Mange deltog i Diabetes og Hjertecaféen i Café Ask


Af: Marie skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

Der var endnu en gang god deltagelse, da der blev holdt Diabetes og Hjertecafé for anden gang i Café Ask tirsdag den 12. juni.

Dagen bød på muligheden for at få en snak med repræsentanter fra Hjerteforeningen og Diabetesforeningen, ligesom det var muligt at få en snak om sundhed på forskellige sprog via Sundhedsformidlerne.

Denne gang holdt kostvejlder Tina Troelsen også et oplæg om sund mad til diabetes- og hjertepatienter.

Se billeder fra dagen her:

Vil du med næste gang? Diabetes og Hjertecafén åbner op igen tirdag den 4. september kl. 15.00 - 17.00.
Læs mere her

Gratis kostvejledning i Job- og Sundhedsbutikken


tinaAf: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

Synes du, at det er svært at finde ud af, hvad der skal til for at tabe sig? Eller hvordan en god kostplan skal sammensættes?

Så er der svar at hente i Job- og Sundhedsbutikken, hvor kostvejleder Tina Troelsen sidder klar med masser af råd og vejledning – og så er det helt gratis for beboere i Greve Nord.

Tina Troelsen har en Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed, og hun deler som frivillig kostvejleder gerne ud af sin megen erfaring og viden inden for både kost, motion og sundhed generelt.

Det er altid muligt at ringe til Tina og aftale en tid på tlf.: 21 82 89 21, og hun er desuden fast at finde i Job- og Sundhedsbutikken i Kildehuset 6, Askerød, hver onsdag mellem kl. 13.00 – 16.00.

"Jeg tilbyder vejledning inden for mange forskellige områder, og det er altid op til folk selv, hvad vi skal fokusere på. Men for mig er det vigtigt, at der også bliver taget fat på helheden. Hvis for eksempel jeg skal lave en god kostplan, jamen så snakker vi også lidt om personlige mål, og hvordan de dårlige vaner kan brydes. For det hele hænger sammen, og jeg vil gerne motivere folk på den bedste måde", forklarer Tina Troelsen.

Bliv klogere på kost og motion

Blandt de mange emner, som Tina Troelsen vejleder om, er netop kostplaner noget, som hun bruger meget tid på, for der er mange, der mangler indsigt i, hvordan de spiser sundest og på den bedste måde.

Hun tager altid udgangspunkt i de otte kostråd og supplerer ofte med mange visuelle produkter, der kan hjælpe med at gøre vejledningen og anbefalingerne lettere tilgængelige og nemmere at forstå.

"Lige præcis med kostplaner lægger jeg meget vægt på at hjælpe med at finde et system, der passer godt til den pågældende person. Derfor taler vi både om rammerne for måltiderne, indholdet og mængden. Kosten skal jo kunne passes ind i personens hverdag", siger Tina Troelsen og fortsætter:

"Jeg kan også hjælpe med at lave træningsplaner med for eksempel fokus på øvelser, der kan laves der hjemme på pilatesbolde eller forskellige mave- og rygøvelser, der kan styrke kroppen. Det kan også være bud på gå- eller cykelture i nærområdet eller andre bud på god dagligdagsmotion. Det kan være svært at planlægge den form for motion selv, så det hjælper ofte med lidt støtte og idéer".

Derudover tilbyder Tina Troelsen også måling af hofte- og taljemål, vejning og måling af BMI, og hun påtænker at starte løbehold op i den nærmeste fremtid, hvis der er interesse for det.

Tina Troelsen er meget engageret i lokalområdet, da hun udover det frivillige arbejde som kostvejleder også er tovholder på Pigeklubben i Askerød og på styrketræningsholdet for mænd, og så deltager hun også som frivillig medhjælper på sundhedsdage og i andre sundhedsrelaterede aktiviteter.

De 8 kostråd – gør din krop sundere:

kostrad
  • Ved at følge de 8 kostråd, får du en sundere livsstil.
  • Du nedsætter risikoen for livsstilssygdomme samt forebygger vægtforøgelse.
  • Alle kan leve efter kostrådene, foruden børn under 3 år, småt spisende ældre, og personer som har en sygdom, der kræver en anden kost.
Læs mere om kostrådene på www.altomkost.dk

 


Kystvandring på vor egen kyst den 10. juni 2012


kystvandringenAf: Mogens Christiansen, Hjerteforeningen

Kom til fællesskab og frisk luft langs kysten.

Årets store motions- og naturbegivenhed finder sted den 10. juni, når Kystvandringen inviterer hele familien til motion og oplevelser langs vandkanten.

Der er ruter af forskellige længder over hele landet - også i Køge Bugt Strandpark. Her er ruten fra Arken til Mosede Fort.

Danmarks Naturfredningsforening og Hjerteforeningen vil med Kystvandringen slå et slag, for at få flere ud at røre sig i den danske natur. Arrangementet henvender sig til hele familien og der venter masser af oplevelser ude på ruterne.

Kystvandringsturen begynder på picnic-pladsen øst for Arken. Turen går langs kysten til Hundige Havn, videre til Aktivhuset Olsbækken og slutter ved Mosede Fort. I alt er ruten på 11 km.

Man kan afbryde turen ved Hundige Havn (ca. 3 km) – eller ved Olsbækken (ca. 6 km).

Der er sørget for bustransport retur fra Hundige Havn, Olsbækken og Mosede Fort til startstedet på P-pladsen ved Arken (eller Ishøj Station). På Aktivhuset Olsbækken serveres der gratis kaffe – her kan man holde pause, evt. bade og spise sin medbragte mad.

På turen kan man se fiskerbådene og opleve havnestemningen i Mosede Havn og kigge ind på det nyrenoverede Mosede Fort. Sidste bus kører fra Mosede Fort kl.16.00 – så deltagerne har hele dagen til en god Kystvandringstur.

Gratis deltagertaske til de tilmeldte

Forskellige kendte danskere vil åbne de i alt syv ruter rundt omkring i landet. I Strandparken er det Christian Bitz, der vil stå for den officielle åbning klokken 10:00 og sørge for at sende deltagerne godt ud på ruterne. Bitz er kendt som sundhedsrealist og for sin viden om sundhed – og han vil give deltagerne den en god start på strandturen

Deltagelse er gratis og tilmelding sker på www.kystvandringen.dk. Alle, der tilmelder sig inden den 10. juni, får en praktisk deltagertaske med forskellige goder i.

Kystvandringen har desuden fået sin egen applikation til iPhone. Med den i hånden kan man både finde vej, tage tid og dele billeder på gåturen. Uanset om man brænder for at være en del af et godt fællesskab, om motionen er det vigtigste, eller om det er en fantastisk naturoplevelse, man er ude efter, så byder Kystvandringen på det hele.

Se mere her, hvor du også kan downloade applikationen til iPhone

 


Blodtrykket var i centrum på Greve Bibliotek


cimg0394Af: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

Verdens Blodtryksdag blev markeret i hele Greve den 10. maj, og det var muligt at få tjekket blodtryk seks forskellige steder i kommunen.

På Greve Bibliotek havde Greve Kommune inviteret Hjernesagen og Hjerteforeningen til at være med til at sætte fokus på blodtrykket mellem kl. 13.00 – 17.00.

Udover at få målt blodtryk kunne besøgende også få en snak om rygestop, kostråd og motionstilbud i kommunens Sundhedscafé.

"Der er omkring en million voksne danskere, der har for højt blodtryk, og ud af dem er det kun halvdelen der ved det. Og ud af den halvdel, der ved det, er det kun halvdelen, der kommer i behandling. Og ud af dem, der kommer i behandling er det kun halvdelen der når deres behandlingsmål. For højt blodtryk bliver kaldt 'den tavse dræber', for der er sjældent nogle klare symptomer på, at man har for højt blodtryk. Det kan ramme både mænd og kvinder, unge og gamle", forklarer Helene Binau, koordinator for Greve Kommunes Sundhedscafé.

