekter, som de skal bruge til eksamen om et par uger. Og selvom eleverne arbejder selvstændigt, er der stor efterspørgsel på Helles hjælp.
”Helle, vil du ikke tænde for gassen?”, ”Helle, hvilken enhed beskriver, hvor meget stråling, der kommer igennem?”, ”Helle, hvor er de små elpærer?”, ”Helle, hvor meget skulle pH-værdien være?”
… og mange andre spørgsmål flyver gennem laboratoriet. Helle starter med et smil. Hun er uden tvivl en populær lærer.

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere