Er du opmærksom på din sundhed?

Af: Greve Kommune

Greve Kommune sætter fokus på din sundhed på en række arrangementer i perioden 14. til 20. november.

Få målt dit blodsukker eller lungefunktion. Kom på en vandretur med mange aktiviteter i Hedeland. Hør om livsglæden i hverdagen eller livet med demens.

Tilbuddene er mange og meget forskellige, og det sker alt sammen i perioden 14. til 20. november, hvor Greve Kommune stiller spørgsmålet: Er du opmærksom på din sundhed?

 A1A7259

Sundhedscaféen rykker ud med tilbud om at måle blodsukker og lungefunktion i både Waves, Greve Midtby Center, SuperBest i Karlslunde og i SuperBrugsen i Tune.

Direktøren for Hedeland, Erik Juhl, tager lørdag den 16. november borgerne med på en vandring i Hedeland, hvor han vil fortælle om de mange muligheder for aktiviteter, der er her.

Skuespilleren og TV-værten Peter Mygind fortæller om, hvordan det er at blive ramt af sygdom, og hvordan man kan få livsglæden tilbage i hverdagen. Det sker mandag den 18. november på Nældebjerg Plejecenter

Og psykolog Henrik Brogaard vil onsdag den 20. november på Strandcentret fortælle om livet med demens, og en pårørende vil fortælle om, hvordan det er at leve med en ægtefælle, som er ramt af demens.

Læs mere på www.greve.dk/sundhed og yderligere oplysninger: Sundhedskonsulent Birgitte Bonnevie på telefon 43 97 91 21

Fakta:

  • Sundhedscaféens bod

Torsdag 14. november, 15-17 i Waves ved cafe-torvet foran Kong Kaffe
Fredag 15. november, 15-17 i Greve Midtby Center ved Netto
Mandag 18. november, 15-17 i SuperBest i Karlslunde
Onsdag 20. november, 15-17 i SuperBrugsen i Tune

  • Borgervandring i Hedeland

Lørdag 16. november, 11-13, p-pladsen Vindingevej 201, Stærkende

Peter Mygind: Livsglæden i hverdagen
Mandag 18. november, 19.30-20.30, Nældebjerg Plejecenter

  • Livet med demens

Onsdag 20. november, 17-19, Strandcentret

 

Meditation og sunde vaner i børneinstitutionen Toftegården

Af: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

De gode vaner starter tidligt i børneinstitutionen Toftegården i Greve Nord, hvor både vuggestue- og børnehavebørn har gennemført to intensive uger med fokus på sund mad, velvære og motion.

Projektet har fået støtte fra Greve Kommunes pulje til kvalificering og udvikling af arbejdet med idræt og sundhed. Da institutionen i forvejen har fokus på sundhed, har det blandt andet været meditation, afspænding og kostvejledning, der har været afprøvet under forløbet og med virkelig gode resultater. Derfor bliver der også fortsat plads til både yoga og meditation i børnenes dagligdag.

foto 1

"Vi lever i en virkelig travl hverdag, og selv om vi altid forsøger at skabe ro om alle børnene her i Toftegården, så går det nogle gange alt for stærkt. Med det her projekt ville vi gerne afprøve effekten af, at vi finder tid til at skabe ro i løbet af dagen, hvor vi kan give både pædagoger og børn nogle gode værktøjer til afspænding og til at mærke sig selv. Det er så blevet koblet sammen med sund mad og sjove aktiviteter, der kan få pulsen op og skabe overskud. Og resultaterne har været helt fantastiske", siger pædagogisk leder Susanne Røgilds.

I ugerne 40 og 41 var de faste aktiviteter sat på standby, mens alle børn og pædagoger legede og lærte sig til en ny forståelse af velvære i dagligdagen. Udover daglige meditationsøvelser for mindre grupper af børn opdelt efter alder, var der også fokus på sund mad.

Børnehavebørnene var "Madmodige", hvor der blandt andet blev smagt på nye, spændende grøntsager, tilberedt fisk over bål og talt om, hvilke madvarer der er gode, så kroppen kan få masser af brændstof.

foto 2

Zumba og sund mad

"Det har simpelthen været sådan en positiv oplevelse at høre og mærke børnene udvikle sig. Alle har været rigtig interesserede, og fordi den sunde mad og motionen har været spundet ind i lege og sjov, hvor vi har eksperimenteret en masse, så har børnene været enormt modige og villige til at opleve maden og aktiviteterne på en ny måde", forklarer Daniella Thulin, der er pædagog i Toftegården, og fortsætter:

"Vi har fået så meget positiv feedback fra forældrene, der nu oplever, at deres børn er opmærksomme på nogle nye ting og taler anderledes om bevægelse og mad. Vi oplever også en stor motivation fra børnenes side til at fortsætte, så nu bliver der blandt andet fælles morgengymnastik hver torsdag, ligesom vi kommer til at fortsætte med meditationen og afspændingen".

Forældrene er også blevet inddraget aktivt i forløbet, hvor der har været inspiration til bedre tandhygiejne og sunde madpakker, og en kostvejleder fortæller på et kommende forældremøde yderligere om sunde madpakker.

Mange af de nye aktiviteter bliver nu tænkt ind i hverdagen, og især de fysiske aktiviteter kommer fortsat til at fylde meget. Svømning og zumba blev testet på udvalgte grupper under forløbet med stor succes, og i løbet af efteråret kommer der et yoga-forløb, der skal supplere meditationen og legene i institutionens sanserum.

 


Livskvalitet og medicinforbrug til debat


Af: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

Et nyt undervisningsforløb i Aktivitetshuset i Askerød sætter fokus på livskvalitet, medicin og forbrug af håndkøbsmedicin. Det er misbrugskonsulent Gitte Henningsen fra Greve Kommunes satspuljeprojekter, der i samarbejde med blandt andet GRC, Greve Kommune, tilbyder målrettet undervisning, hvor hun gennemgår de mange farlige konsekvenser ved et for stort forbrug af medicin, og hvilke alternativer der findes, når man gerne vil for eksempel en konstant hovedpine, smerter eller overvældende træthed til livs.

billede 1

Undervisningsforløbet var egentlig kun berammet til fem uger, men det har været en stor succes, hvor primært kvinder med anden etnisk baggrund end dansk fra Greve Nord har deltaget. Derfor fortsætter forløbet, da det har vist sig, at der er et stort behov for mere viden om dette emne og især med at finde alternativer til hovedpinepiller og anden smertestillende medicin.

"Vi har allerede opnået store resultater med de første ugers undervisning, for det handler i høj grad om uvidenhed og manglende overblik over alternativer. Undervisningen handler kun om håndkøbsmedicin, og jeg rører slet ikke ved det receptpligtige medicin, som nogle af deltagerne får. Det skal de altid gå til deres læge med. Her taler vi om forskellig medicin, der kan købes i håndkøb, eller som nogle har taget med hjem fra andre lande. Mange er slet ikke bekendt med, hvordan medicinen egentlig påvirker dem, og de føler sig ofte trætte og uoplagte. Så vi går meget op i at gå i dialog med kvinderne i undervisningen", forklarer Gitte Henningsen, der underviser sammen med Bettina Utzon Buch og Christina Taanum fra GRC.

Alternativ behandling kan hjælpe

Udover at give kvinderne bedre indblik i, hvad det er for noget medicin, der bruger i dagligdagen, og hvorfor det er bedst at lade være, sætter Gitte Henningsen også fokus på alternative behandlingsformer. I de kommende undervisningsgange giver hun sammen med Christina Ekmann fra OMEGA smagsprøver på flere former for alternativ behandling.

billede 2

"Vi har allerede givet flere af kvinderne behandling med NADA, der er øreakupunktur, og vi regner også med at introducere dem til healing, meditation og massage, som Christina fra OMEGA vil undervise i. Det kan forhåbentlig give dem et indblik i, at der er mange andre muligheder for at behandle de skavanker, som de føler, at de går rundt med. Det overordnede tema er livskvalitet og det gode liv, og det skal helst være uden et stort forbrug af medicin", siger Gitte Henningsen.

Der er undervisning hver tirsdag i Aktivitetshuset, Digehuset 9 i Askerød fra kl. 12 – 14, og der er stadig plads til flere. Alle der gerne vil blive klogere på livskvalitet, alternativ behandling og ulemperne ved et for stort forbrug af håndkøbsmedicin er velkomne til at deltage. Man skal bare møde op.


Kontakt gerne Gitte Henningsen på tlf.: 21 48 19 60 for mere information.

 

 


Flere end 500 mænd fik tjekket helbredet i moskeen


Af: Greve Kommune

Mænd går for sjældent og for sent til lægen. Men i sidste uge var Mens Health Week anledningen til at mange hundrede mænd fra Greve, Ishøj og Solrød fik et hurtigt sundhedstjek.

billede mevlana moskeen i ishj 14  juni 2013 2

Mænd går ikke til lægen så ofte som kvinder. Til gengæld tog de imod tilbuddet om et sundhedstjek, da sundhedskonsulenter i sidste uge rykkede ud med blodtryksmålere og træningsredskaber.

"Vi havde rasende travlt i Mavlana Moskeen," fortæller Kira Gilling Hansen fra Greve Kommune.

"Der var lange køer til vores sundhedsboder, så vi er ikke i tvivl om, at det var en rigtig god ide at tage ud og møde mændene dér, hvor de alligevel er."

I to moskeer i Ishøj fik flere end 500 mænd et helbredstjek, og desuden var mange meget interesserede i træningsboden, hvor man kunne måle sin styrke og balance og få et tilbud om motion.

Sundhedskonsulenterne var også på Miljøcenter Greve for at tilbyde sundhedstjek til mænd. Og cirka en femtedel af alle de mænd, som kom med deres affald, fik også tjekket blodtryk, blodsukker eller lungefunktion.

miljcenter greve maling af blodtryk
De bekræftede, at de sjældent går til læge eller bare får målt deres blodtryk. For 80 % var det mere end halvandet år siden, selvom flere af dem vidste, at de havde forhøjet blodtryk.

I uge 24 var der internationalt fokus på mænds helbred, fordi mænd lever tre til fem år kortere end kvinder og oftere får alvorlige sygdomme som kræft, diabetes og hjerte-karsygdomme.

Sundhedskonsulenterne oplevede, at mændene tog godt imod tilbuddet om et sundhedstjek, og de er klar til at opsøge mændene, hvor de alligevel er.

"Vi har fået mod på mere, så næste gang skal vi ud til fodboldkampe på stadion," siger Kira Gilling Hansen.

Årets tiltag var et samarbejde mellem de Greve, Solrød og Ishøj Kommuner samt de to Mevlana Moskeen i Ishøj Kulturcenter, Dansk-Pakistansk Kulturcenter og Miljøcenter Greve.

 


Hvordan har du det – mand?


Af: Greve Kommune

Det sunde liv er skævt fordelt, også mellem kønnene. Mænd lever tre til fem år kortere end kvinder, og de rammes oftere af alvorlige sygdomme som kræft, diabetes og hjerte/karsygdomme. Mænd går 30 procent mindre til læge end kvinder, og når de endelig kommer til lægen, er det nogle gange for sent.

Hvis du er mand og bor i Greve, Ishøj eller Solrød kommuner, vil der i uge 24 være særligt fokus på dig. Som led i den internationale sundhedsuge for mænd, Men's Health Week 2013, har de tre kommuner valgt at gennemføre tre events for at komme i dialog med mænd om deres sundhed.

plakat2013

"Vi vil rigtigt gerne have, at mænd bliver mere opmærksomme på deres eget helbred, da vi ved, at de lever kortere, spiser for meget og motionerer for lidt", siger specialkonsulent Birgitte Bonnevie, Center for Sundhed & Pleje.

Som noget helt unikt besøger sundhedskonsulenter fra de tre kommuner to moskeer i Ishøj for at komme i dialog med mændene her om deres sundhed efter fredagsbønnen, lige som sundhedskonsulenterne vil være til stede på MiljøCenter Greve lørdag formiddag.

"Jeg tror, at vi er de eneste i landet, der har valgt at lave sundhedsaktiviteter i moskeer i denne sundhedsuge, så vi er selvfølgelig spændte på, hvordan vi bliver modtaget. Men bestyrelserne i de to moskeer har vist stor velvilje, og vi er nødt til at tænke utraditionelt, når det gælder mænds sundhed. Vi er nødt til at møde mændene, hvor de er, og det er for eksempel til fredagsbøn i moskeen eller på genbrugspladsen lørdag formiddag", siger Birgitte Bonnevie videre.

Der vil i moskeerne og på genbrugsstationen være boder, hvor man kan få tjekket sin sundhed ved forskellige helbredsmålinger eller få en uformel snak med sundhedsfagligt personale.


FAKTA

Her kommer sundhedskonsulenterne:

  • Mevlana Moskeen, Industriskellet 3, Ishøj. Fredag d. 14. juni, kl. 12-16
  • Dansk-Pakistansk Kulturforening, Industrivangen 10, Ishøj. Fredag d. 14. juni kl. 12-16
  • MiljøCenter Greve, Ventrupparken 16, Greve. Lørdag d. 15. juni kl. 10-14
  • Læs mere på www.greve.dk/sundhedscafeen og på www.sundmand.dk
  • eller læs folderen for Men's Helath Week her

 


Sundhedsformidlere er gode brobyggere


Af: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

I Greve Kommune har der siden 2010 været stor fokus på sundhedsformidling til beboere med anden etnisk baggrund end dansk. Projektet "Sund på dit sprog", der er et samarbejde mellem Greve Kommune og Greve Nord Projektet, har været med til at udbrede viden om sundhed gennem peer-education, hvilket betyder, at de udvalgte sundhedsformidlere ligner målgruppen og derfor fungerer som troværdige og ligeværdige informationskilder.