Sammenlagt blev der målt 353 blodtryk på Blodtryksdagen fordelt på Nældebjerg Plejecenter, Møllehøj Plejecenter, Hedebo Plejecenter, Strandcenteret Plejecenter, i Borgerservice på Rådhuset og i Sundhedscaféen på Biblioteket. Ud af disse målinger var omkring en tredjedel for høje.

Vigtigt at være opmærksom

De mange besøgende på biblioteket var meget interesserede i at få en snak med både Hjernesagen, Hjerteforeningen og de forskellige rådgivere i Sundhedscaféen, og der summede af aktivitet det meste af eftermiddagen.

Et forhøjet blodtryk betyder, at hjertet skal pumpe blodet igennem pulsårerne med et højere tryk end normalt. Det sker, når årerne yder for meget modstand, hvilket belaster hjertet, da det må arbejde hårdere for at få blodet rundt i kroppen.

"Der er heldigvis gode behandlingsmuligheder, og selv om medicin er en mulighed, så er det ofte livsstilsændringer, der har den bedste effekt. Det gælder blandt andet rygning, kost, alkoholforbrug, stress og motion. Her på biblioteket sidder der i dag tre kvinder, der alle er uddannet til at måle blodtryk, for det er vigtigt med professionel vejledning. Vi har også to sundhedsformidlere med, så vi også kan tale med tyrkisk, kurdisk og arabisktalende borgere", siger Helene Binau.

Et forhøjet blodtryk er en af de vigtigste indikatorer på, at der er noget galt, og at der er risiko for at få en blodprop. Lægerne er opmærksomme på at måle patienters blodtryk, men det er vigtigt, at man selv er aktiv og husker at bede om at få det målt – gerne en gang om året.


Fakta:

• Et blodtryk består at to værdier. Det høje blodtryk i hjertets pumpefase (systolisk blodtryk) skal være under 140 mmHg, og det lave blodtryk i hjertets hvilefase (diastolisk blodtryk) skal være under 90 mmHg. Derfor skal et normalt blodtryk altså skal ligge under 140/90 mmHg.

• Der er 12.500 nye tilfælde hvert år af danskere, der bliver ramt af en blodprop i hjernen, og næsten 2.000 tilfælde kan forhindres ved at sætte forbruget af salt ned med 3 gr. om dagen.

• Der er 9.000 nye tilfælde af blodprop i hjertet årligt og 7000 tilfælde af hjertesvigt.

• Åreforsnævring er den væsentligste årsag til, at man får et slagtilfælde som følge af en blodprop. Når blodårerne bliver forkalkede, kan der dannes blodpropper i de blodårer, der forsyner hjernen med blod. Desuden kan forkalkede blodårer lettere revne og give anledning til hjerneblødninger.

• Har en af dine forældre forhøjet blodtryk, har du en betydelig risiko for også at få det. Har begge dine forældre det, er risikoen endnu større.

Risikoen for forhøjet blodtryk kan altså være arvelig, men er i høj grad også livsstilsbetinget.

• Læs mere om blodtryk og forebyggelse af blodpropper på www.hjernesagen.dk og www.hjerteforeningen.dk


 

 


ValHallen sætter skub i idrætten


valhallenAf: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

Bolignære idrætsaktiviteter, øje for specielle behov og forbedring af kendskabet til mulighederne for idræt i lokalområdet er nogle af de ting, som en rapport fra februar 2012 om "Idræt i udsatte boligområder" slår fast.

I Greve Nord er man allerede godt på vej til at forbedre mulighederne for at dyrke idræt yderligere. ValHallen er nemlig områdets eget gode eksempel på, hvordan tilpassede muligheder for idræt i trygge rammer kan få langt flere børn og unge til at dyrke sport.

Skolelever fra udsatte boligområder går meget mindre til idræt i en forening, end elever på samme klassetrin fra andre, mindre belastede områder. Bortset fra fodbold er der en markant forskel på, hvor mange af børnene, der dyrker en sportsgren regelmæssigt.

