Fastelavnsfest for alle


Man bliver aldrig for gammel til at slå katten af tønden. Det viste både børn og voksne ved årets store fastelavnsfest i ValHallen

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Fastelavn, tøndeslagning og fastelavnsboller er sjovt, uanset om man er fire eller 40 år. Der blev hamret og slået på de tre fastelavnstønder, da Greve Nord Projektet og Aktivhuset Freyas Støttegruppe søndag eftermiddag holdt kæmpe fastelavnsfest i Hundige Huset hos Hundige Boldklub.

Previous ◁ | ▷ Next

Der var 95 tilmeldte børn og voksne fra hele Greve Nord, der var mødt op for at slå katten af tønden og hygge sig sammen.

Der var både børnefamilier med små og store børn, men også en gruppe borger med fysiske og psykiske handicap og andre brugere af de sociale tilbud i Freyas Kvarter var kommet for at have det sjovt. Da de tre tønder var slået ned og kattekonger og -dronninger var kåret, blev der hygget med fastelavnsboller og varm kakao.

Over al forventning
Det er første gang, Støttegruppen og Greve Nord Projektet holder fastelavnsfest sammen, og det var en succes.
”Vi plejer at holde hver vores fastelavn, men i år tænkte vi, at vi ville prøve at slå det sammen til en stor fest for alle. Det er en rigtig god måde at samle bydelen og give beboerne kendskab til hinanden, når man laver noget sjovt sammen. Det har været så dejligt at se, at alle bare har hygget sig og grinet sammen også med naboer fra andre dele af området. Det kunne sagtens gå hen og blive en ny tradition, at vi slår festerne sammen,” fortæller Suzanne Magelund, der er aktivitetskoordinator i Greve Nord Projektet.
aErik Andersen fra Aktivhuset Freyas Støttegruppe er helt enig i, at søndagens dobbelt fastelavnsfest var en succes.
”Det er jo gået over al forventning. Vi havde ikke regnet med, at der ville være så mange tilmeldte, så det er dejligt at opleve, hvordan folk er mødt op og har givet plads til hinanden. Jeg tror, at alle har haft en god eftermiddag og har fået nogle gode oplevelser,” siger Erik Andersen, der er far til Lone Andersen, der bor i Freyas Kvarter.

Dobbelt op på hygge
En af de yngste deltagere var Ester Rosengren på 2 år, der var til fastelavnsfest sammen med sin far Stefan Rosengren. Selvom fastelavnsfesten søndag d. 10. marts jo egentlig er weekenden efter den oprindelige fastelavnsweekend, havde Ester og de mange andre børn gladelig fundet fastelavnskostumet frem igen.
i”Det er jo bare dobbelt op på hygge. Så får børnene lov til at være klædt ud og have det sjovt flere weekender i træk i stedet for, at man skal vælge mellem fastelavnstilbuddene. Det er virkelig godt planlagt,” siger Stefan Rosengren fra Valhals Kvarter.
Han synes også, at det gav rigtig god mening at slå festen for børnene sammen med festen for de voksne fra Freyas Kvarter.
”Det er virkelig et godt initiativ med sådan en fest, og det viser jo bare, at der er plads til alle. Det er rigtig godt at mixe folk på den måde, så man kan lære, at vi alle er forskellige og have det hyggeligt sammen,” fortsætter han.

Få sms om aktiviteter
SMS EVENT

Tilmeld dig vores sms service og få invitationer til events og aktiviteter på sms
Læs mere

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere