Beboerportræt:

Dima får det smukkeste frem i kvinderne, og det giver hende selvstændighed


Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Dima Hourieh glæder sig, når hun tager på arbejde som makeup-artist. Hun er meget glad for, at hun efter flere års anstrengelser har fået et arbejde, hvor hun kan bruge sine evner

Sidst vi mødte Dima Hourieh var i starten af februar 2015. På det tidspunkt gik hun på sprogskole for at blive bedre til at tale dansk, så hun kunne komme ud og få et arbejde.
I dag har hun gennemført danskkurserne på sprogskolen, er godt i gang med at lære et mere fagspecifikt dansk (branchedansk) og har fået en praktikplads som makeup-artist. Hun har derfor arbejdet sig meget tættere på målet: At få sin egen skønhedsklinik her i Danmark.
dima1”Jeg vil så gerne have min egen klinik, hvor folk kan komme ind og blive forkælet. Hvor de kan få lagt makeup, sat hår, få ansigtsbehandlinger eller få lavet negle. Det er min drøm, at jeg kan starte en butik her i Danmark, ligesom den jeg havde i Kuwait,” fortæller Dima, der kom til Danmark fra Kuwait for knap fire år siden for at bo her i Greve Nord sammen med sin mand.
Dima har en uddannelse som makeupartist og kosmetolog fra Syrien, og har bl.a. efteruddannet sig hos det anerkendte internationale firma M.A.C. Cosmetics.

Jeg er glad for at bidrage

Første skridt på vejen mod en realisering af drømmen er den praktikordning, hun har fået i en skønhedssalon i Roskilde. Her låner hun en plads to-tre dage om ugen, hvor hun arbejder som makeup artist. Og selvom det ofte er sene vagter fredag eftermiddag og i weekenden, tager Dima gerne turen til Roskilde, for hun er meget glad for sit arbejde. Ikke kun for at forskønne kvinderne, men i høj grad også for at have fået foden indenfor på jobmarkedet.
”Jeg er virkelig glad for mit nye arbejde. Det giver mig meget mere indhold i hverdagen. Jeg har virkelig savnet at arbejde, men det er ikke bare at få et arbejde her i Danmark. Det kræver naturligvis, at man kan tale nogenlunde dansk, og det er en udfordring for mange, der kommer hertil. Jeg har en uddannelse indenfor kosmetolog branchen, men som med mange andre uddannelser, kan man ikke bare bruge dem i Danmark. Uddannelserne og beviserne skal ”oversættes” til dansk. Ikke kun rent sprogligt, men også erfaringer, kompetencer m.m.” siger hun.
”Jeg har altid været en meget selvstændig kvinde, og jeg har været vant til at arbejde mange timer hver dag og tjene mine egne penge og kunne forsørge min familie. Derfor er jeg glad for, at jeg nu også kan bidrage til økonomien derhjemme. Det er ikke billigt at leve i Danmark, og det kan godt være svært at få til at hænge sammen med kun en indkomst. Det giver mig mere selvstændighed, at jeg nu kan bidrage og tjene penge igen,” fortsætter hun.
dima4

Vil være en del af samfundet

Dima har siden hun kom til Danmark været forsørget af sin mand. Men nu kan hun selv være med til at betale, hvilket også giver hende mere frihed. Indtil videre er arbejdet i skønhedssalonen ikke på fuld tid, og derfor bruger hun nu meget tid på at søge ind hos andre saloner også, så hun kan supplere sin arbejdstid eller få en hel fuldtidsstilling i en salon. Samtidig går hun stadig til branchedansk to dage om ugen i København, og selvom det bliver presset på tid, er Dima ikke i tvivl om, at det er vejen frem.
”Jeg vil jo også gerne være en del af samfundet her i Danmark og bidrage med at betale skat osv. Alle vil jo gerne føle, at de gør noget, at de bidrager, og at deres indsats betyder noget. Derfor vil jeg også gerne ud og arbejde og skabe mig et netværk både fagligt, men også personligt. Arbejdet er en rigtig god måde at møde nye mennesker på. Det har været svært for mig at gå hjemme, og jeg har følt mig ensom, fordi jeg ikke havde noget arbejde at tage mig til. I Kuwait var jeg vant til at have min egen butik og være i gang hele dagen, men da jeg kom til Danmark kendte jeg ikke nogen,” forklarer Dima.

Et 3D ansigt

Når man ser Dima arbejde med alle de mange pensler, farver og forskellige kosmetikprodukter, er man da heller ikke i tvivl om, at hun nyder sit arbejde og sætter en stor ære i det.
”Jeg elsker at bruge farver og være kreativ, og jeg ser ansigtet som et lærred, der skal forvandles til noget smukt. Hvert ansigt er unikt og har forskellige udtryk og muligheder. Det handler om, at fremhæve de ting, som den enkelte kvinde har, der gør hende smukkere og nedtone det, der ikke er lige så heldigt. Fx uren hud, en skæv næse eller noget andet,” fortæller Dima ivrigt og fortsætter:
”Man kan gøre rigtig mange ting med den rette makeup. Man kan skjule, lave skygger, lysne, fremhæve osv. På den måde bliver ansigtet et 3D værk, som jeg kan arbejde med.”
I Danmark er det ikke særlig udbredt, at kvinder får lagt makeup i hverdagen, så Dima arbejder primært med at lægge festmakeup på kvinder, der har særlige anledninger til at se ekstra godt ud. Netop derfor betyder det også rigtig meget for hende, når hendes kunder er tilfredse med deres ”forvandling.”
”Når de kigger på sig selv i spejlet, og bliver glade og siger ”wow, er det virkelig mig”, så ved jeg, at jeg har gjort mit arbejde godt. Det er den bedste følelse. Jeg er stolt over, at jeg kan være med til at gøre dem mere tilfredse med den måde, de ser ud på,” siger Dima, der også har en overbyggende uddannelse fra M.A.C. i at undervise kvinder i, hvordan de selv kan bruge makeup.

Kinder, globelinje, læbekant

Siden hun er kommet ud i arbejde på skønhedsklinikken kan Dima også mærke, at hun er blevet bedre til at tale dansk.
”Her er jo ikke nogen, der kan tale arabisk, så jeg taler dansk her med både min kollega og kunderne. Og jeg kan mærke, at det gør en stor forskel, at jeg kommer ud og taler mere, for det bliver lettere for mig,” siger hun.
Dima har bestået de påkrævede sprogskolekurser, og er nu i gang med at få danskundervisning, der er særligt målrettet hendes fag.
”Det er jo vigtigt, at jeg kan tale med kunderne og bruge de ord, de også bruger, hvis jeg skal kunne rådgive dem. Så det er vigtigt, at jeg lærer de rigtige ord inden for branchen,” forklarer hun. Dima er på vej mod sin drøm, og hun arbejder målrettet for at komme nærmere. Hun vil gerne være med til at inspirere andre kvinder i lignende situation til også at komme ud og finde et arbejde, tage en uddannelse og gøre noget godt for sig selv og deres familier. Hendes bedste råd til de kvinder er: Tal så meget dansk som muligt.
dima2”Det er afgørende, at man kan tale dansk for at kunne få et arbejde eller begynde at læse her i Danmark. Hvis du ikke kan tale dansk, er der ikke noget arbejde, og man forstår heller ikke, hvad der sker omkring en. Derfor er det meget vigtigt, at man begynder i sprogskole og kommer ud i sprogpraktik. Men det er ikke nok. Man skal også øve sig på at tale dansk derhjemme, og når man er ude og handle ind eller møder andre mennesker. Man skal tale så meget dansk som muligt, for det er den eneste måde, man lærer det på,” siger hun.

En stor hjælp

Dima har de sidste tre år været tilknyttet et projekt, Projektet for Ægtefælleforsørgede Kvinder, som Greve Nord Projektet har gennemført i samarbejde med Jobcenteret i Greve Kommune, sprogskolen Clavis m.fl.. Projektets formål er at hjælpe nydanske kvinder, der før har været forsørget af deres familier, tættere på jobmarkedet eller i uddannelse.
Det er igennem det projekt, at Dima har fået hjælp og støtte til at arbejde sig imod drømmen om egen skønhedsklinik.
”De har hjulpet mig meget. De har bl.a. hjulpet mig med at gennemføre sprogskolen og komme i gang med branchedansk. De har også hjulpet mig med at finde en mentor og komme i sprogpraktik. Det er min underviser hos Clavis, der nu hjælper mig med at søge flere stillinger, så jeg kan få et fuldtidsarbejde. Det er vigtigt for mig, for jeg vil gerne arbejde og have en fast løn hver måned. Så jeg er meget taknemmelig for al deres hjælp. Jeg var ikke nået så langt, hvis det ikke havde været for deres støtte og rådgivning,” påpeger hun.

Et forgangseksempel

Udover alt det andet, som Dima har skullet nå de sidste par uger, har der været en ekstra faktor, der har taget en del af hendes tid. Hun har nemlig både været hovedperson i en artikel i Dagbladet Information, været oplægsholder og været deltager i et Radio 24Syv program. Her har hun fortalt om sin egen historie, hvorfor det er så vigtigt for hende at komme i arbejde, hvad der har været afgørende for, at hun er kommet så langt, og ikke mindst er hun kommet med sit bud på, hvad både kvinderne og samfundet kan gøre mere effektivt for at få endnu flere nydanske kvinder i arbejde.
”Det er jo ikke meningen, at jeg gerne vil være kendt. Det er ikke derfor, jeg gør det. Jeg vil bare gerne have et arbejde, som jeg er glad for, ligesom alle andre. Men det har da været rigtig sjovt at være med til, selvom det også nogle gange har været meget svært, fordi jeg ikke altid ved, hvordan man skal sige tingene på dansk. Men hvis det kan være med til at hjælpe, så andre kvinder får hjælp til også at komme ud og gå efter deres drøm, så gør jeg det gerne,” smiler hun.

Du kan høre Dimas interview i Radio24Syv udsendelsen her

Du kan læse det første interview med Dima her
dima3

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her