Nyt projekt: Vi tænker på fremtiden. Gør du også?


Et nyt projekt skal få de unge til at tænke mere over genbrug og bæredygtighed og mindske CO2

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Det skal være slut med at købe en ny plasticpose, hver gang man er nede og handle. I stedet kan man bære sine varer hjem i et bæredygtigt stofnet.
”Vi tænker på fremtiden. Gør du også?” er titlen på et nyt projekt i Greve Nords genbrugsbutik Gersagerparken 49, hvor et par frivillige kvinder vil samarbejde med unge om at sy stofnet af genbrugsstof. Nettene skal derefter sælges, og overskuddet skal samles til en pulje, hvor foreninger kan søge om midler til aktiviteter for unge.

”I vores redesign afdeling vil vi bl.a. gerne være med til at reducere co2 udslip i atmosfæren, mindske forurening samt sætte fokus på bæredygtig produktion til gavn for miljøet. Så vi går nu i gang med at sy stofnet af genbrugsstof”, fortæller Joan Berg fra Genbrug 49.
net 3Genbrug = god gerning
”Vi vil gerne have nogle unge med til at sy nettene, fordi der også er en læring i det. Vi vil gerne vise, hvor mange muligheder, der faktisk er for genbrug og redesign. Som ung tænker man måske ikke så meget over, hvor vigtigt det er at genbruge, eller hvordan man selv kan bidrage til fx at mindske co2 eller forurening. Vi vil gerne vise, at genbrug og redesign faktisk kan være super godt, fordi det giver en masse nye muligheder,” uddyber Joan Berg, der selv er uddannet dameskrædder.

”En vigtig del i projektet er, at det er noget, vi gør sammen. At man tager et fælles ansvar og gør noget godt for hinanden og sig selv ved at tænke over at genbruge – og at vi får understreget, at alle kan hjælpe og at alle tiltag gør en forskel. Der er mange, der tænker: ”Jamen gør det virkelig en forskel, om jeg køber den plasticpose eller sorterer mit affald. Det er jo kun en lille bitte ting.” Men her i projektet vil vi gerne gøre det helt klart, at ja, alle tiltag er en hjælp,” fortsætter Joan Berg.
net
Hvem vil være med?
Joan Berg glæder sig til at komme i gang, og har symaskinerne, klippebordet og strygebrættet klar i genbrugsbutikken i Gersagerparken 49, og nu mangler kun de unge, der har lyst til at være med og nogle flotte meter stof, som kan blive til fine genbrugsnet.
”Man behøver ikke kunne sy i forvejen! Det skal vi nok lære dem. Der er plads til alle, der har lyst til at være en del af projektet,” siger Joan Berg.

Syningen af de bæredygtige net kommer til at foregå i genbrugsbutikken Gersagerparken 49 om eftermiddagen, når de unge har fået fri fra skole.
Tanken er, at stof og tråd til nettene kan blive doneret af butikker i området, så udgiften holdes nede og alt overskud kan gå til aktiviter for unge.
”Kvaliteten skal naturligvis være i orden, og det skal se godt ud. Ingen løse sømme eller sjusk. Det skal være net, man har lyst til at bruge,” smiler Joan Berg, der allerede er godt i gang med at sy de første net, der skal bruges som inspiration og reklame for projektet.
net 5Fra ung til ung
Nettene skal koste 20 kr. stykket, og overskuddet går ubeskåret til en aktivitetspulje for unge, som foreninger kan søge, når der skal laves aktiviteter for unge i området.
”Vi kunne rigtig tænke os, at unge fra klubber, Produktionsskolen og andre ungegrupper kommer og hjælper med at sy nettene. På den måde får vi et projekt, som er en form for ung-til-ung hjælp. Det kunne være rigtig godt,” forklarer Joan Berg.
Når nettene er klar, skal de kunne købes rundt omkring i virksomheder, butikker, kirker, cafeer m.m., der har lyst til på den måde at være en del af den gode sag.
net 4Sådan kan du støtte
Som privatperson:
- Kan du købe et eller flere net
- Kan du fortælle dine naboer og familie om det gode projekt

Som virksomhed/butik:
- Kan I være med til at sælge nettene til jeres kunder
- Kan du donere materialer (stof, tråd, kantebånd m.m.)
- Kan I købe et eller flere net og sælge eller selv beholde
- Kan I fortælle andre i jeres erhvervsnetværk, naboer og familie om det gode projekt

Som skole/forening m.m.:
- Kan I være med til at engagere unge til projektet
- Kan I købe et eller flere net
- Kan I fortælle andre i jeres erhvervsnetværk, naboer og familie om det gode projekt
net 2

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere