Eman og Yasmin: Vi er blevet stærkere


For Eman og Yasmin har udviklingskurset haft en stor betydning for deres liv. Både for dem selv og deres familier

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

”Jeg har fået det meget bedre med mig selv. Jeg føler mig stærkere i kroppen, og jeg har ikke så ondt mere. Jeg kan også mærke, at jeg er blevet meget gladere, så jeg kan være en bedre mor for mine børn,” fortæller Yasmin, og hendes veninde Eman nikker.
”Vi lærer, hvordan man skal kigge ind i sig selv og blive stærkere. At man skal lægge det negative og smerterne væk for at se fremmad og få det bedre. Og det virker! Jeg har det bedre nu, end jeg har haft i mange år,” fortsætter Eman, der med stor iver fortæller, at hun netop har været på cafetur i København med et par af sine børn.
”Det havde jeg ikke kunnet for tre måneder siden,” smiler hun.
Billede 2 Eman og Yasmin Greve Nord ProjektetBegge kvinder bor i Askerød med deres mænd og børn og er deltagere på det udviklingskursus, som Greve Nord Projektet afholder. De to veninder har i mange år kæmpet med både psykiske og fysiske smerter og eftermen af traumatiserende oplevelser fra opvækst i krig og flygtningelejre, hvilket har sat store begrænsninger i deres liv og tæret på familielivet.
Men nu har de besluttet, at det skal være nok. De er mere end indstillet på at komme ud af smerterne og se verden med nye, positive øjne. Derfor deltager de hver tirsdag i selvudviklingskurset i Aktivitetshuset sammen med de andre kvinder.

Du kan læse mere om udviklingskurset her

Faste rutiner giver et bedre familieliv

48-årige Eman og 47-årige Yasmin kom til Danmark for henholdsvis 24 og 22 år siden fra Libanon og Irak. Med sig havde de en meget tung bagage med traumer og smerter, som fulgte med dem fra hjemlandene. De fik børn og skabte sig et liv her i Danmark, men smerterne og frustrationerne fyldte så meget, at de ikke kunne overskue at komme særlig meget ud af deres hjem, og det har været svært at være den mor, de egentlig gerne ville. Fx har det virket uoverskueligt at tage på ture og udflugter med børnene eller være den opdragende og støttende forælder, der kunne være spejlbillede for børnene og vise, hvordan man lever i Danmark.
Eman fortæller, at de på kurset bl.a. har fået en række værktøjer til, hvordan de kan strukturere deres hverdag og skabe en fast rutine, der kommer ikke kun dem selv, men også deres familier til gavn.
”Nu står jeg op om morgenen og holder mig i gang og har fået en fast rytme. Det betyder også, at jeg sover meget bedre om natten, så jeg er udhvilet og har mere overskud til at lave ting i hjemmet og med mine børn. Det giver en dejlig ro på familien, at vi har samme døgnrytmer, for det er vigtigt, at børnene kommer i seng, så de kan komme op og i skole og på arbejde. Og hvis børnene ikke vil gå i seng, fordi forældrene er vågne, jamen så må forældrene også gå i seng, selvom de ikke har lyst. Vi skal være gode rollemodeller for vores børn”, siger hun og med fem børn i alderen 13-22 år, så der er nok at se til.
Billede 1 Udviklingskursus Greve Nord Projektet

Efter kl 21 er der kvalitetstid

Hendes veninde Yasmin, der ligeledes har fem børn i alderen 7-21, har også taget de gode råd til sig.
”Hos os har vi lavet en regel: Alle tv- og mobiltelefoner skal være slukkede kl 21. Så mødes vi og sidder og snakker og fortæller om vores dag. Og så går vi i seng bagefter omkring kl 22. Det er en rigtig hyggelig tid, hvor vi mødes som familie og har det godt sammen. Vi kan selvfølgelig ikke kontrollere, om de ældste børn igen tænder deres telefoner, når de er gået i seng, men vi gør meget ud af at fortælle dem, at det er vigtigt, at de får sovet, så de er klar til at gå i skole i morgen,” fortæller hun og fortsætter:
”Det var selvfølgelig svært i starten, og børnene brokkede sig, fordi de skulle tidligt i seng. Men vi holdt fast, og nu lytter de. Det har givet os et meget bedre sammenhold og hyggelig stemning i familien, at vi er begyndt at sætte grænser.”

