National interesse for indsatsen for udsatte beboere i Greve Nord


Greve Nord Projektet var blevet inviteret til at holde workshop om naboer med psykiske lidelser på den store konference Almene Boligdage

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Interessen for, hvad vi i Greve Nord gør for at skabe bedre trivsel for beboere med psykiske lidelser, for naboerne og ejendomsfunktionærerne, var stor ved konferencen i Aarhus. 85 beboerdemokrater og fagfolk fra hele landet var mødt op for at høre, hvordan vi arbejder med udfordringerne i de almene boligområder i Greve Nord.
oversigtGreve Nord Projektet har i samarbejde med Greve Kommune, områdets fire boligorganisationer, driftspersonalet fra de fire ejendomskontorer og andre samarbejdspartnere de seneste år haft stor fokus på de udfordringer, det medfører, når beboere med psykiske lidelser bor dør om dør med andre borgere.
Der er igangsat en række tiltag og samarbejder på tværs, der skal være med til at sikre trivsel og glæde ved at bo her for alle beboere med og uden diagnoser og et bedre arbejdsmiljø for det ejendoms- og kommunale personale, der har kontakt med beboerne med psykiske lidelser.
”Vi oplever, at der er stadig flere af beboerne i Greve Nord, der har psykiske lidelser. Det påvirker beboerne selv, med det påvirker også deres naboer og områdets ejendomsfunktionærer. Vores opgave i Greve Nord Projektet er, at bidrage til udviklingen af Greve Nord til at være et endnu mere attraktivt sted at bo og til at være en bydel, hvor mennesker trives endnu bedre. Der skal være plads til alle beboere – både de med psykiske lidelser og de uden, forklarede sekretariatsleder i Greve Nord Projektet Majken Rhod Larsen.
majken slide
”Det drejer sig derfor om at opbygge fællesskaber og aktiviteter i området, der kan rumme alle. Hvor beboere kan mødes på kryds og tværs, og hvor beboerne selv bidrager og bærer til fællesskaberne. Vores indsatser drejer sig også om at styrke netværket omkring ejendomsfunktionærerne, så de kan få støtte og nye værktøjer til at hjælpe beboere, der for eksempel isolerer sig, misligholder lejemålet eller har en udadreagerende adfærd,” fortsætter hun.

Hvem kan vi kontakte?
Pædagogisk Psykologisk vejledning har udarbejdet et netværkskort, så de relevante parter kan se, hvem man kan kontakte, når man står i en situation med en beboer med psykiske lidelser. Greve Nord Projektet har afholdt kurser for driftspersonalet, hvor de har fået mere viden om, hvordan de skal forholde sig, hvis en beboer reagerer uhensigtsmæssigt eller ubehageligt, og samarbejdet med kommunens Pædagogisk Psykiatrisk Vejledningscenter samt Støttekontakt Personerne er blevet mere effektiviseret.
Initiativerne og tiltagene er baseret på ideer og forslag som kommunale fagfolk, fagfolk fra boligorganisationerne, beboere, boligsociale fagfolk og den boligsociale indsats udarbejdede ved den Bydelskonference, som Greve Nord Projektet afholdt i marts.

BL: Greve Nord er et godt eksempel
Det er BL – Danmarks Almene Boliger, der arrangerer den store konference i Aarhus og havde inviteret Greve Nord Projektet og vores samarbejdspartnere til at afholde workshoppen og dele erfaringerne.
paneldebat”Greve Nord Projektet er et godt eksempel på, hvordan man kan arbejde på tværs af boligorganisationer og boligområder og sammen drøfte de oplevelser og erfaringer, som ansatte har med psykisk syge beboere. Samtidig indeholder projektet relevante bud på konkrete tiltag, som kan komme andre boligorganisationer til gavn. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, hvis der er allerede er fundet løsninger andre steder i sektoren,” sagde Bent Madsen, der er direktør i BL, og fortsatte:
”Den almene sektor skal kunne rumme alle, også folk med psykiske lidelser. Det er en opgave som almene boligorganisationer er både gode til og stolte over at løse, og som der er en bred accept af blandt beboerne. Men de seneste mange år, oplever vi, at almene beboere og ansatte i boligorganisationerne kommer til at skulle løse udfordringer, som går langt ud over forudsætningerne for de almene boligers opgave. BL har foretaget en undersøgelse, som viser, at 88 % af de ansatte i boligorganisationerne oplever store udfordringer med psykisk syge beboere. Samtidig oplever 60 % af boligorganisationerne, at problemet er stigende. Derfor er det et vigtigt tema at tage op på Almene Boligdage. Her har både beboerdemokrater og ansatte mulighed for at mødes på tværs af sektoren og drøfte de udfordringer og mulige løsninger, der findes på dette område”.


Ikke klædt på til opgaven

I Greve Nord Projektet vil vi naturligvis gerne dele vores erfaringer, og derfor drog sekretariatsleder Majken Rhod Larsen, direktøren fra BO-VEST Ulrik Brock Hoffmeyer, driftslederne Jørgen Buch, Ali Laroub og Jørgen Jensen fra henholdsvis SYD-BO, Askerød og Gersagerparken Greve boligselskab til Aarhus for at fortælle og forklare.

Mens Ulrik Brock Hoffmeyer og Majken Rhod Larsen præsenterede de mere overordnede udfordringer og løsningsforslag, som vi arbejder med i Greve Nord, fortalte de tre driftsledere om nogle af de ubehagelige og frustrerende oplevelser, som de har haft med beboere med psykiske lidelser gennem årene. De efterlyste også en række redskaber til bedre at kunne hjælpe de udsatte beboere og undgå, at situationerne nogle gange spidser til og bliver større end nødvendigt.Driftsledere web”Vi vil gerne understrege, at det ikke er fordi, vi ikke ønsker, at der skal bo udsatte beboere i vores almene boligområder. Slet ikke. Alle er velkommen, men vi vil gerne gøre vores arbejde ordentligt, og så skal vi klædes bedre på til de nye opgaver der kommer i takt med, at antallet af beboere med psykiske stiger. Vi er ansat som driftspersonale, vi er ikke socialpædagoger, så hvordan skal vi vide, hvordan vi kan hjælpe, hvis vi ikke bliver klædt på til det?” spurgte driftsleder Jørgen Buch.

Kender udfordringerne
”Det er jo også en problemstilling, som vi så udmærket kender til i Ballerup. Vi har også beboere, der har det rigtig skidt. Jeg har fået rigtig meget ny viden og gode råd til, hvad man kan gøre for at hjælpe alle parter, som jeg vil tage med hjem og fortælle min bestyrelse. Det er jo et ret indviklet emne, så derfor er det godt, at vi kan lære af hinandens udfordringer og løsninger,” sagde Lene Pedersen fra afdelingsbestyrelsen i Ballerup Boligselskab.
pici5Ved siden af hende nikker Kim Christensen. Han kan også godt genkende problematikkerne fra Frederikshavn Boligforening, hvor han er ansat som vicevært.
”Vi vil rigtig gerne hjælpe alle vores beboere, men det er svært, når vi hverken har de faglige eller tidsmæssige ressourcer. Jeg er kommet her i dag, fordi jeg gerne vil høre, hvordan de gør på ejendomskontorerne i Greve Nord. Det er et meget vigtigt emne at tage op, for det er en problemstilling, som vi alle står overfor som driftspersonale i de almene boligområder i hele Danmark,” sagde han og fortsatte:
”Så hvis de har opfundet den dybe tallerken i Greve, så vil vi da meget gerne låne den også.”

Postkassen sladrer
Deltagerne fik sig noget af en øjenåbner, da Gitte Nyberg fra kampagnen En Af Os fortalte sin personlige historie. Gitte Nyberg er fået diagnosen bipolar, og har i mange år levet med de mange udfordringer og kraftige udsving, som den psykiske lidelse medfører.
Hun fortalte bl.a. deltagerne, hvordan hun var et fuldkommen andet menneske, når hun var manisk, og hvordan det har påvirket ikke kun hendes eget liv meget negativt, men i høj grad også hendes børns.

Gitte Nyberg fortalte også, at hun ville ønske, at der var nogle naboer, en ejendomsfunktionær eller anden fagperson, der havde rakt hånden ud og spurgt, om der var noget, de kunne hjælpe hende med i de perioder, hvor hendes liv på ingen måde hang sammen. Hun bebrejder ikke nogen, men understreger samtidig, at det er vigtigt, at vi tør spørge ind og hjælpe vores naboer og medmennesker.

”De vidste godt, når jeg havde det skidt og var helt nede i kulkælderen. Bl.a. kunne det ses på, at min postkasse ikke blev tømt i flere uger. Det flød over med reklamer og aviser. Blomsterne i vindueskarmen i opgangen blev heller ikke vandet og visnede, og der flød sko og andet ude foran døren, hvilket er forbudt i opgangen. Og det var ting, jeg ellers altid havde styr på. Det er sådanne signaler, man skal kigge efter, når man gerne vil hjælpe,” forklarede Gitte Nyberg og fortsatte:
”Jeg forstår godt, at man ikke ved, hvordan man skal henvende sig eller reagere, når ens nabo har en psykisk lidelse. Man kan være bange for, hvordan de reagerer. Men derfor er det vigtigt, at vi får sat nogle ord på, hvad man kan gøre. Det kan fx bare være at komme forbi en dag med et fad frikadeller og spørge, om vedkommende har det godt, og om der er noget, man kan hjælpe med.”

Du kan læse mere om Greve Nord Projektets konference ’Beboere med psykiske lidelser og andre udsatte beboere’ her

Se flere uddrag af Gitte Nybergs personlige fortælling her

Se hele Greve Nord Projektets oplæg her

Se hele driftsledernes oplæg her

Se hele En Af Os' oplæg her

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere