Beboerportræt:

Birgitte: Der skal mere gang i vandreskoene og gadedrengehop


Birgitte Helweg Bendtsen har meldt sig sundhedskampagnen 60.dage, fordi hun gerne vil have en kickstart

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

”Nu må der ske noget. Jeg skal have en kickstart. Mit BMI skal ned, og jeg vil gerne have min vægt stabilt ned og ligge et stykke under 70 kg.,” siger 69-årige Birgitte fra Gersagerparken.
”70 kg. er mit skræmme-tal, og der vil jeg ikke over. Så nu må der gøres noget,” understreger hun.

Derfor har hun tilmeldt sig den store sundhedskampagne 60.dage, hvor hun hver dag skal registrere, hvad hun spiser, og hvor meget hun motionerer.
”Jeg skal have gjort motion til en del af min hverdag igen. Jeg vil gerne ud og gå nogle lange ture og med tiden også begynde at løbe lidt igen. Jeg har ingen forventninger om, at det skal være lange distancer, men hvis jeg kan gøre det til en god vane at komme ud og gå en lang tur hver anden dag, så er jeg godt tilfreds,” forklarer hun.
Birgitte Helweg 1Deltagerne i sundhedskampagnen skal hver dag i 60 dage ind på nettet og taste ind, hvad de har spist, og hvor meget og hvordan de har bevæget sig, hvilket så bliver omregnet til point. Morton giver point, og fødevarer koster point alt. Så alt efter hvad man spiser, og hvor meget og hvilken motion, man dyrker har Birgitte og de andre deltagere et dagligt pointregnskab, som skal gå op, hvis de vil tabe sig.

Ingen baglås her
Kampagnen startede d. 22. januar, og Birgitte et mål om at tabe fem kilo. Men som hun fortæller, så handler det mest af alt om, at hun taber de fem kilo på en rolig måde, der betyder, at hun ikke tager dem på igen så snart, kampagnen er slut.
”Det nytter ikke, at jeg stresser omkring det, for så går min krop helt i baglås, og så taber jeg mig slet ikke. Det har jeg prøvet før, og det virker bare ikke for mig. Så det er vigtigt, at det bliver så naturlig en del af hverdagen, at det ikke bare er en fase eller periode, men en livsstil,” forklarer hun.

Det er da heller ikke sikkert, at hun når hele sit mål, inden de 60 dage er slut d. 22. marts.
”Jeg vil bruge kampagnen som et startskud til at få motivationen til at motionere mere igen. Jeg har rigtig mange stillesiddende sysler i løbet af hverdagen, som jeg holder meget af. Bl.a. strikker jeg meget og spiller harmonika. Så jeg skal lige have det ”spark bagi”, der gør, at jeg helt automatisk tænker motion ind i hverdagen, for ellers bliver det for let for mig at glemme det og udskyde det til dagen efter. Og så måske også dagen efter igen,” griner hun.

Gadedrengehop med børnebørnene
Det er ikke kun fordi, at Birgitte gerne vil kunne være i sine bukser, at hun gerne vil tabe sig. Ud over at tabe de fem kilo nu og gerne lidt ekstra på sigt, har Birgitte også et andet mål med at være med i kampagnen. Hun vil gerne kunne lege flere fysisk aktive lege med sine børnebørn.60dagelogo
”Jeg vil fx gerne kunne lave gadedrengehop uden at blive alt for forpustet. Det har jeg altid synes, var sjovt. Der er lige et stykke vej endnu, men jeg tror på, at det nok skal lykkedes,” siger hun.

At man hver dag skal udregne point og lave regnskab er en stor motivation for Birgitte, og hun fortæller, at det er en vigtig faktor ift. at blive fastholdt i de gode vaner.
”Man vil jo ikke gå i minus, så jeg tænker da helt sikkert mere over, hvad jeg spiser, når det gøres op på den måde. Så vurderer man lige, om det stykke chokolade eller andet sødt er de point værd,” siger hun og fortsætter:
”Men det er også vigtigt for mig, at det ikke bliver for fanatisk. Jeg vil stadig have lov til at spise et par stykker chokolade og mine yndlingslakridser, de grønne Gajol med granatæble. Der skal trods alt også være noget nydelse, det er jo ikke 60 dages stringent kur, men et redskab til at komme godt i gang med en sundere hverdag.”

Konkurrerer med mig selv
På sundhedskampagnens hjemmeside kan deltagerne ikke kun følge med i deres eget vægttab og udvikling, men også de andre deltageres. Der er over 2200 deltagere, der alle arbejder for at nå de mål, de selv har opsat sig. For Birgitte er det da heller ikke et spørgsmål om, at hun skal konkurrere med de andre deltagere.
”Jeg skal bare konkurrere med mig selv. Jeg vil gerne nå mit mål, og det er nok for mig, hvis jeg når det. Jeg forstår godt, at man kan blive motiveret af også at skulle konkurrere med andre, men det er ikke så vigtigt for mig,” siger hun.