Mindre smerte og mere livsglæde

For Eman har kurset og hendes samtaler med Greve Nord Projektets vejleder gennem de seneste par år medført en meget imponerende forbedring i hendes liv. Hun har ikke længere behov for at tage de smertestillende piller, hun har taget i 12 år.
IMG 0096”Jeg er så taknemmelig for den hjælp. Jeg har haft så mange smerter i så mange år, at jeg næsten ikke har kunnet fungere. Men nu tager jeg ikke pillerne mere, for jeg har lært, hvordan jeg kan få det bedre uden. Jeg har fået et meget bedre liv nu. Jeg har stadig ondt, men nu kan jeg lave mange flere ting og være mere sammen med mine børn,” fortæller Eman, der mistede en del af sin hofte som barn under krigen i Libanon.
Skaden blev ikke behandlet ordentligt, hvilket betyder, at Eman har levet meget af sit liv med smerter og haft svært ved at bevæge sig rundt. På billedet herover ses Eman, der modtager et diplom for sin deltagelses i Integrations Pionererne i 2015, der var et andet integrationsprojekt, som Greve Nord Projektet afholdte.
Også Yasmin har oplevet at få en større livsglæde og mere energi.
”Jeg kan mærke, at jeg ikke har så ondt mere. Jeg er blevet meget stærkere. Både i kroppen, men også indeni. Jeg har mere overskud til at klare husholdningen og fx hjælpe mine børn med deres lektier. Jeg har fået et bedre syn på livet, og jeg føler mig meget mere glad. Det er dejligt, fordi jeg ved, at det så ikke går ud over mine børn, når jeg er ked af det,” forklarer hun.

Børnene glade for mors kursus

Som en del af kurset vejledes de arabiske kvinder også i, hvordan de skal tackle de konflikter, der uundgåeligt opstår i familien.
”Vejlederne har givet os mange gode råd til, hvordan vi skal tale sammen og blive bedre til at forstå vores børn. Jeg er blevet bedre til at tale med mine børn og lytte til dem. Jeg vil gerne støtte og hjælpe dem, så de kan få en bedre opvækst her i Danmark. Det er vigtigt, så de kan klare sig godt i skolen og få et godt arbejde og være glade,” siger Eman.
Og Yasmin nikker og fortsætter:
”Det er vores opgave, at vores børn bliver glade og stærke. Og det kan vi hjælpe dem med, nu hvor vi selv har fået det meget bedre. Mine børn siger allesammen, at de kan se, at jeg er mere glad, og at de er glade for, at jeg er kommet på kursus, fordi de har fået en mere glad mor. Derfor lytter jeg meget efter på kruset, for jeg vil gerne være en god rollemodel for dem”.

Vi bruger hinanden

Sammen med et par andre kvinder mødes Yasmin og Eman hver tirsdag til undervisning og efterfølgende debat om de forskellige temaer, som vejlederne fra Greve Nord Projektet underviser i.
Emnerne spreder sig over temaer som håndtering af stress, angst, sorg og depression og hvordan det påvirker hele familien, kropsbevidsthed og adskillelse af fysiske og psykiske smerter, vilje til at forandre sin egen situation og ikke mindst hvor vigtigt det er, at man som forældre tager sin rolle alvorligt og gør det bedste for ens børn.
Sammen taler vejlederne og kvinderne om, og hvad de kan gøre for at få det bedre. IP undervisning WEB
Men læringen slutter ikke her, for kvinderne bruger i høj grad også hinanden som sparring, og når en af dem synes, at det er svært, så bakker de andre hende op.
”Vi kan bruge hinanden, fordi vi ved, hvordan det er. Vi har selv prøvet det,” forklarer Eman.
Kursusdeltagerne tager også deres erfaringer og nye viden med hjem og ud i deres netværk til andre kvinder i Greve Nord.
”Jeg har en veninde, der har meget ondt, men hun vil ikke på kursus, for hun vil ikke så meget ud. Men jeg har forklaret hende, at det er vigtigt, at hun taler med vejlederne, selvom det er svært. Det er vigtigt, at man kommer ud og får hjælp, for det er ikke sundt, at man sidder derhjemme og er ked af det selv,” siger Yasmin.

Vil gerne arbejde igen

Eman er uddannet designer og Yasmin er uddannet matematiklærer. Siden de kom til Danmark er der dog ingen af dem, der har arbejdet med deres fag, fordi de dels har haft for stærke fysiske smerter, men heller ikke har været stærke nok psykisk til at være en del af det danske arbejdsmarked. Det er først inden for de seneste år, at de er begyndt at lære at tale dansk, og de har ikke haft overskud til også at søge arbejde.
Men viljen til at skabe sig et bedre liv, og den store positive udvikling, som de to kvinder har været igennem og oplevet på både krop og sind, betyder også, at de gerne vil i gang igen.
Yasmin vil gerne arbejde som lærer igen, og selvom der er stadig et stykke vej dertil, er hun klar til at arbejde for det.
Begge kvinderne bruger nemlig også Greve Nord Projektets andre aktiviteter og tilbud. De går til danskundervisning, deltager i den arabiske kvindegruppe, der bl.a. mødes og spiser, har fået individuelle samtaler hos vejlederne m.m. De er blevet en del af et større fællesskab i Aktivitetshuset, og de er begge meget taknemmelige for den hjælp, der har fået.
”Jeg ville bare ønske, at vi havde fået sådan et kursus for mange år siden. Så havde vores liv måske set helt anderledes ud dag. Men det er ikke for sent at gøre det bedre. Vi skal se frem og ikke tilbage. Det har vi selv lært på kurset,” siger Yasmin.

Du kan læse mere om udviklingskurset her

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her