Lone glæder sig til at hjælpe de unge i job


”Det er så fedt at se, hvordan de unge vokser og udvikler sig, når de får et job. Pludselig er de lige 20 cm højere. Det er en rigtig spændene rejse, som man få lov at blive en del af”

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Lone Holm Clausen er Greve Nord Projektets nye fritids- og lommepengejobvejleder, og hun skal hjælpe områdets unge med at finde et godt fritidsjob, som de kan have ved siden af skolen.

”At have et fritidsjob kan faktisk have rigtig stor betydning for ens fremtidige liv, fordi man lærer meget om sig selv, sine kompetencer og interesser. Det giver ansvarlighed og betyder, at den unge får et værdifuldt indhold i sin hverdag, der for nogen også kan være med til at bryde nogle negative vaner,” fortæller Lone og fortsætter:
lone 2”Samtidig er det en god introduktion til arbejdsmarkedet, når man skal ud og arbejde rigtigt som voksen. Der er en stor læring i, at der på et fritidsarbejde bliver sat krav til en, og at man skal stå til ansvar for sine egne handlinger. Det giver en modenhed, som også genspejles i den unges andre livssituationer fx i skolen”.
Det er områdets unge mellem 13 og 17 år, som Lone skal hjælpe og støtte, og hun er vant til at arbejde med netop den aldersgruppe fra både sin tid i andre boligsociale projekter, men også fra hendes seneste job i Røde Kors.

De vokser
Lone har tidligere arbejdet med børn og unge og fritidsjob-indsats i boligsociale projekter. En af de mange grunde til, at hun rigtig godt lide netop den arbejdsindsats, er, at hun her får muligheden for at hjælpe nogle unge, der har hele livet og masser af muligheder foran sig, men som har behov for lidt hjælp til at få sat gang i det hele.

Lone 3Hun fortæller, at noget af det, der giver hende stor glæde og tilfredsstillelse er, at hun kan se, hvor meget det betyder for den enkelte unge.
”Det handler jo om, at vi i fællesskab skal finde ud af, hvad det er den unge gerne vil arbejde med, hvilke kompetencer vedkommende har, og hvordan de kan bruges på et arbejde. Det er utrolig givende at se, hvordan de vokser undervejs som de finder ud af, at de faktisk har en masse kompetencer, og kan en masse ting, som de ikke troede, at de kunne,” siger hun og fortæller videre:
”Når man arbejder så meget en til en, bliver man en del af den unges rejse, og det er meget privilegeret situation at stå i. Det giver mig så meget glæde i mit arbejde, at jeg kan se, at det lykkedes, og at de faktisk slet ikke har behov for min hjælp mere.”

Gider ikke statistik
Lone er 33 år, og er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet. Det er dog ikke den ”tørre” del af uddannelsen, hun brænder for at bruge, men derimod den medmenneskelige, hvor hun er i direkte kontakt med de mennesker, hun arbejder med.
”Jeg vil gerne ud og være tæt på de unge og støtte dem mere direkte. Jeg ville godt kunne sidde bag et skrivebord og lave undersøgelser af, hvordan man hjælper flere unge i fritidsjob og statistikker over, hvor stor en effekt det har. Men det er ikke det, jeg vil. Jeg vil ud og være til stede og arbejde i marken. Det er det, der giver mig energi, og det er der, jeg føler, at jeg faktisk gør en forskel,” forklarer hun.

Hun er derfor meget begejstret for den måde, som boligsocialt arbejde fungerer.
”Jeg synes, at det er en fantastisk måde at arbejde på. Vi møder beboerne, der hvor de er, og hvor de bor. Vi får mulighed for at komme helt tæt på, og det giver nogle unikke arbejdsmetoder og muligheder for at støtte både hver enkelt, men også at løfte området generelt. Det er et stort ansvar de giver os, når vi får lov at arbejde der, hvor de bor.”

En del af udviklingen
Der findes unge overalt i landet, der gerne vil have hjælp til at finde et lommepenge- eller fritidsjob. Men at Lone valgte at søge mod Greve Nord var ikke en tilfældighed.
Hun kender nemlig en del til Greve Nord Projektet i forvejen, fordi hun har arbejdet i søsterprojektet i den boligsociale indsats i Albertslund og i en boligsocial helhedsplan i Husum.
”Greve Nord Projektet et rigtigt godt ry i den boligsociale verden som et sted, hvor der er fokus på udvikling af både beboerne og området, og hvor et faktisk går rigtig godt. Hvor der er engagerede medarbejdere, og hvor der er plads til projekter, der netop løfter og videreudvikler på et rigtig godt fundament, og hvor man ikke bare skal holde minimums standard. Og den gode indsats, vil jeg rigtig gerne være med til at arbejde videre på,” siger Lone.

Det første vigtige skridt
Lone ser frem til at komme ud og få skabt kontakten til de unge, og det vil hun bl.a. gøre ved at møde dem, hvor de er og gøre dem opmærksom på, hvordan hun kan hjælpe dem, der gerne vil have et arbejde.
”Langt de fleste af de unge, jeg møder, vil rent faktisk gerne have et arbejde, men har måske oplevet at få nogle afslag, der har betydet, at det er svært at komme op på hesten igen. Andre gange handler det også om, at vi sammen skal forventningsafstemme, hvad der kan lade sig gøre at arbejde med samtidig med at skolen skal passes og fester med vennerne. Der er en meget stor læringsproces i at have og fastholde et fritidsjob, for det er faktisk første vigtige skridt ud i den virkelige verden,” forklarer hun.
Lone 1

Altafgørende samarbejder
En stor del af hendes arbejde vil også være at skabe netværk til de lokale virksomheder og erhvervsdrivende i området og gøre dem opmærksom på, hvorfor det er en god idé for netop dem at have en ung ansat i fritidsjob.
”Samarbejderne med de lokale virksomheder er jo alt afgørende i den her sammenhæng, for der skal jo også være fritidsjob og lommepengejob til de unge at få. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med udfordringer, der kræver at man samarbejder for, at de lykkedes. Det giver en mere yes-følelse, end hvis man bare selv har løst en opgave. I det her arbejde får man indblik i mange forskellige typer af arbejdsopgaver og arbejdspladser, og det gør det bare endnu mere spændende, for så skal man tænke samarbejde på en ny måde hver gang. På den måde er opgaverne langt fra ens, og det trives jeg rigtig godt med, så det ikke bliver rutine,” siger hun.

Lone skal derfor være brobygger mellem de unge og erhvervslivet, og det er et ansvar, som hun glæder sig til.
”Jeg bliver oprigtigt glad, når det lykkedes at matche en ung og en virksomhed, og at det ender med at blive en succes for alle parter. Når jeg kan se, at den unge trives, og at arbejdspladsen er glade for at have vedkommende der. Det er de succesoplevelser, som man bare ikke kan få for mange af,” siger hun.

Jeg er 80 år
Det er bestemt ikke lige til at se det, men der gemmer sig faktisk en 80-årig dame indeni Lone, der ellers er så frisk og fyldt med energi.
bedstemor madDen 80-årige kommer dog også mest til udtryk, når Lone er i køkkenet hjemme i lejligheden i Nordvest. Hun kan nemlig rigtig godt lide at bage alverdens kager og sylte og lave hjemmelavede marmelader.

”Så går der bedstemor i den, og det synes jeg faktisk, er rigtig skægt. Jeg kan godt lide det med at lave det fra bunden. I sidste uge lavede jeg blommemarmelade, og i eftermiddag skal jeg ud og plukke hindbær. Jeg slapper helt af, når jeg laver sådan nogle ting, det er min måde at koble af på,” fortæller Lone, hvis egen yndlingskage er noget med rabarber og citron.
”Det må ikke være for sødt. Så hellere lidt syrligt. Faktisk mener jeg, at der skal citron i stort set al mad. Det er et godt pift til alt,” griner hun.

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her