Ny politibutik åbnet i Greve Nord


Politiet har fået nye lokaler i Greve Videnscenter, så de kan være mere synlige i området og komme mere i dialog med borgerne

Af Sarah Z. Ehrenreich Greve Nord Projektet

Det er ikke fordi, der er sket ulovligheder eller uroligheder, hvis du ser flere politibiler på gaderne i Greve Nord. Faktisk tværtimod.
Midt- og Vestsjællands Politi har fået nye lokaler på Greve Videnscenter på Hundige Allé, og derfor vil både de karakteristiske hvide biler og de lokale betjente fremadrettet være mere synlige i området.

Den nye politibutik, som lokalerne bliver kaldt, havde officiel åbning tirsdag d. 21. februar, og det betyder, at borgerne i Greve Nord nu har mulighed for at rette personlig henvendelse uden tidsbestilling til politiet hver torsdag fra kl. 13-16. Udover de tre timer, er det altid muligt at ringe til politiet og aftale en tid, hvor man kan komme forbi, hvis man har noget, man gerne vil tale om.

Det er forebyggelsesenheden, der tidligere har haft til huse i Karlslunde, som har fået fine nye kontorer, og der kommer til at sidde fire/fem faste medarbejdere på Videncenteret. Heriblandt Kurt Worsøe og Kasper Nielsen, som mange af borgerne i Greve Nord allerede kender fra gadebilledet og arrangementer i området.
politibutik4

Glad vicepolitiinspektør og borgmester

Både John Jensen, der er vicepolitiinspektør i Midt og Vestsjællands Politi, og Greves borgmester, Pernille Beckmann, er meget glade for den nye, centrale placering, som politikbutikken har fået.
”Her er vi tæt på rigtig mange borgere, og vi kan have fingeren på pulsen. Vi kan være mere fysisk til stede i området, hvor der bor rigtig mange mennesker samlet, og derfor kan vi også være mere tilgængelige og komme i dialog med endnu flere borgere,” siger John Jensen, der er vicepolitiinspektør i Midt og Vestsjællands Politi.
Placeringen af den nye politikbutik er besluttet af henholdsvis politiet selv, Greve Kommune og Solrød Kommune, som politibutikken også dækker.

”Vi er meget glade for, at vi er nået til enighed om, at det her er det helt rigtige at åbne politibutikken. Det betyder, at politiet vil blive meget mere synligt i gadebilledet, og jeg er sikker på, at det vil have en forebyggende og afsmittende effekt på borgerne. Det vil skabe mere tryghed i nærområdet, og det viser borgerne, at politiet ikke kun kommer, når der er bøvl. De er her lige rundt om hjørnet, og man er velkommen til at komme forbi, når man alligevel har været inde hos Sundhedsplejen eller ovre i centeret,” forklarer Pernille Beckmann og fortsætter:
”Det er vigtigt, at vi fortsætter det gode samarbejde om at gøre Greve Nord endnu mere tryg. Med åbningen her har vi taget en række skridt mere. Dog er det vigtigt at understrege, at trygheden i forvejen er god og opadgående både her i Greve Nord og i hele Greve.”patruljevogn 1   web

 

Kriminaliteten er faldende

Både politiet og borgmesteren påpeger, at beslutningen om at flytte forebyggelses-
enheden til Videncenteret ikke hænger sammen med, at kriminaliteten i området er stigende, tværtimod.

”Jeg kan godt forstå, at folk måske kan gøre sig sådanne tanker, når man tager områdets tidligere ry i betragtning. Men vi oplever faktisk området som meget roligt, og har ingen grund til bekymring,” forklarer John Jensen.
”Årsagen til, at vi har valgt at bosætte os netop her, er, at det er en virkelig god central placering ift. vores mål om at komme mere ud og i dialog med borgerne. Her kan vi møde dem på gaden og i centeret, og det er vigtigt ift. vores samarbejde. Borgerne skal vide, at vi er her, og at vi er tilgængelige,” forklarer han.

Statistikken fra Midt- og Vestsjællands Politi viser også, at antallet af straffelovsanmeldelser i Greve Nord er faldet støt siden 2012. Hvor der i 2012 var 282 straffelovsanmeldelser for Greve Nord området, var der i 2016 182 dvs. et fald på 35,5 procent over de fire år.

Mere tillid til politiet

En af de beboere, der var mødt op for at fejre åbningen og som glæder sig over den nye politibutik, er Lissi Olsen, der bor i Valhals Kvarter fem minutter derfra.
”Jeg synes, at det er rigtig godt, at de flytter ind lige rundt om hjørnet. Selvom der er meget roligt hos os, giver det da en stor tryghed, at man ved, at de er der, og at der er et sted, hvor man kan komme forbi, hvis man har nogle spørgsmål. Jeg tror, at det bliver rigtigt godt,” siger hun.

Tilliden til, at politiet er der, hvis man har behov for deres hjælp er steget de seneste år. Ifølge Rigspolitiets årlige tryghedsindex for 2016, der dog kun dækker Askerød, viser, at 69,3 pct. af beboerne i Askerød har tillid til at politiet vil hjælpe dem, hvis de har behov for det. I samme opgørelse for 2015 var det 68,7 pct., mens det i 2014 var 65,7 pct.
politibutik1

Citronmåner og afspærringsbånd

Den nye politikbutik blev åbnet i fineste stil, og gæsterne blev bl.a. budt på hjemmebagte citronmåner fra Café Ask. Det var de to borgmestre fra Greve og Solrød, der holdt det afsprærringsbånd, som politidirektør Anne Tønnes klippede over, inden alle gæsterne fik lov til at se de nye lokaler, som Midt og Vestsjællands Politi lejer af Greve Kommune.

Åbningstider og kontakt

Politibutikken i Greve Videnscenter, Hundige Allé 11 har åben for henvendelser fra beboerne hver torsdag mellem kl. 13-16.
politibutik2Du er også altid velkommen til at kontakte medarbejderne:
Kurt Worsøe: 25 42 62 70 dækker området Greve Nord og Tjur- Tejstgården, Grønningen og Grønnegården
Kasper Nielsen: 25 42 60 20 dækker området fra Godsvej og til Mosede Landevej
Mette Stisen: 41 37 84 30 dækker området syd for Mosede Landevej og Tune
Kim Pörtner: 25 42 60 58 dækker hele Solrød Kommune
Elisabeth Wiwel: 71 32 24 39 møder efter barsel den 01.06.2017 og overtager området efter Mette
politibutik3

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her