Beboerportræt:

Eva er Askerøds egen havfrue


Måske er der lidt havfrue i Eva Birkved. I hvert fald trives hun bedst, hvis hun er tæt ved vandet

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Det er ikke fordi, at Eva Birkved ikke holder meget af sin lejlighed i Gærdehuset i Askerød. Hun nyder udsigten, den store altan og højden til loftet, og hun holder meget af at bo i Askerød, hvor hun har boet siden 2002.
Men vandet er bare hendes rette element. Og et liv på og ved vandet giver 74-årige Eva rigtig meget livsglæde og energi.
Eva Birkved2”Jeg elsker vandet. Meget anderledes kan det nok ikke siges. Der er bare noget magisk over at stå og se ud over et hav eller en sø eller en havn og se vandmasserne, der bevæger sig. Jeg har svært ved at forklare, hvad det lige er, men der er ingen tvivl om, at vand er mit rette element,” siger Eva.
Derfor har hun også gjort noget, som ikke er mange har gjort.

Fra Greve Nord til Tolo

Hun er nemlig medstifter af en roklub i Grækenland. Nærmere betegnet Tolo Roklub, der ligger på øen Peloponnes i byen Tolo i Grækenland.
Ideen fik hun, da hun og hendes kæreste Carsten Høy i 2011 havde været på ro-ferie på et lille hotel ved stranden i Tolo. Her havde de været ude og ro sammen med en gruppe andre danske roere. Turen var arrangeret af Dansk Forening for Rosport, der havde fået kørt en række 2-åres inriggere (robåde) og en havkajak til den græske by.
Tolo2”Det var en helt igennem fantastisk tur, og jeg havde fået nogle oplevelser, som jeg aldrig havde fået før. Det er et skønt farvand dernede. Man kan bl.a. se delfiner og flyvefisk. Samtidig er der så mange muligheder for at få andre spændende oplevelser, mens man roer. Fx ruiner, små kirker, store og små øer, hvor man kan gå i land og ikke mindst den græske natur. Og så er det bare et vidunderligt sted med utrolig søde lokale og helt optimale muligheder for at lave en roklub,” fortæller hun og fortsætter:
”Det var helt hul i hovedet, at man skulle køre bådene hele vejen derned hvert år. Så vi blev enige om, at vi ville starte en dansk roklub lige der på stranden i Tolo.”

Så ror vi

Og så var det ellers bare at gå i gang. Sammen med to andre gik Eva og Carsten i gang med at etablere roklubben, der efter en stiftende generalforsamling officielt kunne starte op i 2012.
Første og helt essentielle faktor var at etablere et samarbejde med Hotel Taverna Romvi, som skulle være basen for roklubben. Det var samme hotel og hotelejer, som Eva og Carsten var kommet i kontakt med, da de var på ro-ferie i 2011, så de kendte hotelejeren Antonis Gikas ganske udmærket. Eva Birkved1
Heldigvis var han helt med på ideen, og så kunne arbejdet ellers for alvor begynde med at få gjort hotellet klar til at huse endnu flere både, at få klubben etableret i det græske offentlige system og som en klub under Dansk Forening for Rosport, at få spredt budskabet til danske ro entusiaster, og alt det andet papirarbejde.

Men en roklub er ikke meget værd uden både, og den ene, de i samarbejde med Dansk Forening for Rosport havde efterladt, var ikke nok til at starte en klub på. Derfor rejste to af de fire iværksættere Danmark rundt for at promovere ideen og finde og købe de både, der skulle transporteres til Peloponnes. De har også købt to af Greve Roklub, så lige nu ligger der to inriggere ved navn ”Hundige” og ”Tune” i bådkælderen på hotellet i Grækenland.
”Det var faktisk en meget stor opgave. For det skulle jo ikke bare være hvilke som helst både. De skulle være i god stand og kunne holde til det anderledes klima og vand, der er i Grækenland,” forklarer Eva.Eva Birkved3
De startede med to 2-åres glasfiber inriggere og et par havkajakker, og siden er der kommet endnu flere til.
”I dag har klubben ni inriggere og to havkajakker stående fast på hotellet ved stranden i Tolo, hvor de stort set er på vandet hver dag i hele rosæsonen,” fortæller Eva.

Ro en tur i antikken

Siden 2012 da roklubben officielt kunne sende de første roere ud på det græske hav, har klubben fået vokseværk. I dag har klubben over 400 medlemmer fra hele Danmark, og danskerne valfarter til Grækenland for at holde ferie og ro rundt i antikkens Grækenland.
”Inden vi gik i gang med at etablere klubben, havde vi talt med flere andre roere, der ligesom os havde haft en fantastisk oplevelse med at ro dernede. Flere af dem var kommet igen i flere år, og vi var også helt sikre på, at det bestemt ikke var sidste gang, at vi skulle derned og ro. Så vi håbede jo, at der ville være interesse for det, og at det ville kunne lade sig gøre. Men at det skulle blive så stor en succes, tror jeg alligevel ikke, at vi havde turde håbe på,” smiler Eva, der kan fortælle, at der allerede er fuldt booket for hele sæsonen 2017, og at bookingerne for 2018 også er begyndt.

