Greve Nord Projektets nye sekretariatsleder: Livet skal være sjovt


Majken glæder sig til at bringe både sin faglighed og sig selv i spil som den nye leder i Greve Nord, for hun mener, at det skal være sjovt og dejligt at bo her

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Majken Rhod Larsen er meget sit arbejde. Ikke forstået på den måde, at hun ikke kan lægge det fra sig og altid er ”faglige Majken”. Men på den måde at hun tager meget af sin person med i sit arbejde.
”Jeg brænder for det boligsociale arbejde, fordi jeg både fagligt, men også som privatperson kan se, hvor stor en forskel, det gør. Et godt forhold til sine naboer, fællesskabsfølelsen og det at man tager ansvar for sine medmennesker er vigtig for mig, og derfor er det nok også meget naturligt, at jeg tager meget af mig selv med i mit arbejde,” forklarer hun.
Majken 3Majken er den nye sekretariatsleder i Greve Nord Projektet, og hun havde første dag d. 1. august. Hun ser frem til at komme i gang med det hele, for hun kender så udmærket godt Greve Nord.
”Jeg har jo læst og set meget om indsatsen herude, og jeg vidste, at der var gang i nogle rigtig gode initiativer og en udvikling af området, som jeg synes var spændende, og som jeg gerne vil være en del af,” siger hun og fortsætter med et grin:
”Jeg har glædet mig rigtig meget. Og er nu ved at sætte mig ind i det hele.”

Rygsækken er pakket
Der er ingen tvivl om, at Majken nok hurtigt skal komme ind i det hele. Hun har nemlig meget erfaring indenfor det boligsociale arbejde på flere niveauer. Hun har både arbejdet på som projektmedarbejder og senere projektleder i et boligsocialt projekt i Albertslund i sammenlagt otte år, men har også meget erfaring med de større strategiske boligsociale indsatser fra sit arbejde som specialkonsulent og projektleder i Center For Boligsocial Udvikling (CFBU), hvor hun også arbejdede i otte år.
Majken HSMajkens rygsæk er derfor fyldt med god viden om, hvad der virker, og hvad der virker mindre godt i boligsociale projekter, som hun vil gøre brug af her i Greve Nord.
”Jeg har prøvet lidt af det hele. Jeg har både været den, der sammen med beboerne talte om, hvordan beboerne gerne ville have, at deres bydel skulle udvikles, og jeg har været den der har banket på hos beboerne skabe dialog og engagement til en fælles indsats hos områdets beboere. Jeg har også været den, der har siddet med det overordnede ansvar for, at få projekterne i hus, så alle var tilfredse. Senere har jeg gennem mit arbejde på CFBU gennemgået og rådgivet rigtig mange helhedsplaner fra hele landet, så jeg har et godt indblik i, hvilke metoder, der virker ift. indsatser, beboergrupper m.m.,” fortæller Majken.

2+2 = 5
”Noget af det vigtigste, jeg har lært fra alle de steder, jeg har arbejdet er, hvor essentielt det er at samarbejde om opgaverne. At kunne bruge hinandens kompetencer og ressourcer for at nå hen til det fælles mål og den udvikling eller resultat, som man går efter. Uanset målet så giver det så meget mere, når man samarbejder. Det lyder måske som en kliché, men jeg mener, at to plus to giver fem i et velfungerende samarbejde, fordi der er så meget merværdi i samarbejdet,” forklarer Majken.
Igennem sine tidligere jobs har Majken også fået en solid erfaring i at samarbejde med flere forskellige grupper. Heriblandt kommuner, boligorganisationer, beboerne, kultur- og uddannelsesinstitutioner, foreninger og erhvervsdrivende m.m.
Hun påpeger, at viljen til at ville løfte i flok er nøglen til en hver succesfyldt aktivitet eller indsats uanset, hvor højt eller lavt niveau, der er tale om.
”Det handler om, at vi skal bruge hinanden til det, vi hver især er gode til og de muligheder, vi har. Kommunen kan noget, boligorganisationerne kan noget andet, beboerne noget tredje, og vi i helhedsplanen har nogle helt fjerde muligheder og ressourcer. Alle de gode kræfter skal lægges sammen, så vi kan skabe det bedste Greve Nord, og den mest attraktive bydel for områdets s beboere. Og den proces glæder jeg mig meget til at være en del af,” siger hun.

Velkommen til vores kvarter
Privat bor 50-årige Majken sammen med sin mand og den yngste af hendes to store sønner på Frederiksberg. De bor i en lejelejlighed, hvor fællesskabet og det sociale ansvar overfor naboerne fylder meget. Også her vil hun altså hive sig selv og sin hverdag med i sit arbejde.
”Hjemme hos os gør vi meget ud af, at nye beboere føler sig velkommen. Fx har vi fået et rigtigt godt forhold til vores naboer, fordi vi bød dem velkommen, da de flyttede ind. Vi har bl.a. holdt nytår sammen, og låner hos hinanden, hvis der er noget, vi lige står og mangler. Jeg bærer også nogle gange en af naboens to børn op til 4. sal, når deres mor står med to trætte børn og bæreposer i hænderne. ” fortæller hun.

Jeg var ikke i tvivl
Det er ikke kun samarbejde mellem beboerne og naboerne, der har trukket Majken til Vestegnen. Gennem sin stilling på CFBU er hun en del gange stødt på navnet Greve Nord Projektet og tænkt, at det var en rigtig god ting, der var gang i.
”Jeg ville gerne ud i marken igen og have ansvaret for ”mit eget” projekt, men det skulle jo ikke bare være et hvilket som helst boligsocialt projekt. Det skulle være et, hvor jeg kunne se mig selv og mine kompetencer blive brugt, og hvor jeg også kunne få noget igen fx ny viden og ny energi ved arbejdet. Så da stillingen som sekretariatsleder i Greve Nord Projektet blev ledig, var jeg faktisk ikke i tvivl om, at det da var her, jeg skulle hen,” fortæller hun.Majken 1”Jeg bliver som sagt inspireret af samarbejder på tværs og mulighederne. Og jeg har jo gang på gang set, hvor meget vægt, der lægges på samarbejder mellem de forskellige aktører her i Greve Nord. Hvordan kommunens sagsbehandlere fx samarbejder med medarbejderne på ejendomskontorerne og tilbage til andre i det kommunale regi. Det er et imponerende netværk, der er sat i gang, og jeg er stolt af at stå i spidsen for, at det skal fortætte og udvikles yderligere.”

Retfærdigheden er vigtig
At Majken bruger meget af sin person i sit arbejde kommer også til udtryk, når hun fortæller, hvorfor det boligsociale, driver hende. Hun har en høj retfærdighedssans og vil derfor gerne arbejde for at styrke områdets beboere til selv at kunne få mere ud af deres hverdag.
”Det er vores opgave at støtte de borgere, der ikke har lige muligheder, eller som måske ikke er i stand til at gøre brug af de muligheder, de har. Fx fordi de ikke kan sproget, eller fordi de ikke kender til mulighederne. Det behøver ikke være sådan, at alle skal have et direktørjob, men det er vigtigt, at gøre folk opmærksomme de valgmuligheder, der er i livet fx uddannelse, job, bosætning, rettigheder m.m. Og ikke mindst ruste beboerne til selv at kunne bruge af valgmulighederne efterfølgende,” forklarer Majken.
For selvom Majken er meget glad for sit nye job som områdesekretariatsleder i Greve Nord Projektet, er hun ikke i tvivl om, hvad hendes mål er:
”Vi arbejder jo for at gøre os selv arbejdsløse. For at styrke beboernes evner til selv at orientere sig i samfundet og til at bidrage til lokale aktiviteter. For at skabe så stærke samarbejder, at initiativerne og indsatserne, der sættes i gang, kan køre uden projektets hjælp. Det vil sige hos de institutioner og frivillige aktører, der er i området,” påpeger hun.

En tur på rutchebanen
Vigtigt for Majken i bestræbelserne på at gøre Greve Nord til et endnu bedre sted at bo er dog, at der også skal være plads til sjov. Hun beskriver sig selv som uformel og påpeger, at lige så strategisk tænkende og alvorlig hun kan være, lige så vigtigt synes hun, det er, at der er plads til at være lidt barnlig og have det sjovt.
Majken 2
”Jeg tror slet ikke, at jeg kan lade være med at være fjollet nogle gange. Jeg tror, at det er sundt for os alle at give os selv lov til at føle den barnlige glæde eller begejstring med jævne mellemrum, selvom vi ellers er voksne med ansvar og alt det andet, der hører voksenlivet til. I min verden skal der være plads til begge sider,” siger hun.

Ring, kom eller skriv og sig hej
Du kan altid ringe til Majken på telefon 60 35 46 64 eller skrive hende en mail på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
”Og det er uanset, om det er for noget fagligt eller fordi, man har en god joke, eller anden sød historie, man gerne vil fortælle. Jeg vil meget gerne møde alle beboerne og høre, hvad I mener er vigtigt, at Greve Nord Projektet gør i området. Det er jo beboerne, der er eksperterne, og vi er her bare på lånt tid”, slutter hun med et smil.

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her