Fastelavn for første gang


De arabiske kvinder fik sig noget af en første gangs oplevelse, da de slog katten af tønden sammen med damerne fra Hundige Kirke. De to grupper er begyndt at mødes fordi, de gerne vil lære hinanden bedre at kende

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Normalt er tøndeslagning og fastelavnsboller mest for børn. Men fredag havde Hundige Kirke inviteret en gruppe arabiske kvinder fra Greve Nord på besøg til en helt særlig formiddag – med slag i.

Sammen med en gruppe af de danske kvinder, der normalt kommer i kirken, blev de arabiske kvinder inviteret med udenfor og udstyret med en fastelavnskølle.
aHer beviste de, at det ikke kun er børn, der kan slå katten af tønden. For selvom alle kvinderne er voksne og flere endda lidt oppe i årene, fik tønden nogle gevaldige slag, og alle gik op i det med liv og sjæl.

”Jeg synes, at det er så skægt. Det er første gang, jeg prøver det. Mine børn har fortalt om det, men jeg har aldrig selv prøvet. Det er en rigtig god måde at lære om dansk kultur på,” fortæller 48-årige Hanan fra Gersagerparken og fortsætter:
”Det er skægt, at det ikke kun er børn, der får lov, men at vi voksne også kan have det sjovt med det. Og nu kan jeg fortælle mine børn, at jeg har prøvet det, og at jeg endda fik en krone for det,” fortæller hun stolt og peger op på sin kattedronninge-krone.

Previous ◁ | ▷ Next

Alle kvinderne grinede og heppede på hinanden, og da de første brædder begyndte at løs, gik der sport i, hvem der kunne få banket tønden ned. Jublen var stor, da den faldt fra hinanden og al slikket faldt på jorden. Ikke mindst hos kattekongen, og hun dansede en lille sejrsdans med fastelavnskøllen over hovedet, mens de andre klappede og grinede.

Fastelavn og ramadan
Inden damerne gik ud for at slå løs på tønden havde Lotte Schriver fra Hundige Kirke fortalt historierne om, hvordan fastelavn er opstået i Danmark, og hvordan traditionerne har udviklet sig med tiden. Særligt detaljen med, at der i gamle dage var en rigtig kat i tønden vækkede forundring hos flere af de arabiske kvinder.e”Men det var da synd! Døde den ikke? Stakkels kat,” udbrød en af dem.
Det blev også fortalt, at fastelavn ifølge den oprindelige tradition var starten på fastetiden indtil påske. Her kunne de to kvindegrupper rigtig fortælle og spørge interesseret ind til hinandens kulturer og traditioner.
”Jamen faster danskerne også? Ligesom ramadan?” blev der spurgt.g

Det udløste en god snak rundt om bordet i salen, hvor de arabiske kvinder også fortalte, hvorfor de holder ramadan og traditionerne herfor.
Heldigvis var der ingen af kvinderne, der fastede denne fredag formiddag, for der var nemlig også indkøbt store fastelavnsboller, så de arabiske kvinder kunne opleve en helt klassisk dansk fastelavn, dog uden udklædning.

Vi lærer hinanden at kende

Fastelavnsfesten i Hundige Kirke er bare et ud af en række hyggelige møder, hvor de to grupper mødes skiftevis hos hinanden for at lære om de andres traditioner og kultur. Det er Hundige Kirke, Mangfoldighedsrådet og Greve Nord Projektet, der har været med til at ”matche” grupperne, fordi de havde ytret ønske om gerne at ville lære hinanden bedre at kende.
hI januar havde de arabiske kvinder inviteret de frivillige fra Hundige Kirke til Aktivitetshuset i Askerød, hvor de viste billeder og fortalte om deres rejse i Mellemøsten sidste år. Også her gik snakken livligt, og selvom der til tider er sproglige udfordringer, så er det tydeligt, at alle meget gerne vil lytte og fortælle.

”Det er nogle rigtig spændende formiddage, vi har sammen. Jeg synes, at jeg har lært meget nyt om deres verden og kulturer, som jeg ikke vidste eller måske havde et andet billede af,” siger Anni Utke, der kommer i Hundige Kirke.
Hun synes også, at det var en god idé at slå katten af tønden.
”Det er skægt, at vi laver noget sammen. Det løsende meget op i stemningen, og alle morede sig jo meget. Jeg glæder mig allerede til næste år,” smiler Anni Utke.

Kattedronningen Hanan, der kom til Danmark fra Libanon i 1989, glæder sig også over deres møder.IMG 0836
”Det er en god måde at møde hinanden på, når man får muligheden for at sidde og tale sammen og høre om hinandens verden. Jeg har lært meget nyt om Danmark og danskerne, siden vi begyndte at mødes, og jeg tror, at vi kan lære rigtig meget af hinanden,” forklarer Hanan og fortsætter:
”Hvis alle er åbne, og viser respekt for hinandens religion og kultur, så kan vi også bedre leve sammen og lave flere ting sammen.”
IMG 0848Se, det er mit barnebarn
Det er endnu ikke besluttet, hvad de arabiske kvinder og de frivillige fra Hundige Kirke skal lave næste gang. Men der var godt gang i snakken rundt om bordet, og det var tydeligt at se, at de to grupper er begyndt at lære hinanden bedre at kende. De viste bl.a. billeder på telefonerne af deres børn og børnebørn, og det er noget, de alle kan mødes om og glædes over.

d


Beboerportræt:

Birgitte: Der skal mere gang i vandreskoene og gadedrengehop


Birgitte Helweg Bendtsen har meldt sig sundhedskampagnen 60.dage, fordi hun gerne vil have en kickstart

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

”Nu må der ske noget. Jeg skal have en kickstart. Mit BMI skal ned, og jeg vil gerne have min vægt stabilt ned og ligge et stykke under 70 kg.,” siger 69-årige Birgitte fra Gersagerparken.
”70 kg. er mit skræmme-tal, og der vil jeg ikke over. Så nu må der gøres noget,” understreger hun.

Derfor har hun tilmeldt sig den store sundhedskampagne 60.dage, hvor hun hver dag skal registrere, hvad hun spiser, og hvor meget hun motionerer.
”Jeg skal have gjort motion til en del af min hverdag igen. Jeg vil gerne ud og gå nogle lange ture og med tiden også begynde at løbe lidt igen. Jeg har ingen forventninger om, at det skal være lange distancer, men hvis jeg kan gøre det til en god vane at komme ud og gå en lang tur hver anden dag, så er jeg godt tilfreds,” forklarer hun.
Birgitte Helweg 1Deltagerne i sundhedskampagnen skal hver dag i 60 dage ind på nettet og taste ind, hvad de har spist, og hvor meget og hvordan de har bevæget sig, hvilket så bliver omregnet til point. Morton giver point, og fødevarer koster point alt. Så alt efter hvad man spiser, og hvor meget og hvilken motion, man dyrker har Birgitte og de andre deltagere et dagligt pointregnskab, som skal gå op, hvis de vil tabe sig.

Ingen baglås her
Kampagnen startede d. 22. januar, og Birgitte et mål om at tabe fem kilo. Men som hun fortæller, så handler det mest af alt om, at hun taber de fem kilo på en rolig måde, der betyder, at hun ikke tager dem på igen så snart, kampagnen er slut.
”Det nytter ikke, at jeg stresser omkring det, for så går min krop helt i baglås, og så taber jeg mig slet ikke. Det har jeg prøvet før, og det virker bare ikke for mig. Så det er vigtigt, at det bliver så naturlig en del af hverdagen, at det ikke bare er en fase eller periode, men en livsstil,” forklarer hun.

Det er da heller ikke sikkert, at hun når hele sit mål, inden de 60 dage er slut d. 22. marts.
”Jeg vil bruge kampagnen som et startskud til at få motivationen til at motionere mere igen. Jeg har rigtig mange stillesiddende sysler i løbet af hverdagen, som jeg holder meget af. Bl.a. strikker jeg meget og spiller harmonika. Så jeg skal lige have det ”spark bagi”, der gør, at jeg helt automatisk tænker motion ind i hverdagen, for ellers bliver det for let for mig at glemme det og udskyde det til dagen efter. Og så måske også dagen efter igen,” griner hun.

Gadedrengehop med børnebørnene
Det er ikke kun fordi, at Birgitte gerne vil kunne være i sine bukser, at hun gerne vil tabe sig. Ud over at tabe de fem kilo nu og gerne lidt ekstra på sigt, har Birgitte også et andet mål med at være med i kampagnen. Hun vil gerne kunne lege flere fysisk aktive lege med sine børnebørn.60dagelogo
”Jeg vil fx gerne kunne lave gadedrengehop uden at blive alt for forpustet. Det har jeg altid synes, var sjovt. Der er lige et stykke vej endnu, men jeg tror på, at det nok skal lykkedes,” siger hun.

At man hver dag skal udregne point og lave regnskab er en stor motivation for Birgitte, og hun fortæller, at det er en vigtig faktor ift. at blive fastholdt i de gode vaner.
”Man vil jo ikke gå i minus, så jeg tænker da helt sikkert mere over, hvad jeg spiser, når det gøres op på den måde. Så vurderer man lige, om det stykke chokolade eller andet sødt er de point værd,” siger hun og fortsætter:
”Men det er også vigtigt for mig, at det ikke bliver for fanatisk. Jeg vil stadig have lov til at spise et par stykker chokolade og mine yndlingslakridser, de grønne Gajol med granatæble. Der skal trods alt også være noget nydelse, det er jo ikke 60 dages stringent kur, men et redskab til at komme godt i gang med en sundere hverdag.”

Konkurrerer med mig selv
På sundhedskampagnens hjemmeside kan deltagerne ikke kun følge med i deres eget vægttab og udvikling, men også de andre deltageres. Der er over 2200 deltagere, der alle arbejder for at nå de mål, de selv har opsat sig. For Birgitte er det da heller ikke et spørgsmål om, at hun skal konkurrere med de andre deltagere.
”Jeg skal bare konkurrere med mig selv. Jeg vil gerne nå mit mål, og det er nok for mig, hvis jeg når det. Jeg forstår godt, at man kan blive motiveret af også at skulle konkurrere med andre, men det er ikke så vigtigt for mig,” siger hun.

Heller ikke i hjemmet i Gersagerparken er det en konkurrence om at tabe sig. Birgittes mand har nemlig hverken brug for det eller intentioner om at skulle smide et par kilo.
”Tværtimod kunne han godt tage lidt på. Men det betyder jo også, at han sagtens kan sidde og spise kage om aftenen. Og det dufter så lækkert, så det er altså lidt svært ikke at lade sig friste. Men jeg kan jo alligevel ikke spise det, for der er både æg og mælk i. Så jeg må tage et æble eller et par lakridser i stedet… men det dufter bare ikke lige så lækkert,” griner Birgitte.
Birgitte Helweg 3

Allergien sætter grænser
Det er ikke fordi, at Birgitte og hendes mand lever særlig usundt i hverdagen. Faktisk spiser de relativ sund og varieret kost med godt med grøntsager og rugbrød. Så at skulle fylde tallerkenen og maven med årstidens grønt er ikke en udfordring for Birgitte, for det har hun været vant til i mange år. I en treårig periode levede hun af raw-food, så der blev spist rigtig mange grøntsager.

Med i sundhedskampagnen er der også en række opskrifter til sund og lækker mad, men som multiallergiker kan Birgitte desværre ikke bruge dem så ofte.
”De ser ellers virkelig lækre ud, men det går ikke, når man har så lang en liste over ting, man ikke kan spise. Men jeg kan bruge det til inspiration og så erstatte det med ting, som jeg godt kan tåle. Så må jeg bruge min sunde fornuft og ”oversætte” nogle af ingredienserne,” siger hun.

På Birgittes liste over mad, hun skal undgå står bl.a. æg, mælk, løg, kaffe, selleri, skaldyr, nødder, flere slags frugt og rigtig mange krydderier.
Men det er ikke kun fødevare-allergi, der kan volde Birgitte udfordringer.
”Jeg har også ret kraftig pollen- og græsallergi, der nogle gange driller meget om sommeren. Så når jeg skal ud og gå lange ture, skal jeg planlægge nøje, hvor jeg skal hen. Det betyder også, at jeg skal passe på, at jeg ikke bliver for forpustet og får pulsen for højt op, for så kan jeg blive dårlig og have svært ved at få den ned igen, hvis jeg ikke kan trække vejret ordentligt” forklarer hun.
Men når Birgitte har taget sin daglige allergipile, og med et par ekstra i lommen, er hun alligevel klar til at vandre derud af.

Stavgang og sludder
Siden 22. januar, hvor Birgitte og de andre deltagere startede de 60 dages kickstart, har hun været ude på flere gode, lange gåture i området omkring hjemmet i Gersagerparken. Både sammen med din mand, men også alene. Hun kan dog bedst lide at have selskab, mens kilometerne tikker ind på skridtmåleren, og hver onsdag mødes hun med de andre i Gersagerparkens stavgangsklub. Sammen går de et par timer i et rask tempo rundt i landskabet, mens de hygger sig og sludrer.
Birgitte Helweg 2”Det er dejligt, for så har man nogen at snakke med, mens man går. Igen handler det om at gøre motion til en god ting, som man ser frem til, og ikke en sur pligt, for så får man det ikke gjort. Eller det gør jeg i hvert fald ikke så tit,” erkender Birgitte.

Hun kan godt lide den forpligtelse det er, at hun skal mødes med de andre og gå, for så bliver hun holdt op på det.
”Jeg vil jo egentlig gerne, og jeg ved jo godt, hvor dejligt, jeg har det bagefter, når jeg har været ude og gå langt. Men nogle gange er det også bare let at finde undskyldninger for ikke at komme afsted, hvis man bare er sig selv. Så hver onsdag glæder jeg mig til, at vi skal ud og gå sammen,” siger hun.

Importerede gulerødder
I forrige uge var Birgitte og hendes mand en uge på skiferie i Norge.
”Så det gav mange gode point på motions-kontoen med alle de timer på ski. Så var det jo pludselig ingen sag at komme ud og dyrke motion,” smiler Birgitte.
Men selvom de var på ferie, og hun samlede mange motions-point sammen på løjperne, betød det ikke, at hun ikke også holdt fast i den sunde kost med de mange grøntsager. Hun havde endda sørget for at tage godt med grøntsager med hjemmefra. Heriblandt godt med gulerødder, som hun kunne have med ud i sneen.

”Det er ikke altid lige let at få sund mad, når man er ude på løjperne. Og der er også en del af den mad, de serverer, som jeg ikke kan tåle. Derfor havde jeg et par kilo skrællede gulerødder med hjemmefra,” griner hun, men understreger, at hun altså også nød at spise et stykke chokolade eller to sammen med sin mand, når de havde været ude hele dagen og havde behov for energi og selvforkælelse. grøntsager
”Der skal altid også være plads til, at man kan spise et stykke mørk chokolade. Ellers bliver det for surt. Vi havde en skøn ferie, hvor jeg også spiste mere og andet, end hvad jeg ville have gjort derhjemme, og det har jeg det fint med,” siger hun og fortsætter:
”De 60 dage her er en god chance for at komme rigtig godt i gang, men jeg skal også kunne have mig selv med hele vejen. Ellers duer det ikke!”

Vi hepper på dig, Birgitte
Vi ønsker Birgitte al held og lykke i hendes kamp mod de fem kilo de næste uger. Sundhedskampagnen slutter d. 22. marts, og der møder vi Birgitte igen for at høre, hvordan det er gået.
Du kan følge med her på hjemmesiden eller på vores facebook

Du kan læse mere om sundhedskampagnen 60.dage her


Fastelavn for store og små


Fastelavn er mit navn, kagemand vil jeg have

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Beboerhuset i Thors Kvarter var fyldt med udklædte børn, der slog katten af tønden og hyggede sig. Den yngste deltager på 9 måneder fik dog ikke slået på tønden, men det gjorde de andre med stor begejstring.

De yngste børn havde fået en fin pap-tønde, mens de ældre børn skulle bruge lidt flere kræfter på trætønden.
aDa kattekongerne og kattedronningerne var blevet fundet af begge tønder, var der hygge og dejlig kagemand og slikposer til alle.

Det var en rigtig hyggelig eftermiddag med fint besøg af både prinsesser og drager.

Previous ◁ | ▷ Next


Ferhad og Christian er en mentor-succes


Når Ferhad har opgaver, han ikke kan løse, eller hvis han står overfor andre udfordringer, ringer han til Christian

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Der kan være mange årsager til, at 16-årige Ferhad Mohammad skriver en sms til Christian Lysel og spørger, om han har tid til at mødes. Det kan fx være fordi, Ferhad har fået en stor skoleopgave for, fordi han har nogle forståelsesudfordringer, som han har behov for Christians hjælp til, eller fordi han gerne vil mødes og spille skak og bare sludre.

”Så finder vi en tid, hvor det passer. For mig handler det ikke om et timeregnskab, jeg hygger mig også med det. Jeg vil gerne se Ferhad og hjælpe ham, så vi mødes løbende, som det nu passer ind i begge vores skemaer,” fortæller Christian.
Christian er nemlig Ferhads mentor, og de har det rigtig godt sammen de to.
Ferhad 4”Jeg kan rigtig godt lide Christian, han er god at være sammen med. Han hjælper mig, når der er ting, jeg ikke forstår, eller noget jeg ikke kan finde ud af med skolen eller arbejdet. Så skriver jeg til Christian, for ham stoler jeg på,” fortæller Ferhad.
Normalt hjælper de frivillige mentorer ikke nødvendigvis med lektiehjælp, men taler mere overordnet om skolelivet med de unge og støtter dem i spørgsmål, der kan handle om valg og oplevelser herfra. Ferhad er dog heldig, da Christian også ved en del om de fag, som kan drille indimellem, så de har både fokus på de faglige, sociale, personlige emner, men også skoleopgaverne indimellem.

Bliver en del af familien
Ferhad og Christian har været et mentorpar siden november sidste år, og i den tid er de kommet godt ind på livet af hinanden. De blev matchet gennem Greve Kommunes frivillige mentorordning, og de første par gange mødtes de på neutral grund på biblioteket, men nu mødes de i stedet hjemme hos hinanden.

”Jeg kan godt lide at komme hjem til Christian og hans kone. De er søde, og de har en dejlig familie, hvor jeg føler mig velkommen,” siger Ferhad og smiler hen over bordet til Christian.
”Du ved, at du altid er velkommen. Vi synes begge to, at det er hyggeligt, når du er der. Man bliver jo en del af hinandens hverdag og familier, når man mødes på den måde,” smiler Christian igen.
For nyligt har Christian været hjemme og spise middag hos Ferhad og hans familie i Valhals Kvarter, og Ferhad og hans familie har været til middag hos Christian og hans kone. ”Det er måske ikke alle mentorpar, der får opbygget den relation, som vi har fået. Det er jo meget op til de enkelte. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi har fået en god, tillidsfuld relation, så Ferhad føler sig tryg ved mig og den hjælp, jeg kan give ham,” forklarer Christian, der bruger sin fritid på at være frivillig mentor for Ferhad.

Ferhad 2

Christian hjælper med skolen
Ferhad går i 9. klasse på Hedelyskolen, og han har, som han selv forklarer det, nogle problemer med at klare skolearbejdet og lektierne. Særligt dansk og matematik har han ret svært ved, men han vil meget gerne blive bedre og knokler på at lære de ting, som han skal kunne i afgangsklassen.
”Jeg skal snart gå ud af skolen, og jeg vil gerne gøre det godt. Derfor er det rigtig godt for mig, at jeg har fået Christian som mentor, for han er god til at hjælpe mig. Han kan forklare mig ting, så jeg forstår det. Og så kan han hjælpe med at forklare andre, hvad jeg mener, hvis jeg ikke selv kan finde ordene eller stammer for meget, fordi jeg bliver nervøs,” forklarer Ferhad.

Det er ikke kun skolearbejdet, som Christian hjælper Ferhad med. Han har også hjulpet ham i forbindelse med nogle udfordringer på Ferhads fritidsarbejde. Herefter havde de to gutter nogle gode snakke om, hvad der forventes af en arbejdsgiver, og hvorfor det er vigtigt, at man som medarbejder lever op til de forventninger.

Da Ferhad fik en praktikplads på et autoværksted i Greve, var Christian også med ude og møde værkstedsejeren og tale om, de forventninger og muligheder, som de kunne tilbyde Ferhad og omvendt. Christian har flere gange været forbi værkstedet for at følge med i, hvordan det går, og både værkstedet og Ferhad er meget glade for samarbejdet.
”Han vil virkelig gerne lære, og han er dygtig. Man skal bare sætte ham i gang, så kører det,” fortæller værkstedets ejer, Lasse.

Mekaniker-planer
Ferhad og Christian skal også sammen til åbent hus på mekanikeruddannelsen. Ferhad vil nemlig gerne være mekaniker.
”Jeg kan godt lide at arbejde med biler og deres motor og al elektronikken, der er I en bil. Det er spændende, og jeg kan godt lide at bruge mine hænder,” fortæller Ferhad.
Derfor skal de to til åbent hus, så de sammen kan lægge en plan for, hvordan Ferhad skal blive uddannet mekanikker.

De skal også snart ud og se på en knallert, som Ferhad gerne vil købe. Ferhad vil gerne have Christian med, fordi han både kan hjælpe ham med at tale med sælger og få styr på detaljerne, men også fordi Christian selv ved en del om motorer. De har allerede aftalt, at Ferhad kan komme forbi Christians værksted i hans garage og arbejde på småprojekter sammen.Ferhad 1

Et godt match
Det er koordinatoren for den frivillige mentor ordning i Greve Kommune, der har matchet Christian og Ferhad som mentorpar. Sammensætningen af den frivillige mentor og den unge, der gerne vil have en mentor er baseret på, hvad den unge gerne vil have hjælp og støtte til, om der er fælles interesser og fagområder, hvor mentoren kan bruge sin egen viden og netværk til at hjælpe den unge videre.
I Christian og Ferhads tilfælde er det et rigtig godt match, som de begge får meget ud af.

”At Ferhad og jeg er blevet sat sammen giver rigtig god mening på mange punkter. Dels har vi det rigtig godt sammen og nyder begge, når vi har vores aftaler. Jeg er uddannet datalog, og Ferhad har udfordringer med matematik, så der kan jeg hjælpe også,” siger Christian og fortsætter:
”Samtidig er der nogle mere personlige ting, som gør os et godt match. Ferhad familie er fra Syrien, og min familie kom hertil fra Tyrkiet, så jeg kender til en del af de udfordringer, man har, når man kommer til landet. En anden ting er, at Ferhad har problemer med, at han stammer nogle gange, og det havde jeg faktisk også som barn. Så jeg ved også, hvordan man kan tackle det, og hvad man kan gøre for at komme over det.”

Vil gerne hjælpe Ferhad på vej
Det er ganske frivilligt, at Christian er mentor for Ferhad. Christian havde i et stykke tid været på udkig efter en måde, hvorpå han kunne hjælpe andre, så da han blev bekendt med mentorordningen tænkte han: Det lyder da som en rigtig god ide.
”For mig er det meget naturligt at hjælpe andre med de ting, som jeg kan. Det vil jeg gerne bruge noget af min fritid på. Med Ferhad føler jeg virkelig, at jeg gør en forskel, og det er en fornøjelse at være med til at hjælpe et ungt menneske på vej,” forklarer han.

De fleste mentorpar mødes 1-2 gange om måneden. Det er dog op til det enkelte par, hvor meget de mødes og hvad de laver, for det skal være med udgangspunkt i den enkelte unges behov.
Hjælpen kan være mange ting og behøver ikke være skolerelateret. Det kan også være at tage del i de glæder, sociale eller personlige udfordringer, som den unge har og bakke op om den unges fritidsinteresser. For Christian falder det derfor naturligt, at han og Ferhad også godt kan mødes i weekenden. Ferhad 3
”Måske vi kan mødes på søndag? Jeg skal spille kamp. Måske du kan komme?” spørger Ferhad, og skynder sig at fortsætte:
”Altså kun hvis du har tid, og I ikke skal noget andet.”
Straks finder Christian sin kalender frem på mobilen.
”Næ, det skal vi ikke. Jeg kan godt på søndag,” siger han til Ferhad, der smiler stolt tilbage.

Stor udvikling
Nu har de to været mentorpar i snart tre måneder, og Christian fortæller, at han kan se og mærke en tydelig forskel på Ferhad.
”Han er meget mere åben nu. Han taler mere frit, også selvom det er svært for ham nogle gange at forklare, hvad han mener. Når vi sidder med skoleopgaverne, kan jeg også mærke, at han er blevet bedre til både at læse og til matematik. Også her på værkstedet. Han har fået meget mere selvtillid og fortæller meget om, hvad de har lavet. Der er virkelig sket noget. Jeg er stolt af dig,” siger Christian til Ferhad.
”Mange tak. Jeg prøver at gøre mit bedste,” svarer han og smiler stolt, men også forlegent.
Ferhad fortæller, at han også er glad for, at han har fået Christian som mentor.
”Han hjælper mig med så mange ting. Og han er god at snakke med,” forklarer han.

Et typisk mentorforløb strækker sig over 1 år, men både Ferhad og Christian har planer om, at de skal blive ved med at holde kontakten derefter.
”Det skal vi da helt sikkert. Vi har det jo sjovt, når vi er sammen, og det giver os begge to glæde i hverdagen. Så vi fortsætter da bare ikke Ferhad?” spørger Christian.
”Jo, det vil jeg gerne,” svarer Ferhad.

