Et stik til Ishøjs piger


Af: Gitte Johansen, journalist på nyhedsmagasinet Danske Kommuner

Ishøj er det sted i landet, hvor færrest unge piger har taget imod den gratis vaccine mod livmoderhalskræft. Men Ishøjs kvinder skal ikke dø af en sygdom, som de veluddannede i Allerød bliver vaccineret imod. Derfor går Ishøj Kommune nu aktivt ind i kampen for at få flere vaccineret.

Alle piger mellem 20 og 27 år kan i år få en gratis HPVvaccine mod livmoderhalskræft. Men nye tal viser, at der er store kommunale forskelle på, hvor mange der lader sig vaccinere. I Allerød er 82 procent af de unge piger vaccineret, mens tallet i Ishøj blot er 44 procent.

vaccination - web

"Det er en dramatisk forskel. Til trods for, at vaccinen er gratis for de 20-27-årige, er der en stor social ulighed. Det er de højtuddannede, der lader sig vaccinere, mens de kortuddannede halter bagefter", forklarer overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse.

Og den ulighed får betydning for, hvem sygdommen rammer i fremtiden. Allerede i dag er der stor social ulighed forbundet med livmoderhalskræft, hvor lavere socialgrupper både har den højeste hyppighed og den højeste dødelighed. Den forskel vil blive endnu mere udtalt, hvis forskellen i vaccinationsmønstret fortsætter.

"Hvis vi ikke gør en særlig indsats for at få de kortuddannede med i vaccinationsprogrammet, så bliver livmoderhalskræft formentligt en sygdom, som rammer netop den gruppe, og det er fuldstændig
uacceptabelt, hvis livmoderhalskræft bliver en social sygdom", siger overlæge Iben Holten.

Kræftens Bekæmpelse og en række kommuner på Vestegnen går derfor nu aktivt ind i kampen for at få budskabet ud til de unge piger, som ikke bliver fanget af de traditionelle sundhedskampagner.

"Vi skal ud og møde dem, der hvor de er, og så skal vi finde en måde at snakke med de her piger på, så de vil lytte. Og der er dem, der bor i lokalområdet vigtige. De ved, hvordan kulturen er i deres område og kan finde den lokale måde at sige tingene på", siger Iben Holten.

Mund til mund

Ishøj Kommune er et af de steder, hvor man tydeligt mærker, at kort uddannelse og dårlig økonomi smitter af på borgernes sundhed. I gennemsnit har 56 procent af de unge piger i Danmark været hos lægen
for at blive vaccineret, men i Ishøj er det altså blot 44 procent, der har været hos lægen for at få et stik. Men nu vil Ishøj rette op på skævvridningen gennem en aktiv indsats.

"Der må ikke være så stor forskel, blot fordi man bor i Ishøj. Pigerne er jo ikke dumme. Tallene er et tegn på manglende viden, og så må vi målrette vores indsats og hjælpe dem med at få den viden", siger sundhedskonsulent Sara Koldkjær Langsted, Ishøj Kommune.

Som en del af indsatsen har kommunens sundhedsmedarbejdere sammen med frivillige stået i Ishøj Bycenter i uge 15 fra syv morgen til seks aften for at få så mange piger som muligt i tale.

"Det er skræmmende, hvor mange piger, vi møder, som ligner et stort spørgsmålstegn. Vi kan ikke forvente, at de kommer op til os. Vi skal ud og møde de unge kvinder, der hvor de kommer. Nogle gange slår de blikket ned, men man skal turde gå til dem. Ofte bliver de glade, når vi viser interesse for dem, og en samtale rykker meget mere end et opslag", siger Sara Koldkjær Langsted.

Som en del af indsatsen har kommunen også haft annoncer i den lokale avis og TVIshøj, der er information på biblioteket og borgerservice, og samtidig giver sagsbehandlere, UU-vejledere og boligsociale medarbejdere information om vaccinen, når de kommer i kontakt med de unge piger.

"Vi mangler den sidste tunge del. Det er det samme med rygeområdet. Vi har fået rigtig mange til at stoppe med at ryge, men vi mangler den hårde kerne med mange problemer. Det kræver ekstra ressourcer, fordi vi bliver nødt til at gå ud og møde dem individuelt, der hvor de er", forklarer Sara Koldkjær Langsted.

Et stik på stedet

I forbindelse med indsatsen er det lykkedes Ishøj at lave en aftale med samtlige praktiserende læger i kommunen. Lægerne holdt i sidste uge åbent hus mellem klokken 14 og 15.30, hvor alle piger i aldersgruppen kunne komme uden tidsbestilling og blive vaccineret.

"Det må ikke være sådan, at pigerne opgiver, fordi det er svært at få en tid hos lægen. Vi ved, at det kan være vanskeligt at komme igennem hos de praktiserende læger i Ishøj. Vores læger har nemlig rigtig travlt, fordi der ikke er ret mange læger, der har lyst til at arbejde i Ishøj", forklarer Sara Koldkjær Langsted.

Sidste udkald

Med udgangen af 2013 kan de unge piger i årgang 1985-92 ikke længere få en gratis vaccine, men skal selv betale de cirka 3.500 kroner en vaccine koster. For at være dækket af vaccinen skal man have tre stik fordelt over et halvt år, og 1. juli 2013 er derfor sidste chance for at komme i gang med den gratis vaccine.

"Hvis vi kan få alle piger vaccineret, kan vi reducere antallet af forstadier og kræfttilfælde med 70 procent, og hvis alle samtidig deltog i screeningsprogrammet, så kunne vi stort set udrydde sygdommen", siger Iben Holten.


Fakta:

  • Gratis vaccine - Siden august 2012 har unge piger i årgang 1985-1992 kunnet blive gratis vaccineret mod HPV, som kan give livmoderhalskræft. Tilbuddet gælder kun i 2013.
  • Det tager et halvt år at få de tre stik, som vaccinationen kræver.
  • Derfor skal de piger, der endnu ikke er kommet i gang med at blive vaccineret, have første stik senest 1. juli i år.
  • HPVvaccinen har siden 2009 været en del af børnenes vaccinationsprogram og tilbydes gratis til piger i 12 års alderen.

Kvinder, der er født før 1985, må selv betale de cirka 3.500 kroner, vaccinen koster.


 

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2017

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her