Især pigerne halter bagefter. Men den selvorganiserede multihal ValHallen, der har til huse på Hundige Boldfælled, er allerede langt fremme i arbejdet med at skabe spændende idrætstilbud til børn og unge fra området, og det betyder flere indmeldelser i en forening.

Tilgangen til idræt betyder meget

"Vi oplever, at der i høj grad er en manglende viden blandt børnene om, hvad der er af muligheder i deres nærområde, men vi ved også, at mange af dem ikke bare sådan melder sig ind i en idrætsforening. Det kan være utrygt, når der ikke er tradition i familien for det, og hvordan er det nu med udstyr og transport og alt det der? Der skal en anden tilgang til introduktionen til idræt, og det kan vi gøre på en lidt anderledes måde i ValHallen", fortæller Hanne Olsen, der er aktivitetsmedarbejder i ValHallen.

nytrskur2ValHallen hører under Greve Kommunes Idræts- og fritidscenter og samarbejder med en lang række etablerede foreninger i hele kommunen.

Dog er hallen primært selvorganiserende, hvilket betyder, at borgerne kan komme og gå, som de lyster i hallens åbningstid, hvor de også selv medbringer det udstyr, de skal bruge.

Det bolignære perspektiv er særligt vigtigt, da idrætsaktiviteterne ifølge rapporten skal være let tilgængelige, for derved at skabe et behov hos børnene og de unge.

Når interessen er vakt, så er det ikke så stort et skridt at skulle køre lidt længere på cykel for at komme til f.eks. tennis.

Derudover er det også vigtigt, at der er mulighed for flere forskellige aktiviteter samtidigt, hvilket ValHallen kan tilbyde.

En god dialog og trygge rammer

"At de unge bare kan samle en gruppe venner og tage herover og spille basket eller noget andet, giver dem en frihed, men det giver dem også en forsmag på, hvad der er af muligheder for at dyrke idræt. Vi er to aktivitetsmedarbejdere tilknyttet hallen, og vi snakker meget med børnene og de unge. Vi sætter den konstruktive dialog højt og spørger altid ind til, hvad børnene og de unge gerne selv vil", siger Hanne Olsen og fortsætter:

nytrskur3"Vi har løbende nogle idrætsprojekter, og vi lægger vægt på, at hver aktivitet er tilpasset børnenes ønsker, og på den måde kan vi også tilpasse det til deres behov. Vi har fokus på både alder og køn, så der er noget for enhver målgruppe. Vi vil gerne tilbyde børnene og de unge nogle trygge rammer og møde dem på deres præmisser og ikke trække noget ned over hovedet på dem. Hallen er jo til for de daglige brugere", siger Hanne Olsen.

Hun lægger også vægt på, at der er plads til at differentiere mellem børnene og de unge, så holdene bliver formet på den bedst mulige måde. Det handler ikke om at ekskludere nogen – tværtimod.

"Alle børn er unikke, og vi kigger meget efter, hvilke behov hvert barn må have. Kan vi dermed give dem en særlig god oplevelse, fordi vi tilpasser holdene efter f.eks. køn, jamen – så får vi også en mulighed for at høre dem fortælle, hvad der skal til, for at de gerne vil deltage i idræt en anden gang. Og det er meget brugbar viden", siger Hanne Olsen.

Rapporten er udarbejdet i samarbejde mellem Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet, Metops – en del af Bascon, Kulturministeriet og Social- og Integrationsministeriet med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, Landsbyggefonden og Bikubenfonden.

Du kan læse rapporten her (åbner i pdf)

 


Sproget har betydning for et effektivt rygestop


rygestop faktaAf: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

Rygestopkurset på flere sprog har nu været i gang i lidt over to måneder i Job og Sundhedsbutikken i Askerød.

Selv om det går støt fremad for de 17 deltagere med at kvitte rygningen, så har det været lidt af en udfordring at få kurset op at stå.

Kurset bygger på redskaber fra Kom & Kvit-konceptet, materiale fra de traditionelle rygestopkurser fra Kræftens Bekæmpelse og en hel del nye, skræddersyede tilgange, der er målrettet etniske minoriteter.