Vil du også være/ have en mentor?
Greve Kommunes Frivillige mentorkorps er altid på udkig efter flere voksne, der har lyst til at gøre en forskel for en ung.
Du kan læse mere om mentorordningen her
Vil du gerne have en mentor?
Er du mellem 15-29 år er du velkommen til uforpligtende at skrive eller ringe til mentorkoordinator Mia Rosenørn (24 84 39 17, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.) og høre om muligheden for at møde lige netop den mentorprofil, som du ønsker dig.


Cykelkursus gør kvinderne mere selvstændige


Det åbner helt nye muligheder for kvinderne, at de kan cykle

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

Snart kan en række nydanske kvinder sætte sig op på cyklen og køre på arbejde, på indkøb, hente børn eller bare ud og få lidt frisk luft. Noget de aldrig havde troet, at de skulle kunne, for de har aldrig lært at cykle.
Det giver en stor frihed at kunne cykle, men det er ikke alle, der fra barnsben har lært det. I Greve Nord har det vist sig, at det primært er nogle af de nydanske kvinder, der har den udfordring. De er derfor afhængige af offentlig transport eller andres hjælp, hvis de skal længere væk end gåafstand.

Snart kan fire af dem dog glæde sig over ikke længere at skulle spørge om hjælp. Takket være et kursus, som de har fået af Greve Nord Projektet og Zonta Greve, er de nemlig ved at lære at cykle.
IMG 1611Vil kunne cykle med sin søn
”Jeg vil rigtig gerne lære at cykle, så jeg bedre kan komme rundt, hvis jeg fx skal handle eller til mødregruppe. Lige nu går jeg mest med klapvognen, men det bliver meget lettere for os at komme rundt, når jeg kan cykle. Så behøver jeg ikke vente på, at min mand kommer hjem og kan køre. Jeg glæder mig til, at vi hele familien kan cykle på tur til stranden og søen i Ishøj, hvor der er mange fugle. Det synes min søn, er så sjovt,” forklarer 25-årige Shania Bilal fra Askerød.
IMG 1619Hun kom til Danmark for snart to år siden og har aldrig lært at cykle i sit hjemland, Pakistan.

”Både min bror og min mand har prøvet at lære mig det uden, at det er lykkedes. Men her er det anderledes. Vi har en rigtig god lærer, der hjælper mig. Hun holder cyklen og fortæller, at jeg godt kan. Det er svært at holde balancen, men jeg tror på, at jeg nok skal lære det nu,” siger Shania Bilal, der forklarer, at det også er vigtigt for hende at lære at cykle, så hun kan blive en del af det danske samfund, hvor alle cykler.
”Jeg glæder mig til, når jeg kan cykle hen og aflevere min søn i vuggestue i solskin til sommer. Så er jeg en rigtig mor på cykel,” griner hun.

De vil så gerne
I denne omgang er fire kvinder startet på cykelkursus. De skal lære alt helt fra basisfornemmelsen af kroppen for at kunne at holde balancen på de to hjul, færdselsreglerne og lovgivning omkring udstyr og til rent faktisk at sætte sig op på cyklen og køre.

”De vil så gerne lære det. Selvom de også synes, at det er meget grænseoverskridende at skulle op på sadlen, kaster de sig ud i det med stor begejstring. Det er fantastisk at se,” fortæller Janni Glæsner, der frivilligt underviser kvinderne i cykelkurset i Greve Nord Projektets Aktivitetshus og fortsætter:
”Det handler om, at de skal være trygge. Vi skal jo starte helt fra bunden, så vi gennemgår også en række fysiske balanceøvelser, så kvinderne får bedre forståelse for bevægelserne på cyklen.”
Janni Glæsner er også formand for foreningen Zonta i Greve, der i sommers donerede 10.000,- til Greve Nord Projektet til indkøb af fem cykler, således at endnu flere kvinder løbende kan komme på cykelkursus.

”I Zonta støtter vi kvinder, uddannelse og sundhed, så cykelkurset rammer jo helt plet. Vi er meget glade for at kunne bakke op om, at kvinderne i Greve Nord bliver mere uafhængige og får en række nye muligheder,” siger Janni Glæsner, der også har meldt sig til frivilligt at undervise på kurset, der strækker sig over otte gange to timer.
Greve Nord Projektet har tidligere arrangeret cykelkurser for områdets kvinder med stor succes, og siden har efterspørgslen været stor.
IMG 1616aSelvstændige kvinder
En af dem, der kan mærke den stigende interesse, er Khadija Al-Mohammedi, der er vejleder i Greve Nord Projektet. Hun møder en del af de kvinder, der ikke har lært at cykle, men som meget gerne vil lære det.
”De kan godt se, at det at kunne cykle giver mange fordele. De bliver mere selvstændige og får mulighed for at komme rundt, uden at de skal være afhængige af, at deres mænd eller børn kan køre dem eller offentlige transport. Udover øget sundhed og motion får de også lettere ved at komme ud af hjemmene og lokalområdet. Det betyder, at de bliver meget mere mobile og fleksible ift. job- og uddannelsesmuligheder, fordi de bedre kan få hverdagen til at hænge sammen, når de både skal nå på fx sprogskole eller i praktik, at handle og hente børn. Cyklen giver en række muligheder, som de ellers ville have haft svært ved at overskue,” forklarer Khadija Al-Mohammedi og fortsætter:
IMG 0874”Det er fantastisk at se, hvor stor begejstringen for cykelkurserne er. Vi kan se, hvor glade og stolte kvinderne bliver, når de lærer det. En del af de her kvinder har ikke regnet med, at det var noget, de nogensinde skulle lære, så derfor er glæden endnu større, når de til sidst kan cykle derudaf.”


Beboerportræt: Mona-Lis er en af Gersagerparkens første beboere


”Vi var de første, der flyttede ind i opgangen og på hele langsiden her. Efterhånden som lejlighederne blev færdige, fik vi flere naboer”

Af Sarah Z. Ehrenreich, Greve Nord Projektet

1. juni 1972 siden flyttede den dengang 19-årige Mona-Lis Sonne ind i Gersagerparken nr. 121 sammen med sin daværende kæreste og deres lille søn. Det er snart 46 år siden, og Mona-Lis er stadig meget glad for at bo i Gersagerparken. Hun skal bestemt ingen steder, påpeger hun.
Familien var nogle af de første, der flyttede ind i området, mens det stadig var en byggeplads, så hver dag gik turen forbi de store byggemaskiner, jordbunker, betonstøberier m.m.

”På det tidspunkt, var der jo ikke rigtig noget i området. Indercirklen i Gersagerparken var bygget, og folk var begyndt at flytte ind. Men hele den store ydrecirkel var de stadig i gang med at bygge. Centeret var ikke bygget endnu og heller ikke s-togsbanen. Der var Eriksmindecenteret, hvor vi kunne handle ind, men ellers var der jo ikke rigtig noget herude, da vi flyttede ind,” fortæller Mona-Lis, og husker videre:
monalis7”Der stod drivhuse rundt omkring, som var fyldt med tulipaner, som blev dyrket af de folk, der var flyttet ind. Og selvom det hele lidt var en byggeplads, så var der bare en helt special stemning ved at flytte ind. Alle var glade, og det var som om, at der var en helt særlig energi, fordi det hele var nyt for os alle sammen.”

Imens området blev bygget færdigt, gik hverdagene for Mona-Lis og hendes familie. Hver morgen pendlede Mona-Lis på arbejde hos skattevæsenet i Birkerød, og det var noget af en tur.
”På det tidspunkt var s-toget ikke nået til Hundige. Så man måtte gå op til Gammel Køge Landevej og tage en bus derfra til Vallensbæk og derfra ind mod København med tog. På Nørreport skulle jeg skifte til et andet s-tog, og så igen med en bus fra Birkerød til kontoret. Det var en hel dagsrejse. Men i 1976 åbnede s-togsbanen også her, så der blev det noget lettere,” fortæller hun.

Vi har da ikke råd til en luksuslejlighed
Det var faktisk et heldigt tilfælde, at Mona-Lis og hendes daværende kæreste endte med at flytte til Gersagerparken. De boede i en lille 1-værelses i Birkerød, og var på udkig efter noget større, nu hvor de var tre.
GP maj 2017 A”Vi var taget til Vallensbæk for at se på nogle nyopførte lejligheder der. Men det var slet ikke os. Der kunne vi ikke se os selv bo. Men så foreslog min veninde, der var med, at vi tog til Hundige. Hun havde set i en annonce i avisen, at der var ledige lejligheder i noget, der hed Gersagerparken. Det afslog vi dog meget hurtigt, da hun viste os annoncen,” siger Mona-Lis.

Annoncen beskrev nemlig luksuslejligheder med store åbne altaner og masser af plads.
”Det havde vi jo slet ikke råd til,” forklarer Mona-Lis og fortsætter:
”Men heldigvis var hun stædig og fik os overtalt til at tage ud og se på dem, nu vi alligevel var helt herude. Og vi forelskede os med det samme i lejligheden. Der var så meget lys og store dejlige rum. Særligt det store åbne køkken var noget af det, jeg faldt for. Man kunne stå og lave mad, men stadig være en del af livet i lejligheden. Jeg var vist solgt fra start, da jeg så det køkken,” griner hun.

Og sådan gik det til, at Mona-Lis flyttede ind i Gersagerparken. I en luksuslejlighed der faktisk var billigere end den, de oprindeligt var taget til Vallensbæk for at se på. En beslutning hun aldrig har fortrudt.
”Jeg elsker at bo her. Der er så mange dejlige ting ved området. Her er grønt og flot, det er lækre lejligheder, og nu har man jo alting inden for rækkevidde. På et tidspunkt talte vi om at flytte tilbage til Bornholm, men jeg kunne alligevel ikke give slip på Gersagerparken. Så jeg flytter ingen steder,” siger hun.monalis3Tre hjem i Gersagerparken
I 1997 blev den 3-værelses lejlighed i 121 skiftet ud med en 4’er i nummer 7. Der var behov for mere plads. Mona-Lis og hendes søns far var gået fra hinanden, og Mona-Lis’ nye kæreste, Palle, havde to børn også, så der var behov for et værelse mere. Her boede de indtil 2009, hvor Mona-Lis og Palle K. Hansen, der i dag er hendes ægtemand, flyttede ind i deres hyggelige 2-værelses i nummer 159. Børnene var flyttet ud, og der var ikke behov for lige så mange kvadratmeter.