Heller ikke i hjemmet i Gersagerparken er det en konkurrence om at tabe sig. Birgittes mand har nemlig hverken brug for det eller intentioner om at skulle smide et par kilo.
”Tværtimod kunne han godt tage lidt på. Men det betyder jo også, at han sagtens kan sidde og spise kage om aftenen. Og det dufter så lækkert, så det er altså lidt svært ikke at lade sig friste. Men jeg kan jo alligevel ikke spise det, for der er både æg og mælk i. Så jeg må tage et æble eller et par lakridser i stedet… men det dufter bare ikke lige så lækkert,” griner Birgitte.
Birgitte Helweg 3

Allergien sætter grænser
Det er ikke fordi, at Birgitte og hendes mand lever særlig usundt i hverdagen. Faktisk spiser de relativ sund og varieret kost med godt med grøntsager og rugbrød. Så at skulle fylde tallerkenen og maven med årstidens grønt er ikke en udfordring for Birgitte, for det har hun været vant til i mange år. I en treårig periode levede hun af raw-food, så der blev spist rigtig mange grøntsager.

Med i sundhedskampagnen er der også en række opskrifter til sund og lækker mad, men som multiallergiker kan Birgitte desværre ikke bruge dem så ofte.
”De ser ellers virkelig lækre ud, men det går ikke, når man har så lang en liste over ting, man ikke kan spise. Men jeg kan bruge det til inspiration og så erstatte det med ting, som jeg godt kan tåle. Så må jeg bruge min sunde fornuft og ”oversætte” nogle af ingredienserne,” siger hun.

På Birgittes liste over mad, hun skal undgå står bl.a. æg, mælk, løg, kaffe, selleri, skaldyr, nødder, flere slags frugt og rigtig mange krydderier.
Men det er ikke kun fødevare-allergi, der kan volde Birgitte udfordringer.
”Jeg har også ret kraftig pollen- og græsallergi, der nogle gange driller meget om sommeren. Så når jeg skal ud og gå lange ture, skal jeg planlægge nøje, hvor jeg skal hen. Det betyder også, at jeg skal passe på, at jeg ikke bliver for forpustet og får pulsen for højt op, for så kan jeg blive dårlig og have svært ved at få den ned igen, hvis jeg ikke kan trække vejret ordentligt” forklarer hun.
Men når Birgitte har taget sin daglige allergipile, og med et par ekstra i lommen, er hun alligevel klar til at vandre derud af.

Stavgang og sludder
Siden 22. januar, hvor Birgitte og de andre deltagere startede de 60 dages kickstart, har hun været ude på flere gode, lange gåture i området omkring hjemmet i Gersagerparken. Både sammen med din mand, men også alene. Hun kan dog bedst lide at have selskab, mens kilometerne tikker ind på skridtmåleren, og hver onsdag mødes hun med de andre i Gersagerparkens stavgangsklub. Sammen går de et par timer i et rask tempo rundt i landskabet, mens de hygger sig og sludrer.
Birgitte Helweg 2”Det er dejligt, for så har man nogen at snakke med, mens man går. Igen handler det om at gøre motion til en god ting, som man ser frem til, og ikke en sur pligt, for så får man det ikke gjort. Eller det gør jeg i hvert fald ikke så tit,” erkender Birgitte.

Hun kan godt lide den forpligtelse det er, at hun skal mødes med de andre og gå, for så bliver hun holdt op på det.
”Jeg vil jo egentlig gerne, og jeg ved jo godt, hvor dejligt, jeg har det bagefter, når jeg har været ude og gå langt. Men nogle gange er det også bare let at finde undskyldninger for ikke at komme afsted, hvis man bare er sig selv. Så hver onsdag glæder jeg mig til, at vi skal ud og gå sammen,” siger hun.

Importerede gulerødder
I forrige uge var Birgitte og hendes mand en uge på skiferie i Norge.
”Så det gav mange gode point på motions-kontoen med alle de timer på ski. Så var det jo pludselig ingen sag at komme ud og dyrke motion,” smiler Birgitte.
Men selvom de var på ferie, og hun samlede mange motions-point sammen på løjperne, betød det ikke, at hun ikke også holdt fast i den sunde kost med de mange grøntsager. Hun havde endda sørget for at tage godt med grøntsager med hjemmefra. Heriblandt godt med gulerødder, som hun kunne have med ud i sneen.

”Det er ikke altid lige let at få sund mad, når man er ude på løjperne. Og der er også en del af den mad, de serverer, som jeg ikke kan tåle. Derfor havde jeg et par kilo skrællede gulerødder med hjemmefra,” griner hun, men understreger, at hun altså også nød at spise et stykke chokolade eller to sammen med sin mand, når de havde været ude hele dagen og havde behov for energi og selvforkælelse. grøntsager
”Der skal altid også være plads til, at man kan spise et stykke mørk chokolade. Ellers bliver det for surt. Vi havde en skøn ferie, hvor jeg også spiste mere og andet, end hvad jeg ville have gjort derhjemme, og det har jeg det fint med,” siger hun og fortsætter:
”De 60 dage her er en god chance for at komme rigtig godt i gang, men jeg skal også kunne have mig selv med hele vejen. Ellers duer det ikke!”

Vi hepper på dig, Birgitte
Vi ønsker Birgitte al held og lykke i hendes kamp mod de fem kilo de næste uger. Sundhedskampagnen slutter d. 22. marts, og der møder vi Birgitte igen for at høre, hvordan det er gået.
Du kan følge med her på hjemmesiden eller på vores facebook

Du kan læse mere om sundhedskampagnen 60.dage her

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere