Dagbog fra ferien i Hanstholm


Takket være Dansk Folkehjælps feriepulje har 50 børn og voksne fra Greve Nord været på sommerferie på Vigsø Feriecenter, hvor de har haft en skøn uge

Af Gitte Henningsen og Dorthe Korshøj, Greve Nord projektet

Alle familierne består af enlige forsørgere, der grundet en meget presset økonomi ikke har mulighed for at komme på ferie.
Derfor har Greve Nord Projektet og Dansk Folkehjælp indgået et samarbejde, hvor vi kunne invitere familierne med på sommerferie i Nordjylland, så de sammen i deres egen lille familie, men også sammen med andre familier fra området, kunne få en række sjove og hyggelige oplevelser. Turen er primært finansieret af Dansk Folkehjælp, og med støtte fra Greve Nord Projektet og Fødevarebanken er det lykkedes at lave en ferie for de 15 familier, hvor egen betalingen var absolut minimal.

Du kan læse mere om baggrunden for ferien her

Previous ◁ | ▷ Next

Dag 1:
Så nåede vi Vigsø Feriecenter. Her er så flot!
Vi blev hentet i bussen i Askerød, og så var det ellers bare derud af.
Busturen var lang, men alle børn klarede det flot.  Så humøret var højt, da vi trillede afsted den lange vej til Jylland. Alle familier blev indkvarteret i husene, og de har fået program om, hvad der skal ske af aktiviteter for hele ugen. Det bliver rigtig spændende!  Alle syntes, det er et fantastisk sted og nogle meget flotte huse, og vi er alle meget glade for at være med på tur.
Vi glæder os til en dejlig uge med sjov og leg og skæg.

Dag 2:
I dag har vi holdt informationsmøde og været på en flot gåtur i området.
Alle familier har været i Badeland i flere timer, og ungerne var vilde med det... og de voksne var meget trætte bagefter.
Alle børn store og små har deltaget i bolcheværksted og var meget stolte af det, de havde lavet. Det var også nogle meget flotte bolcher, og det var sjovt, at man kunne lave dem selv. Nu skal vi bare spise alle lækkerierne. Haps haps lige ned i maven.

Dag 3:
Igen i dag har det været en dag fyldt med sjov og leg.
Men der er også nogle af deltagerne, der skal på kursus, fordi de er i forløb hos Jobcenteret.
Så om formiddagen var de på kursus, mens de frivillige passede børnene. Bagefter var der fri leg og aktiviter. De største børn var seje og meget modige, og de var ude og køre hurtigt i gocart. Det gik meget hurtigt
Bagefter kom der en og lavede de flotteste ballondyr og ansigtsmaling for de yngste børn, så man kunne blive malet som det, man ville.
De større børn syntes også ballondyr var sjovt. Til aften var der fællestur til stranden. Det var en dejlig tur, og nu er vi meget trætte. Så folk er begyndt at gå i seng i husene.
God nat og sov godt

Previous ◁ | ▷ Next

Dag 4:
Dagen startede med undervisning for kursisterne, de bliver meget kloge. Kl. 12 var der fællestur, som alle havde glædet sig meget til - afsted med os!
Første stop var Hanstholm Havn, hvor der blev serveret lækker fisk fra restaurant, det smagte rigtig dejligt og friskt.
Derefter gik busturen til en smuk nationalpark, hvor vi fik en rigtig god rundvisning af en guide, der fortalte alt muligt spændende om området. Til sidst endte vi i Klitmøller, det er en kæmpe strand, hvor alle de modige havde en mulighed for at bade eller soppe, men det var lidt køligt, så der var andre, der hellere ville sidde og nyde udsigten. Bussen kørte os hjem igen, og vi var alle ret trætte efter turen, så resten af aftenen stod den på leg, aftensmad og hygge, inden vi gik i seng

Dag 5:
I dag har det regnet... som i regnet rigtig meget, derfor har vi hygget indendørs hele formiddagen.
Men om eftermiddagen holdt det endelig op med at regne, så vi kunne spille minigolf. Jubii!
Alle børn har også været en tur mere i badeland, og der er hygget i husene.
Vi skal hjem imorgen fredag, så der blev hygget og leget igennem.
Sidste måltid her på ferien var byg-selv-burger og isvafler til dessert! Nøj, det smagte godt!
I aften er der popcorn og sodavand, mens vi taler om ugen og om, hvad vi synes, der har været sjovt.
Imorgen kommer bussen igen og kører os den lange vej tilbage til Greve Nord, men nu har vi masser af gode historier og oplevelser, som vi kan tale om. Så går turen lidt hurtigere.

Du kan læse mere om baggrunden for ferien her

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her