Portræt:

Ercan Yildiz: Her er vi altid good cop


”Borgerkontakten er så vigtig for mig i politiarbejdet. Jeg vil gerne have tid til at tale ordentligt med folk”

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Politiassistent Ercan Yildiz er nyeste mand i Politibutikken her i Greve Nord, hvor han er blevet en del af forebyggelses-enheden. Det er noget af et klimaskifte fra den anden del af hans arbejde, hvor han kører patrulje i beredskabet.

”Når man kører patrulje, er man ude til mange forskellige sager i løbet af en dag. Det hele går hurtigt, og man møder rigtig mange mennesker, og der er tendens til, at man bliver ’good cop og bad cop’, når man fx er ude til en anholdelse.
ercan 1Sådan er det ikke her. Her får vi altid lov til at være good cop, og det er jo dejligt. Vi møder borgerne med meget bedre tid, end hvad der er muligt i beredskabet, og det giver en helt anderledes kontakt med borgerne, som jeg er rigtig glad for,” fortæller den nye politiassistent, der startede i Politibutikken i maj.

Savnede at tale med folk
36-årige Ercan startede sin uddannelse i politiet i 2010 i beredskabet i Køge. Siden fortsatte han i beredskabet rundt omkring i Storkøbenhavn, hvor han har udført den mere action-prægede del af politiindsatsen. Han har også været en del af specialstyrken, hvor de blev sendt afsted på meget krævende opgaver.
Men efter en del år i den hurtige og pulserende politiverden med blå blink og fuld fart på begyndte Ercan efterhånden at tænke over, at han gerne ville noget andet.
”Jeg savnede kontakten med borgerne og at have tiden til at tale mere med de folk, jeg møder. Det har man ikke på samme måde, når man er ude i beredskabet. Der skal du hurtigere videre på næste opgave, og sagen gives videre. Men her i forebyggelse er det anderledes. Der er kontakten til borgerne en vigtig del af arbejdet, hvis du fx skal hjælpe et område med at få etableret en nabohjælp, komme ud på skoler og fortælle om politiets arbejde, være en del af det synlige politi og oplysningsarbejde osv.,” siger han og fortsætter:
”Jeg kan godt lide følelsen af at være med til at gøre en forskel for de mennesker, som jeg står overfor. Og den får jeg her på en anden måde. Der skal dog ikke være tvivl om, at man også gør en kæmpe forskel for de mennesker, som man hjælper, når man er ude og køre patrulje. Det vil jeg gerne slå helt fast,” understreger han.

Dialog-betjent
Men da der blev en ledig stilling i Politibutikken på Greve Videnscenter spurgte Ercan sin chef om muligheden for at blive flyttet til forebyggelse. Det kunne heldigvis godt lade sig gøre, så nu arbejder han primært i forebyggelse, men har også stadig vagter ved beredskabet.”Jeg er så glad for det. Det var den helt rigtige beslutning. Efter at jeg er kommet til forebyggelse, har jeg fundet ud af, hvor meget jeg egentlig savnede dialogen med borgerne,” forklarer Ercan.
Det delvise karriereskift har dog udløst nogle drillende kommentarer fra hans tidligere kollegaer i beredskabet.

”De drillede mig lidt og kaldte mig ’dialog-betjent’ og spurgte, om jeg nu var klar til bare at lave skrivebordsarbejde, og om jeg ikke ville komme til at savne at løbe en indbrudstyv ned. Men nej, det her nye arbejde passer mig så fint, og jeg virkelig glad for det,” griner han.
ercan 4Måske der var en mening med skaderne?
Ercan har stort set altid vidst, at han gerne ville arbejde i politiet. Stort set. For først havde han en drøm om at blive professionel fodboldspiller. Han spillede halvt-professionelt i en række år, men efterhånden kom der flere og flere skader, og drømmen om landsholdet m.m. måtte lægges på hylden. Men de mange timer på græsplænerne i barndomsbyen Brøndby var bestemt ikke spildt.
I klubben mødte han nemlig sin medspiller Anders, som Ercan i dag giver æren for, at han blev politiassistent.
Anders var nemlig ansat ved politiet, og Ercan så op til ham.

”Han var flink og rolig, men kunne samtidig spille god fodbold, og han kunne endda også karate. Jeg synes virkelig, at han var sej. Og så fortalt han jo de vildeste historier om de mange spændende og gode ting, der var ved at være i politiet,” siger Ercan.
Hver gang der var træning, fortalte Anders drengene om, hvad han havde oplevet, og det gav den dengang 17-årige Ercan lyst til selv at gå i den retning. Alligevel var han lidt usikker, for i 90’erne var der ikke mange betjente med anden etnisk baggrund end dansk.

”Men så sagde Anders noget, som jeg aldrig vil glemme ham for. Han sagde, at han var sikker på, at jeg ville være den bedste betjent. Han mødte jo mange unge både danske og nydanske knægte, der gerne ville være politi, men hvor han ikke mente, at de ville egne sig til det. Men da han sagde, at han mente, at jeg havde det, der skulle til for at blive en god politimand, så vidste jeg, at det var en drøm, jeg var nødt til at følge,” forklarer Ercan og fortsætter:
”Og jeg har aldrig fortrudt det. Så måske var der en højere mening med, at jeg skulle få de fodboldskader, så jeg var ”nødt” til at droppe bolden og følge min anden drøm.”
ercan 2Stor opbakning fra baglandet
Og det gjorde han så nogle år senere og startede på uddannelsen i 2010. Heller ikke Ercans familie var i tvivl om, at det ville være det perfekte job til ham.
”Min mor var lidt skeptisk i starten, fordi hun var bange for, at det var for farligt, men det gik hurtigt over. Jeg har fået en kæmpe opbakning hjemmefra, selvom de på det tidspunkt heller ikke kendte andre med indvandrebaggrund, der var i politiet,” siger han.
Heller ikke fra hans vennegruppe var der andet end opbakning og skulderklap.

”Jeg er vokset op i Brøndby, hvor der jo bor mange familier med anden etnisk baggrund end dansk. Jeg har altid været meget integreret, og jeg havde både danske og udenlandske venner, men jeg har aldrig oplevet de situationer, som jeg ved, at flere andre politifolk med udenlandsk baggrund har. Jeg er aldrig blevet kaldt forræder eller sådan noget,” siger han.

En rollemodel
Ercan er selv født og opvokset i Danmark, og betegner sig selv som pæredansk. Hans forældre flyttede til Danmark, hvor han og hans søskende har levet hele deres liv.
De seneste år er det blevet mere og mere udbredt med nydanske politibetjente, og Ercan har da også oplevet både positive og negative reaktioner på hans rødder.
På den negative side fortæller han, at han i nogle sammenhænge har oplevet, at ungen der selv har indvandrerbaggrund, har testet ham for at se, hvordan han reagerer. Fx hvis han har været ude ved bandekonflikter eller andet.

”Men så har jeg naturligvis bare talt pænt og roligt tilbage til dem, og så er den blevet lukket. Det rører mig ikke,” siger han.
På den modsatte side har han også fået mange positive reaktioner fra unge med nydansk baggrund, der også gerne selv vil ind i politiet.
”Så spørger de mig om, hvordan jeg har oplevet det, og jeg fortæller dem, at det på ingen måde er et problem. De skal bare sørge for at opfylde kravene ligesom alle andre, og så er ens hudfarve ingen hindring,” forklarer han.
ercan 3Man er selv ansvarlig for sine valg
På den måde er Ercan selv blevet den positiv rollemodel for andre, som han fandt i Anders fra fodboldklubben.
”Jeg er da kun glad for, hvis jeg kan være med til at hjælpe andre og støtte dem i at træffe de valg, der er gode for dem. Ligesom der var nogen, der støttede mig, da jeg var ung,” siger han.
Ercan forklarer, at han altid gør meget ud af at fortælle de unge, han møder i sit arbejde, at de har et aktivt valg for at skabe det bedste liv for dem selv. Også selv, hvis de har fået plettet straffeattesten, for så er det aktive valg at få lagt livet ind på en positiv bane og holde fast i den, indtil straffeattesten igen er ren.

”Jeg kan jo relatere til det. Jeg har også stået overfor at skulle træffe nogle valg i min ungdom, som ville påvirke min fremtid og mine muligheder. Jeg er så heldig at have en familie, der styrkede mig meget i mine gode valg, men jeg har da også måtte sige farvel til nogle af mine gamle ”venner”, fordi de ikke var gode for mig. De ville en anden vej. Det var ikke noget helt let valg, men det var nødvendigt. Og det er det, jeg fortæller de unge, jeg møder i dag,” forklarer han.
Igen giver Ercan fodbolden en del af æren.
”Fodbolden var med til at trække mig den gode vej. Her havde jeg gode venner, og jeg havde noget at gå op i. Og det er bare så vigtigt, at man har noget godt at bruge sin tid på, og hvor man kan opleve accept og have gode oplevelser,” understreger han.

Kom og sig hej
Hvis du endnu ikke har mødt Ercan ude på gaderne, så er der rig mulighed for at komme og sige hej, når han i august kommer ud i Tryghedsbussen.
Tryghedsbussen er et nyt initiativ, som Politiet sætter i gang, fordi de gerne vil ud og møde borgerne i Greve Nord. Det er planen, at bussen skal holde i Askerød en gang om måneden, og alle borgere i hele Greve er meget velkomne til at komme forbi og sige hej til de lokale betjente, høre mere om politiets arbejde m.m. Mere info om Tryghedsbussen følger her på hjemmesiden.

”Jeg glæder mig til at komme ud og tale med folk. Vi vil rigtig gerne i dialog med borgerne om, hvordan de kan bruge os, forklare om vores arbejde og høre, hvad borgerne synes om at bo her. Så kom endelig forbi, så giver jeg et bolche og en kop kaffe,” siger Ercan.

Du kan også møde Ercan hver torsdag eftermiddag kl. 13-16 i Politibutikken på Greve Videnscenter, Hundige allé 11. Udover de tre timer, er det altid muligt at ringe til politiet og aftale en tid, hvor man kan komme forbi, hvis man har noget, man gerne vil tale om.
Eller du kan fange ham på telefonen 72 41 19 72

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere