Hundige Boldklub vægter rummelighed højt


hb1Af: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

Ligeværd, respekt og tillid er de tre nøgleord, der danner rammen for Hundige Boldklub.

Mange af klubbens hold klarer sig rigtig godt på banen, men det sociale sammenhold er lige så vigtigt, som de mange pokaler på hylderne i klubhuset.

Både medlemmer, trænere og bestyrelse sørger for, at der er plads til alle – uanset alder, niveau, etnicitet og køn, og denne rummelighed sikrer, at alle føler sig velkomne i klubben.

"Som fodboldklub vil vi naturligvis gerne sikre os gode resultater, men vi er en breddeklub, så vores 16 hold spænder lige fra 5 år og op til 62 år. Vores medlemmer skal have det sjovt, når de kommer i klubben, men succes avler også succes. Det motiverer meget, når for eksempel vores årgang 97-hold og flere af seniorholdene klarer sig så godt, som de gør lige nu. Så giver alle den lige en tand mere", siger Jørgen Christensen, der er bestyrelsesmedlem i Hundige Boldklub.

Han blev selv medlem af klubben i 1999, da hans søn begyndte at spille fodbold, hvorefter han en måned senere blev træner for sønnens hold. Nu træner Jørgen Christensen årgang 98-holdet og et par af holdene med de mindre børn.

Mangfoldigheden er en styrke

Både respekt og ligeværd fylder meget i Hundige Boldklub, og trænere, holdledere og bestyrelse arbejder bevidst for ikke at skabe rangordener blandt spillerne.

hb2"Vi bruger ikke betegnelsen første hold og andet hold, for vi vil gerne sende et signal om, at alle betyder noget. Det skal selvfølgelig igen ses i lyset af, at vi også vægter præstationerne på banen, men det er jo også hele holdets indsats og støtten fra den samlede klub, der medvirker til det. Når vi sammensætter nye hold, så kigger vi lige meget på kvalifikationer som på, hvem der kender hinanden i forvejen, og hvor det betyder noget, at for eksempel klassekammerater kan spille på det samme hold", siger Kirsten Duvander, der også er medlem af bestyrelsen og holdleder gennem 10 år.

"Alle skal mødes med respekt – og med anerkendelse for deres evner. Det er en balancegang. Vi lægger meget vægt på at skabe god motivation for alle medlemmer, for det er den måde vi kan fastholde dem på. Alle holdene i Hundige Boldklub afspejler områdets mangfoldighed, og det er vi stolte af", fastslår Kirsten Duvander.

De frivillige betyder alt

Der er ingen lønnede medarbejdere i Hundige Boldklub, og både bestyrelse, trænere og holdledere er frivillige, og de gør den største forskel for klubben.

hb3"Vi kan jo ikke overleve uden de frivillige, for de er drivkraften bag hele klubben – og vi har altid behov for flere frivillige. Især vores trænere er med til at gøre en kæmpe forskel, for udover arbejdet med træningen og udviklingen af holdene, så fungerer de ofte også som rollemodeller for de unge spillere. De udviser et stort ansvar ved at lede deres hold, og det er også tit med til at motivere de unge", siger Jørgen Christensen og fortsætter:

"De frivillige er også med til at sørge for, at klubben er et hyggeligt sted at komme. Det er også dem, der sørger for, at der bliver afholdt fællesspisning, at der bliver stablet træningslejre på benene eller afholdt specielle arrangementer som Julebold. Der skal være plads til hygge, for det giver sammenhold og venskaber. Vi sørger for at bakke op om de ønsker, som spillerne har, for det er vigtigt, at alle er glade for at komme her".

Hvis du har lyst til at blive frivillig i Hundige Boldklub, er du velkommen til at kontakte ungdomsformand Jørgen Christensen tlf.: 40 87 55 26 eller besøg www.hundigeboldklub.dk for yderligere information.

Fakta:

• Hundige Boldklub blev etableret i 1985, hvor klubben brugte banerne på den gamle Hundige Skole. Klubben flyttede til sin nuværende adresse på Hundige Boldfælled, Hedelunden 2 i 1999.

• Klubben har 16 hold og 300 medlemmer. De fleste spillere er drenge, men der er en del piger på børneholdene, og et U18-hold med piger.

• Medlemskontingent ligger på 800 kr. årligt for børn op til 7 år, på 1.000 kr. årligt for unge fra 8-18 år, og på 1.500 kr. årligt for seniorer, der spiller på 11-mandshold og 1.200 kr. årligt for seniorer, er spiller på 11-mandshold.

• I forårs- og efterårssæsonen er der træning to gange om uge og en kamp i weekenden, og i vintersæsonen bliver der spillet på grusbane 1-2 gange om ugen med nogle få stævner. Klubben stiller spillertøj til rådighed for alle hold


 

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her