Økonomiske rådgivere: Det er så vigtigt, at folk bliver informeret


I Greve Nord bor der en række borgere og familier, der bliver berørt af det nye kontanthjælpsloft. Derfor havde flere parter sammen inviteret til informationsmøde, så folk kunne få råd og vejledning

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Fra 1. oktober træder den nye Jobreform, som bl.a. omhandler kontanthjælpsloftet, i kraft, og det betyder store ændringer i økonomien hos en række borgere og familier i Greve Nord. Det er udelukkende de borgere, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, der kan blive påvirket af det nye kontanthjælpsloft. Ændringerne betyder nemlig, at grænsen for hvor meget en borger samlet set kan få i særlig støtte, boligstøtte, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse bliver sat ned. Derfor havde den boligsociale indsats i området, Greve Nord Projektet, Greve Kommune og boligadministrationsselskaberne BO-VEST og KAB sammen inviteret alle borgere til et åbent og gratis informationsmøde. Her kunne de stille spørgsmål, få reformen og konsekvenserne forklaret og få rådgivning til, hvad de selv kan gøre.
kontanthjælpsmøde lille

Effektivt samarbejde

”Vi forventer, at de nye regler vil komme til at ramme en del af de borgere, der bor i vores områder. Det kan for nogle borgere være svært at overskue, hvordan lovgivningen er skruet sammen og hvordan de skal forholde sig ændringerne i deres økonomi. Derfor vil vi gerne klæde dem så godt på som muligt med informationer og vejledning, så de får de bedste muligheder for at forholde sig til deres nye situation,” forklarer Hanne Sanderhoff Degn, der er sekretariatsleder i Greve Nord Projektet.
”Vi er meget glade for, at boligselskaberne og kommunen bakker op om mødet her og kommer ud og forklarer det hele for borgerne. Det er dem, der har rådgivningsekspertisen på området, mens det vi kan bidrage med er at bruge vores netværk og invitere beboerne, så de kan få mere information” fortsætter hun.
Informationsmødet blev afholdt i Askerød onsdag, hvor omkring 45 beboere var mødt op for at høre mere om, hvordan de skal forholde sig til den ændrede situation.
Billede 2 Kontanthjælpsinformation Greve Nord Projektet83
Mødet startede med en gennemgang af de nye regler, og den juridiske leder af Den sociale Retshjælp fortalte, hvilke konsekvenser den nye reform har for udbetalingen af fx boligstøtte og særlig støtte. Det blev ligeledes fremhævet, at de berørte borgere har mulighed for at få vejledning hos en rådgiver på Greve Kommune, hvor man har valgt at afsætte ekstra ressourcer til at hjælpe de berørte borgere.

Skær ind til benet

Ved mødet havde borgerne også mulighed for at stille alle deres spørgsmål, og de økonomiske rådgivere fra boligadministrationsselskaberne BO-VEST og KAB, stod klar til at svare. Ændringer kan nemlig bl.a. betyde, at flere borgere får svært ved at betale husleje.
”Mange borgere håber på det bedste til allersidste øjeblik. Vi prøver at fortælle dem, at de selvfølgelig stadig skal gøre noget aktivt og håbe, men indstille sig på, at det bliver et stramt budget i en periode. Konsekvenserne af reformen kan blive slemme, så vi ser det som en naturlig del af vores arbejde at tage et socialt ansvar og informere borgerne,” fortæller Stine Hartmann, der er økonomisk vejleder i BO-VEST.
”Vores råd er simple og desværre ikke mange, for der er ikke alverdens muligheder: Skær helt ind til benet i dit budget og prioritér i regningerne. Boligselskabet har muligheden for at opsige dit lejemål, så du står uden tag over hovedet, så betal din husleje fremfor alt, og opsig diverse abonnementer m.m. Søg hjælp og rådgivning, undersøg muligheden hos boligselskabet for at bytte bolig eller at leje et værelse ud. Kontakt kreditorer og fortæl om din situation og bed om henstand eller minimumsbetaling på afdrag. Det er de bedste råd, vi kan give folk,” fortsætter hun.
penge

Ekstra mulighed for vejledning

Hos boligselskaberne er man forberedt på, at flere lejere vil opleve udfordringer, så derfor har man igangsat en række tiltag for at hjælpe de borgere, der bliver berørt. Hos BO-VEST har man udover at deltage ved informationsmødet i Askerød også inviteret alle lejere til informationsmøder i de øvrige boligområder, som BO-VEST administrerer - og gjort en ekstra indsats for at fortælle lejerne om muligheden for økonomisk vejledning og rådgivning.

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her