"Det har været en udfordring for os at stable dette rygestopkursus på flere sprog på benene, for rygestopkoncepterne er endnu ikke målrettet etniske minoriteter. Så det har det været nødvendigt at tilrette kurset således, at det i højere grad tager højde for denne målgruppe", siger Khadija Al Mohammadi, der er rygestopkoordinator, og fortsætter:

"Undervisningen har været dialogorienteret, men generelt for holdet har der været et stort ønske om at få viden. Derfor kunne vi ikke bruge Kom & Kvit-konceptet i rendyrket form, da det kræver bedre danskkundskaber, og at deltagerne er trænet i at reflektere og tænke abstrakt. Derfor har vi måttet skræddersy indholdet og tilpasse det løbende, og vi befinder os stadig i en læringsproces".

Sprog og kultur går hånd i hånd

Der er ingen tvivl om, at det er sprogbarrieren, der oftest sætter en stopper for, at borgere med anden etnisk baggrund gennemfører et rygestopkursus – hvis de overhovedet kommer i gang. Mange har slet ikke den fornødne viden om, hvor sundhedsskadeligt det er at ryge, så motivationen til at stoppe skal bygges op helt fra bunden. Derudover er det et personligt og følsomt emne at konfrontere sig selv med sin afhængighed, og det gøres bedst på eget sprog.

rygestop - web"Der er tilknyttet tre sundhedsformidlere, og de er alle uddannet rygestoprådgivere. Deltagerne på kurset kommer fra Pakistan, Afghanistan, Tyrkiet og flere arabisktalende lande, så det betyder meget, at der bliver undervist på flere sprog. Derudover er deltagerne på forskellige niveauer af deres rygestop, så rådgivningen skal tilpasses hver enkelt deltager. Lavpraktisk betyder det, at holdet er opdelt i mindre grupper med hvert sit sprog, så alle kan forstå rådgivningen og deltage i samtalerne", siger Khadija Al Mohammadi.

Når deltagerne har fået en forståelse for, hvor skadeligt det er at ryge, går det relativt hurtigt med at omsætte denne viden til en brugbar motivation. Og så hjælper det også, at der er penge at spare.

"Jeg har røget i mere end 45 år, og nu ved jeg jo, hvor meget det skader mig. Tidligere røg jeg to pakker cigaretter om dagen, men nu er jeg nede på 3-4 stykker. Det betyder meget, at jeg kan få rådgivningen på pashto, for det er et følsomt emne, når man skal arbejde med sin rygetrang. Det er langt nemmere at forklare sig på sit eget sprog", fortæller en afghansk kvinde. Hun er 59 år og lider både af sukkersyge og for højt kolesteroltal og blodtryk.

Gode redskaber og vigtig viden

Blandt de mange redskaber, som deltagerne får på kurset, er der især fokus på at lave rod i rygevanerne.

"Jeg synes, at de redskaber vi får på kurset er meget brugbare. For eksempel så plejer jeg at tage en cigaret, når jeg har sendt mine børn af sted i skole. Så når klokken er otte, får jeg en voldsom trang til at ryge. Nu ved jeg, at jeg bare skal trække tiden ud og lave noget andet indtil klokken ni, for så har jeg brudt mit mønster", forklarer en libanesisk kvinde.

Hendes mand er også med på holdet, og de hjælper og støtter hinanden i at stoppe med at ryge. De har begge været med fra kursets start.

"Jeg startede med at ryge, da jeg var 16 år, men jeg er stoppet helt med at ryge cigaretter nu, og jeg plejede ellers at ryge 20 om dagen. Jeg er blevet meget bevidst om, hvor skadeligt det er at ryge, så jeg vil gerne stoppe helt, før jeg risikerer at blive alvorligt syg af det", fortæller han.

Det er stadig muligt at tilmelde sig rygestopkurset eller at få mere information ved at kontakte rygestopkoordinator Khadija Al Mohammadi tlf. 60 35 46 69 eller projektleder Kira Gilling Hansen tlf.: 60 35 46 62.

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her