Maria og Aldo holdt jul i kirken sammen med den store ”familie”


En større familiejul. Hvor der er plads til alle, der har lyst til at være en del af fællesskabet. Sådan beskriver sognediakon Hanne Hummelshøj juleaften i Hundige Kirke

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Igen i år var der julestemning og julehygge i kirken, hvor 55 mennesker havde valgt at holde juleaften i hinandens selskab.
Aftenen startede med gudstjeneste for dem, der havde lyst, og herefter var der traditionel julemiddag og hyggelig snak hen over bordet og naturligvis risalamande. Efter middagen var det blevet tid til at danse om juletræ og synge julesange, og til sidst kom de fire børn, der deltog i juleaften, ”på arbejde”. Udklædt som små nisser skulle de nemlig fordele de gaver, som hver deltager havde taget med, til andre deltagere.
julikirken2

Klassisk jul i en stor familie

”Det er en helt klassisk og hyggelig juleaften, ligesom man ville holde det i en familie. Her er det bare en meget stor familie,” siger Hanne Hummelshøj, der selv står for arrangementet sammen med hendes mand.
julikirken3Traditionen med at holde jul i Hundige Kirke blev startet i 2000 og mange af de folk, der kommer til juleaften i kirken, er gengangere fra år til år.
”Vi har mange for hvem, det er blevet deres juletradition at komme her og være en del af vores jul. Det er en rigtig hyggelig tradition, og det er et højdepunkt, som både julegæsterne og vi ser frem til,” fortsætter hun.
Det er mange forskellige, der kommer til juleaften og den store familiejul i kirken. Hanne Hummelshøj fortæller, at det både er familier, hvor børnene skal holde jul et andet sted, ældre der gerne vil have en mere rolig juleaften, borgere med et spinkelt socialt netværk eller som bare har lyst til at dele juleaften med andre.

Vi glæder os hvert år

To af de julegæster, der har været med mange gange er Maria og Aldo Bergamo-Giorgi fra Askerød. Da de satte sig til bords d. 24. december 2016, var det 6. år i træk, at de var med til at fejre jul i kirken.
”Vi holder meget af at komme her og fejre jul, så vi glæder os hvert år. Det er så hyggeligt, og der er simpelthen så stort et stykke arbejde, som de gør både med den flotte pyntning og maden. Vi er meget glade for, at vi må være en del af det,” siger Maria Bergamo-Giorgi, der sidder i den sort/hvid mønstrede skjorte sammen med sin mand Aldo Bergamo-Giorgi i den sorte bluse.julikirken1
Hun og hendes mand er katolikker, og de glæder sig over at fejre juleaften med de andre i kirken, for det føles helt hjemligt, fortæller Maria Bergamo-Giorgi.
”Vi kommer her ofte, og vi deltager i mange af arrangementerne. Så vi kender jo en del af dem, der kommer til juleaften også, og hvert år lærer man jo nogle nye at kende. Så sidder vi og nyder den gode mad og hygger os sammen. Det er en rigtig hyggelig aften, som Aldo og jeg slutter med at gå hjem og se julemessen fra Peterskirken i Rom på tv,” forklarer hun.
Tidligere har ægteparret holdt juleaften alene, mens de andre juledage bliver tilbragt med børn og børnebørn. Men da nogle af deres venner i kolonihaven fortalte om, at de holdt juleaften i Hundige Kirke, besluttede Maria og Aldo Bergamo-Giorgi, at de også gerne ville med. Og den beslutning har de ikke fortrudt.
”Det er blevet vores juletradition, at vi selvfølgelig skal holde jul i kirken. Så lige så snart det bliver annonceret, så melder jeg os til. Så kan vi gå og glæde os til det i hele december,” siger hun.

Det er vores jul

Sognediakon Hanne Hummelshøj og hendes mand har holdt jul for kirkens deltagere siden 2000, og indtil fornyligt var også deres to piger med. De er glade for, at de kan give julegæsterne en god aften, og det er for dem blevet helt naturligt, at det er sådan de fejre jul.julikirken4
”Der er flere, der har spurgt, om vi ikke føler, at vi ofre vores egen jul ved at holde jul på den her måde. Men sådan er det jo slet ikke. Hvis vi følte, at vi ofrede noget, så skulle vi ikke være her,” slutter Hanne Hummelshøj.

Jul i Gersagerparken

Også i Gersagerparken blev der afholdt en rigtig hyggelig juleaften. Det er en fast tradition, at Aktivitetsudvalget inviterer Gersagerparkens beboere på julemiddag, julehygge og dans om træet.
En tradition som er højt værdsat blandt deltagerne, der kommer fra hele Gersagerparken, for at fejre julen sammen i Mælkebøtten.
julgp5

Julestemningen bredte sig hurtigt blandt gæsterne, der samledes i det fint oppyntede lokale, hvor bordet stod klar med juledug og levende lys. Her blev hygget og sludret om stort og småt, mens gæsterne spiste den lækre julemad, og alle havde en lille sjov historie at fortælle.
Julemaden blev serveret, og menuen stod på både and og flæskesteg og alt det lækre tilbehør, som traditionel julemad består af. Men ingen julemiddag uden risalamande, så det var der naturligvis også, og spændingen om, hvem der mon fik mandlen var stor.

Previous ◁ | ▷ Next

Efter den dejlige mad var det tid til at synge julesalmer og danse om juletræet, der var pyntet efter alle kunstens regler. Der var endda en gave til alle, og alle deltagerne var enige om, at det er et imponerende stykke arbejde, som de frivillige i Aktivitetsudvalget har lagt i at skabe sådan en hyggelig og fuldendt juleaften for beboerne.

Efter en hyggelig aften, hvor gæsterne havde fået sludret og hygget med både kendte naboer og mødt nye, var det tid til at sige tak for i aften og gå hvert til sit gennem Gersagerparken og de hyggelige julelys rundt omkring. En meget stor tak til de frivillige skal det lyde fra alle julegæsterne ved årets juleaften i Gersagerparken.

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her