Mange af dem, der booker ferien og pladserne ved årene og på hotellet, er gen-roere. Som roer kan du bestille din ro-rejse gennem klubben, og gæsterne er ofte afsted en uge ad gangen.
Tolo3”Vi har rigtig mange, der kommer igen og igen. For ud over at ro, er der også rigtig mange andre smukke oplevelser på Peloponnes, så det bliver både ro-ferie og bade- og oplevelsesferie i et. Man får muligheden for at komme helt tæt på den græske kultur og historie, og hotellet og personalet er fantastisk søde. Man føler nærmest, at man er en del af familien, når man er her,” forklarer hun.

Rochef i København

Selv er Eva og hendes kæreste i Tolo gennemsnitligt et par gange om året og for at ro og vedligeholde bådene. Men for en havfrue som Eva er det jo langt fra nok til at stille hendes vand-tørst.
Derfor roer hun mindst et par gange om ugen i kanalerne og havnen i København. Hun er rochef i B&W Roklub, der holder til i Langelinje Lystbådehavn, hvor hun efterhånden har roet mange 100 km. Selv roer hun primært inrigger, men også havkajak ind imellem, og der sker noget helt særligt med hende, når hun sætter sig til rette, tager årene i hænderne og bevæger sig på vandet.
Carsten Eva”Jeg føler mig fri og i live på en helt speciel måde. Det giver mig en indre ro og alligevel enormt meget energi. Det at flyde gennem vandet, mærke luften og mærke, hvordan man kan bevæge sig gennem vandet. Jeg elsker det, og jeg er sikker på, at jeg vil blive ved med at ro, så meget jeg kan, indtil den dag, jeg ikke er her længere,” forklarer Eva.

Blive et med vandet

Men selv ikke der stopper Evas kærlighed til vandet. Hun har nemlig besluttet, at hun gerne vil blive et med vandet, når hun ikke længere er i live.
”Jeg har bestemt, at min aske skal spredes ud over vandet ved Langelinje, når jeg er død. Det er mit store ønske, som mine døtre har lovet at respektere”, siger Eva.
Heldigvis er der endnu rigtig mange år til, at det bliver aktuelt. For Eva lever i bedste velgående, og hun bliver kun sundere af at dyrke sin store interesse på og ved vandet.
”Det er rigtig god motion at ro, for man får rørt hele kroppen, og man belaster ikke leddene, som man ville gøre med fx løb. Så faktisk er roning en sport, man kan udøve til man er langt over de 90 år, hvis man sørger for at holde det ved lige og passer på sin krop,” understreger hun.

Når hun ikke selv trænger gennem vandmasserne i sin båd, så holder hun nemlig også meget af at gå lange ture med sin hund ved stranden i Hundige og andre steder. Bare der er vand, så er Eva glad.
”Det er jo smukt at kigge på, og man kan ikke andet end at blive frisk og glad af det”.

Den lille havfrue

Kærligheden til vandet har altid været der. Eva startede i en meget tidlig alder med at ro og har gjort det lige siden. Det har været en stor del af hendes opvækst, og hun færdes hjemmevant i forældrenes kajakklub, indtil hun også selv var stor nok til at komme på vandet. Og da først hun oplevede følelsen af at sejle, så var der ingen vej tilbage.havfrue

Der er mange måder at bevæge sig på vandet, og gennem flere år brugte Eva og hendes familie deres sommerferie på at sejle rundt i Danmark på en gammel fiskekutter, som de var medejere af.
”Det var skønt. Så kunne vi selv bestemme, hvor vi ville sejle hen, og hvad vi ville se. Det var måske ikke en traditionel sommerferie, men for os var det lykken,” siger hun.
Når man holder så meget af havet som Eva, så er man naturligvis også nødt til at prøve at bevæge sig ned i det. Eva har da også prøvet at dykke flere gange, men hun befinder sig nu alligevel bedst ovenpå vandet.
”Det er oppe på overfalde, jeg hører til,” smiler hun.

Et hovedspring

Eva er stadig med i bestyrelsen i Tolo Roklub, og selvom det gennem årene har taget en stor del af hendes tid, så glæder hun sig meget over, at de tog hovedspringet ud fra 10 km. vippen dengang i 2011.
”Det er så dejligt at se, hvordan det har udviklet sig mere og mere. Jeg bliver så glad, når jeg får tilbagemeldinger fra folk, der har været dernede og ro og kommer hjem med gode oplevelser, ligesom vi selv havde. Det glæder mig, at jeg kan være med til at sprede den glæde til andre,” forklarer hun.
Tolo1Eva og Carsten glæder sig til at tage til Tolo i marts måned for at vedligeholde og reparere bådene så de er klar til sæsonen og forhåbentlig bliver der også mulighed for nogle roture.
”Det glæder jeg mig naturligvis til, men ligeså meget til at gense Antonis Gikas og hans familie, som jo er blevet gode venner med årene. Og så naturligvis også til den lækre græske mad, det er farligt, så godt det smager. Så det er godt, at man får godt med motion også,” griner hun.

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her