Street Tennis er på banen igen


streettennis2011Af: Marie Skjelbo Justesen, Greve Nord Projektet

På onsdag lyder der igen grin og råb i ValHallen, når Street Tennis sætter nettene frem og spænder strengene på ketsjerne.

Forløbet var en store succes i sommer, hvor der var ni deltagere, og i denne sæson er der hele ni piger og tre drenge på holdet. Forløbet, der kører hver onsdag eftermiddag, er nu lukket for tilmeldinger, og deltagerne kan se frem til et sjovt forår med sved på panden.

"Street Tennis- forløbet giver deltagerne mulighed for at få en introduktion til tennis, men hvor vi spiller med blødere bolde og på kortere baner. På den måde får de nogle af de basale færdigheder hurtigere, så de kan opleve, hvor sjovt tennis er", siger Hanne Lamberts Olsen, aktivitetsmedarbejder i ValHallen og tovholder samt underviser på forløbet.

"Sporten er ikke så udbredt her i Danmark, men den har virkelig meget at byde på. Derudover giver det jo også børnene mulighed for at mødes på tværs af etniske baggrunde, alder og boligområder", fortsætter hun.

Voksende interesse for Street Tennis

Der var Street Tennis på programmet for første gang sidste forår, og der har været en voksende efterspørgsel på sporten efterfølgende.

Der var også et forløb med sommer-tennis i hallen ved Greve Tennis Klub og igennem et samarbejde med klubben, sluttede ValHallen sæsonen af med et stort og velbesøgt tennisstævne i oktober 2011.

"Jeg er blevet spurgt af en del børn, om der ikke snart ville komme et nyt Street Tennis-forløb, og det er dejligt og positivt, at der er endnu flere i år, der gerne vil være med. Det viser jo også, at tennis er en sport, som mange gerne vil prøve kræfter med", siger Hanne Lamberts Olsen.

Street Tennis er et samarbejde mellem ValHallen, Arena Skolen og Greve Tennis Klub som en del af Satspuljeprojekternes Idrætsfaciliterings.

Masser af sjov og leg

Udover at deltagerne lærer at gebærde sig på en tennisbane, er der også fokus på sjov og leg, der kan være med til at fremme venskaber på tværs.

"Under hele forløbet lægger vi stor vægt på, at deltagerne oplever et hyggeligt og trygt miljø, hvor der er plads til udvikling. ValHallen har enormt meget at byde på, og det vil vi også gerne vise dem. Derudover er et forløb som dette jo også en god mulighed for at stifte bekendtskab med fornemmelsen af og forpligtelserne ved at gå til en sport. Måske kan det inspirere nogle af deltagerne til at blive medlem af Greve Tennis Klub", siger Hanne Lamberts Olsen og fortsætter:

"Hvis de bliver rigtig bidt af sporten, så er det altid muligt at låne net, ketsjere og bolde her i ValHallen. Vi skal også på besøg i klubben sidst i forløbet, så jeg er i tæt dialog med Greve Tennis Klub. Så hvis der er nogen, der har mod og lyst til at gå til tennis, så hjælper jeg gerne med en blød overgang.

Street Tennis begynder onsdag den 18. april og slutter den 27. juni. For mere information om forløbet kontakt gerne aktivitetsmedarbejder Hanne Lamberts Olsen Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her