Den nye netcafé i Askerød er klar til indvielse


Klub STAMhusetAf: Marie Skjelbo Justesen

Den nye netcafé i Stamhuset er nu næsten klar til indvielse den 1. september – og oven i købet med et helt nyt navn: Klub STAMhuset.

Renoveringsarbejdet i klubbens nye lokaler er så godt som færdige, og både drengene og mange af beboerne i Askerød glæder sig til at se det færdige resultat, når der holdes åbent hus. Og det er ikke uden grund – de nye lokaler har nemlig været på vej i næsten et år.

"Idéen med at bygge nogle af lokalerne i Stamhuset om til en ny netcafé opstod allerede i efteråret 2010. Der vedtog beboerne på deres beboermøde at bruge 450.000 kr. til at give drenge en ny klub" siger driftsleder i Askerød Morten Bergstrøm.

Han forklarer, at der er tale om opsparede, henlagte midler, hvilket vil sige, at det er penge, der ikke påvirker huslejen for beboerne. Arbejdet med at istandsætte de nye lokaler er gået over al forventning, og der er oven i købet lidt penge til overs.

Drengene skal have en ordentlig klub

Formanden for afdelingsbestyrelsen i Askerød, Jørgen Fahlgren, er ikke i tvivl om, at beboernes økonomiske støtte til en ny klub for drengene har været et meget vigtigt skridt for trivslen og trygheden i Askerød.

"På beboermødet var der flertal for at give drengene en klub, da mange af beboerne kunne mærke, hvor stort et behov, der har været, for netop at kunne give dem et sted, der var 'deres'. Vi vidste dog også, at der var behov for en mere struktureret klub, hvor voksenopsyn er nødvendigt" siger formand Jørgen Fahlgren.

Der har tidligere været forskellige selvstyrede klubber i Askerød, som med forskellig varighed alle er blevet opløst igen. Behovet for en klub har hele tiden været der, men der skulle både findes de rette personer til at drive den og de rette lokaler, før det ville blive en rigtig succes.

Jørgen Fahlgren er ikke i tvivl om, at det i høj grad handler om at give drengene plads og tid, og også give dem muligheden for at opnå ejerskab over den nye klub. Det vil skabe mere ro i bebyggelsen og forhåbentlig fortsætte den positive udvikling med mindre kriminalitet og uro.

Åbningen er ventet

Børne- og ungemedarbejder Janne Jønck er også begejstret for den nye Klub Stamhuset. Hun har været nødt til at lukke netcaféen i de gamle lokaler, da der skulle flyttes en del ting fra kælderen til de nye lokaler i Stamhuset. Så drengene har været uden klub i nogle uger nu.

"Drengene og jeg ser virkelig frem til åbningen. Det hele bliver super lækkert, og vi får meget mere plads heroppe i Stamhuset. Vi glæder os alle til at komme op fra kælderen og ind i de lyse lokaler" siger Janne Jønck.

Den nye Klub STAMhuset holder Åbent Hus torsdag den 1. september kl. 17.00 – 19.00, og alle interesserede er meget velkommen til at kigge forbi.

Læs mere her