Indsatsen har været rigtig vellykket, og sundhedsformidlerkorpset har i perioden været i kontakt med over 1000 borgere inden for målgruppen, der måske ellers ikke ville have fået samme viden.

sundhedsformidlere

"Det er rigtig dejligt at se, at "Sund på dit sprog" har opnået så fine resultater, og jeg har også selv kun oplevet, at der har været tilfredshed blandt de borgere og samarbejdspartnere, som vi har haft kontakt med gennem projektet. Alle sundhedsformidlerne har gennemgået et uddannelsesforløb om sundhed, borgerrettet forebyggelse og sundhedspædagogik, der har givet dem et godt fundament at vejlede ud fra. Erfaringer viser, at det via sundhedsformidling er lettere at nå ind til målgruppen af borgere med anden etnisk baggrund end dansk, som ellers kan være vanskelige at nå via kommunens øvrige sundhedsfremmende indsatser, og det er bestemt også vores oplevelse", siger Kira Gilling Hansen, der er projektleder på "Sund på dit sprog".

Et velafprøvet koncept

Projekter, der er målrettet etniske minoriteters sundhed, og hvor "peer education" er den primære metode, er et velafprøvet koncept. Det er udviklet af sundhedskonsulent Lisa Duus i samarbejde med Folkesundhed København i Københavns Kommune, hvor de første sundhedsformidlere blev uddannet i 2005. Siden har konceptet spredt sig til hele landet, og det benyttes i dag i forskellige varianter i 37 danske kommuner.

cimg1010

"Sundhedsformidlerne er ikke tolke, men formidlere af sundhedsbudskaber, og de bruger deres sprog og kultur til opnå en tillid og accept fra målgruppen. De er ikke frivillige, da de bliver lønnet for deres arbejde, men de er heller ikke professionelle. De er et sted midt imellem, og de fungerer derfor også som brobyggere blandt kommunens sundhedsfaglige personale, for det har der været et stort behov for", forklarer Kira Gilling Hansen.

Der er knap 48.000 indbyggere i Greve Kommune, og mens antallet af borgere i kommunen med anden etnisk baggrund end dansk er steget igennem de seneste årtier, er antallet af borgere med dansk oprindelse faldet. Hvor der for ti år siden var 4.656 indvandrere og efterkommere i kommunen, er der i dag 5.504 indvandrere og efterkommere.

Det er en samlet stigning på 878 personer eller på 19 pct. i perioden. Denne stigning stiller sundhedsvæsnet over for en ny række udfordringer, der skal imødekommes. Det er f.eks. bevist, at borgere med anden etnisk baggrund end dansk har en større forekomst af sygdomme som type-2 diabetes, kroniske lungesygdomme og hjertesygdomme, og at de langt oftere har kontakt til lægen og sygehuset.

En større viden om sundhed

"Evalueringen af "Sund på dit sprog viser", at vi har fået fat i en stor gruppe af borgere, som ikke tidligere har benyttet sig af de sundhedsfremmede tilbud i kommunen. Især inden for områder som kost, motion, rygestop og diabetes har vi fået borgere med, som ikke tidligere har benyttet sig af de kommunale tilbud. Vi kan se, at målgruppens videns- og aktivitetsniveau er blevet markant øget, og det er meget positivt. Vi har også fået mange positive tilbagemeldinger fra de sundhedsprofessionelle, fra sprogskolen og SOSU-skolen, børnehaver mv., hvor sundhedsformidlerne har været ude på opgaver, og ikke mindst fra målgruppen selv," siger Kira Gilling Hansen.

img 4073

Hun forklarer at, Greve Kommunes sundhedsformidlere er en blanding af mænd og kvinder, og de er bredt fordelt på alder og etnicitet. Dog er det et stort plus, at mere end halvdelen er uddannet inden for sundhedsfagene, blandt andet inden for tandsundhed, plejeområdet, bioanalytik eller medicin. Evalueringen af indsatsen viser også, at det især er i de grupper, hvor målgruppen er samlet som i kvindecaféer og på motions- og madholdene, at indsatsen får sin berettigelse – det er her det virkelig rykker, så det skal prioriteres i den kommende tid.

"Sund på dit sprog" fortsætter i regi af Center for Sundhed&Pleje i Greve Kommune. Yderligere oplysninger fås hos projektleder Kira Gilling Hansen, tlf.: 60 35 46 62

Projektet er blevet evalueret af konsulentfirmaet Oxford Research mellem oktober og december 2012, og evalueringsrapporten blev fremlagt her i foråret.

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her