Fighter-Leifs halvmaraton mod kræft


Skoene var snøret, energidepoterne fyldt godt op og humøret var højt. Så da startskuddet løb bevægede Leif sig ud på sin første stafetrunde

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Det var et imponerende syn, da de 80 fightere i gule t-shirts krydsede startlinjen til den første runde på det store Stafet For Livet arrangementet på Mosede Fort, hvor formålet er at samle penge ind til at bekæmpe kræft.
En af dem var 62-årige Leif Antonsen fra Askerød. Sammen med de 79 andre fightere, har han slået, eller arbejder stadig på at slå kræften. Det var derfor en gruppe meget stolte fightere, der i samlet flok bevægede sig ud over græsarealet og ud på den 615 meter lange rute. De blev sendt afsted med manér, for mange af de andre deltagere, som ikke selv har haft kræft, stod på sidelinjen og klappede og hujede.
Leif Stafet for livet 4”Jeg er så klar, som jeg kan blive. Jeg glæder mig til at komme i gang,” sagde Leif, da vi mødte ham inden stafetten.
”Jeg er spændt på, hvor meget jeg kan holde til. Men jeg skal bare finde mit eget tempo at gå i. De andre på holdet går jo meget hurtigere end mig, men jeg tøffer bare afsted i mit eget tempo og på min krops betingelser,” fortsætter han.
Leif fik sidste år i november fjernet sin venstre lungeklap, fordi han havde lungekræft. Siden da har han naturligvis nok ikke haft lige så meget luft at gøre godt med, og det har været begrænset, hvad han har kunnet klare af fysisk udfordring.
I dag har han det heldigvis meget bedre. Han er tilbage på arbejde, har fået mere af sin hverdag og livskvalitet tilbage og er bl.a. begyndt at kunne gå nogle af sine meget værdsatte gåture igen. Og denne weekend skulle kilometerne altså vandres i den gode sags tjeneste, da han deltog ved Kræftens Bekæmpelses store Stafet For Livet.

21,2 km på lidt over et døgn

32.567 skridt i alt blev det til på de knap 30 timer, som der gik fra, at Leif startede sin skridttæller lørdag morgen, da han forlod sin lejlighed i Askerød for at tage ud til stafetområdet på Mosede Fort, og indtil han igen slukkede den søndag formiddag efter sidste runde. Det svarer ca. til 21,2 km. og altså lige over en halvmaraton. Heraf blev de 14,8 km. af dem gået på selve stafetruten, hvilket svarer til, at Leif har gået 24 runder på stafetten, plus åbnings- og afslutningsrunden.
Leif Stafet for livet 2En hurtig hovedregning viser, at han altså heller ikke har siddet stille i de timer, hvor han har haft pause fra stafetten. For Leif kan ikke sidde stille. Han har for meget krudt i rumpen, så når han ikke var ude og gå på stafetruten, skulle han jo også lige ud og se, hvad der ellers skete på pladsen.

I alt stillede 42 hold af forskellig størrelse op til årets Stafet For Livet i Greve, så der var masser af liv og glade mennesker, der alle var kommet for at støtte om det gode formål. Hvad enten det var ved selv at gå eller løbe som en del af et hold, for at samle ind eller ved at hepper og give moralsk opbakning til de mange deltagere. Målet er, at hvert hold skulle have mindst én deltager på banen i alle 22 timer, som stafetten varede. Leif var med som en del af holdet Team Greve Gangsport og venner, og alt i alt nåede holdet op på 700 omgange på stafetbanen.

Du kan læse det første beboerportræt af fighteren Leif her
Du kan også læse mere om Stafet For Livet arrangementet her

 

”Jeg kan ånde lettet op”

Ud over åbnings- og afslutningsturen, som Leif som fighter var selvskrevet til, så havde han også gang-tjansen søndag morgen mellem kl. 07-08. Men som skridttælleren kunne bevise blev det altså til en del flere runder end de planlagte.
”Det er heldigvis en dejlig plan rute. Jeg havde frygtet, at det ville gå op og ned også, for det ville jeg have svært ved, så mister jeg hurtigt pusten. Men det ser rigtig godt ud, så nu kan jeg ”ånde lettet op”,” grinede Leif og viste på den måde endnu engang, at han stadig har humor og masser af livsenergi på trods af, at han har bokset mod sygdommen i 15 år. Udover lungekræften har han også måtte kæmpe mod hudkræft og tungerodskræft. Men han har slået det hele, og seneste melding fra hospitalet er, at alt ser fint ud.

Den stolte fighter og den stolte søn

At han sammen har vundet over kræften gør, at Leif har set ekstra meget frem til åbnings- og afslutningsrunden, der er forbeholdt dem, der har kæmpet eller stadig kæmper mod kræften.
”Det gør da en meget stolt, at man kan deltage selvom man har haft eller stadig har den forbandede sygdom. Det er da sejt! Jeg synes, at det er en meget smuk hyldest til alle os, der har kæmpet og stadig gør, så jeg er virkelig stolt over, at jeg kan få lov til at være en del af den markering. Og at jeg i det hele taget kan deltage rent fysisk,” understregede Leif.
Der var rigtig mange ude og heppe på både fighterne og alle de andre seje stafetdeltagere, men særligt to heppere, var meget vigtige for Leif.
Han fik nemlig besøg af sin søn og barnebarn, Jesper og Thea, der var kørt hele vejen fra Nordsjælland for at heppe.Leif Stafet for livet 1
”Det gør mig virkelig glad, at de vil komme hele den vej for at heppe og dele denne oplevelse med mig. Det gør mig så glad og stolt inden i. Jeg er så privilegeret, at jeg har en fantastisk familie, vennekreds og kollegaer, der alle støtter mig, og har bakket mig op og hjulpet med alt de år, hvor det har været rigtig svært. Det har været en uundværlig støtte, og det er kun takket være dem, at jeg har kunnet holde gejsten og kamplysten oppe. Så at Jesper og Thea kommer i dag, betyder meget for mig,” smilede Leif.

Man er vel spejder

Leif bor i Askerød, men han havde besluttet, at han gerne ville blive ude på pladsen og overnatte. På den måde kunne han gå alle de runder, som hans krop tillod.
Men det var ikke den eneste grund til, at Leif havde pakket soveposen og en varm sweater med.
”Jeg vil også gerne være herude og opleve alt det sociale. Det er jo også en stor del af et at sidde og hygge sig og sludre med de andre i lejren, når man ikke selv er ude og gå. Så jeg har pakket soveposen ned, så jeg kan rulle den ud ovre i det ene hjørne, når jeg bliver træt. Jeg kan sove stort set over det hele, jeg har ikke brug for så meget andet. Man er vel spejder, ” sagde han.
Leif Stafet for livet 5

Flere runder næste år

Det var en træt, men også meget glad og tilfreds Leif, der kunne hoppe på bussen og vende næsen hjem mod Askerød søndag formiddag.
”Jeg kan godt mærke, at jeg selvfølgelig er træt, men jeg er faktisk lidt stolt over, hvad jeg har opnået i den her weekend. Jeg har jo ikke nået at træne så meget op i år, for jeg har valgt at gemme energien, da jeg var usikker på, hvor meget jeg kunne. Men hvis jeg får muligheden og har kræfterne til det næste år, så er jeg helt sikkert med igen næste år”, fastslog han.

Du kan læse det første beboerportræt af fighteren Leif her

Du kan også læse mere om Stafet For Livet arrangementet her

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her