Tandsundhed på programmet i børneinstitutionen Nova


4-webAf: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

Der var overvældende interesse fra både børn og forældre, da to af Greve Kommune og Greve Nord Projektets sundhedsformidlere satte fokus på tandsundhed hos børn mandag den 30. januar i den integrerede institution Nova.

Med blandt andet et udvalg af sukker- og syreholdige drikke fortalte Amne Abd El-Hafiza og Khadija Al Mohammedi, hvor stor skade blandt andet sodavand og juice kan gøre på børns tænder, og hvordan forældrene kan forebygge tandproblemer bedst muligt.

2-web

"Vi har taget lidt forskellige ting med, som vi ved, at mange børn spiser i det daglige, og som mange forældre ikke er opmærksomme på, kan være skadelige for tænderne. Når vi tager ud i institutionerne omkring det tidspunkt, hvor børnene bliver hentet, kan vi få en rigtig god dialog med forældrene, og vi lægger især vægt på det, som forældrene gerne vil vide mere om", siger Khadija Al Mohammedi, der også er koordinator på projektet "Sund på dit sprog".

Sundhedsformidlerne delte tandbørster ud og serverede frisk frugt og grøntsager, og både børn og forældre blev inddraget i snakken om tandbørstning og tandpleje.

Sproget gør en forskel

Børneinstitutionen Nova er både en vuggestue og en børnehave, og børnene er i alderen 0 – 6 år, hvor en stor gruppe har anden etnisk baggrund end dansk.
"Vi er glade for at se, hvor mange forældre, der stopper op og taler med sundhedsformidlerne, for vi kan se, at det virkelig er med til at skabe opmærksomhed omkring deres børns tandsundhed. Her i Nova har vi i forvejen fokus på sundhed, så et arrangement som dette understøtter vores afsæt rigtig godt. Vi kan især se, at muligheden for, at forældrene kan få information på for eksempel arabisk gør, at endnu flere forældre bliver informeret bedst muligt", siger Aase Holm Mathiesen, pædagogisk leder af Nova.

Amne Abd El-Hafiza er uddannet klinikassistent og arbejder i den kommunale tandpleje. Hun kan derfor trække på sin store faglige viden både på dansk og arabisk.

5-web

"Vi oplever jo desværre, at der er mange børn med anden etnisk baggrund, der har problemer med for eksempel huller i tænderne – også de små børn. I dag har vi hørt flere forældre fortælle, at deres børn ofte får slik og søde sager hver dag, og det er altså en af de primære årsager til karies hos børn. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi når forældrene og kan gøre tandsundhed mere håndgribeligt for dem gennem et eftermiddagsarrangement som dette", siger Amne Abd El-Hafiza.

Der skal findes alternativer

I tandboden i Nova sørgede de to sundhedsformidlere også for at komme med alternative bud på, hvordan forældrene kan give deres børn lidt lækkert mad og drikke, der ikke skader tænderne.

1-web"Mange forældre giver for eksempel deres børn en frugtyoghurt med, men mange af disse små eftermiddagsyoghurter indeholder meget sukker. Det skader både tænderne og er også kalorieholdigt. Et alternativ kan være en lille plastbøtte med neutral yoghurt, hvor der kan puttes små, friske frugtstykker oven på. Andre gange handler det mest om at give børnene noget med, der naturligt kan rense tænderne som for eksempel et æble eller en gulerod", forklarer Khadija Al Mohammedi og fortsætter:

"Det er et stort indgreb i en lille tand, når der skal bores et hul. Så det er rigtig vigtigt, at forældrene bliver gjort opmærksomme på de muligheder, der er, når det handler om at minimere tandskader og forebygge huller i deres børns tænder".

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her