Lejligheden ligger i den ende af Gersagerparken, der er længst fra centeret, og Mona-Lis og Palle nyder den ro, der er i området.
”Folk der bor her, kalder det ’Gentofte-området i Gersagerparken’, fordi her er så stille. Generelt er der skønt at bo og meget roligt i Gersagerparken, men her i den her ende er der bare helt stille. Det nyder vi godt af, når vi sidder på altananen. Og der gør vi faktisk altid,” fortæller hun.leje
Mona-Lis har stadig sin kopi af den første lejekontrakt hun fik, da hun flyttede ind i Gersagerparken i 1972. Huslejen var dengang på 1.240,00 kr. om måneden for en 3-værelses.

Altanen er mit yndlingsrum
Selvom der er både spisebord og en dejlig sofa i stuen, er altanen blevet Mona-Lis’ og Palles yndlingsrum i lejligheden. Det er her, de sidder og hygger sig og sludrer, drikker kaffe, arbejder på computeren, læser bøger og nyder udsigten.
”Det er vores fristed fra morgen til aften. Her er så dejligt lyst, og vi kan sidde herude hele året, fordi den er tildækket. Om vinteren tager vi en varmeblæser med herud, og om sommeren har vi altid vinduerne kørt helt ud til siderne. Så er det ligesom at sidde ude,” forklarer Mona-Lis.
På væggene og reolerne på altananen er det også tydeligt, at Mona-Lis og Palle nyder mange timer derude. Her hænger en masse personlige billeder og pynt, der gør, at man føler, at man bliver lukket ind i deres liv på en helt særlig måde. Blandt andet hænger der et billede af parret fra deres bryllupsdag. De blev gift i 2012, og det var første gang for dem begge to.

Bag det glade par på billedet kan man skimte et velkendt grønt område. Billedet er nemlig taget på Gersagerparkens parkeringsplads.

monalis8

Værtshus i Gersagerparken
Som en af de første beboere, der stadig bor i Gersagerparken, kan Mona-Lis fortælle rigtig mange sjove historier fra området gennem tiden.
Hun kan bl.a. fortælle historien om, at Gersagerparken faktisk havde sit eget værtshus, der var åbent hver fredag og lørdag aften.
”Her mødtes beboere fra hele Gersagerparken og fik en snak og en øl og hyggede sig. Her var altid fest og glade dage. De lukkede kl. 24, så der var ro til at naboerne kunne sove også,” husker Mona-Lis, der sammen med sin første kæreste og hans venner har haft en del festlige timer på værtshuset.
”Når de lukkede, var det en tradition, at vi var en gruppe, der tog en kop kaffe hjemme hos os. Så smurte jeg en bunke rugbrødsmadder til alle drengene. Det var en hyggelig tradition,” fortæller hun.
Det sociale liv og de mange beboeraktiviteter i Gersagerparken, betyder meget for Mona-Lis, når hun fortæller, hvorfor hun er så glad for at bo der.
”Det er så hyggeligt om sommeren, når man går gennem området. Så sidder folk og hygger på bænkene rundt omkring. Vi har også en bænk nede foran her, som vi bruger sammen med vores naboer og vennepar,” siger hun.

Jeg gider ikke sidde og glo
Mona-Lis fyldte 65 år sidste år, så hun har boet det meste af sit voksne liv i Gersagerparken. I 2017 gik hun også på pension, og det betød, at hun nu fik endnu mere tid til at socialisere. For det gør hun i høj grad.
Hun passer telefonen i Gersagerparkens kørselsordning, er med i seniorklubben, kreaklubben og motionsklubben, og for nyligt er hun også begyndt til linedance. monalis1
”Det er sådan en god måde at møde folk på og komme hinanden ved. Jeg synes, at det er fantastisk, at der er så mange tilbud til beboerne. Vi har så mange klubber og foreninger, og der er noget for en hver smag. Det giver et rigtig godt sammenhold mellem beboerne, at man kan mødes på kryds og tværs,” siger hun og fortsætter:
”Så jo, jeg hygger mig helt bestemt med alle klubberne og telefonvagten. Min mand arbejder stadig, og jeg gider ikke bare sidde derhjemme og vente på, at han kommer hjem. Jeg vil da også ud og lave noget og sludre med alle de andre.”

Meget har ændret sig og alligevel ikke
Når Mona-Lis i dag går gennem Gersagerparken op mod stationen eller centeret, kan hun kende flere af de steder, hvor hun også gik, dengang det var mudderstier, og der stadig blev bygget og anlagt.GP feb 2016 1”Det er sjovt, som området har ændret sig, og så alligevel ikke. De små træer, som vi så blive plantet, er blevet rigtige træer, der er kommet flere legepladser og bænke og skulpturer. Der er sket rigtig meget med centeret, stationen og alle de andre ting i området. Men på den anden side, så er det jo ikke noget, vi har oplevet som en kæmpe forandring, for vi har levet vores liv her med indkøb, aflevering og hentning af børn, man er taget på arbejde og er kommet hjem igen osv. Og sådan er hverdagene og årene jo gået. Men når man tænker tilbage på, hvordan her så ud, dengang i 1972, da vi første gang var ude og se på lejlighederne, så er det en stor forandring,” fortæller hun.

”Jeg er bestemt meget glad for, at min veninde alligevel insisterede på, at vi skulle tage ud og se på luksuslejlighederne i Hundige. Det var den helt rigtige beslutning for os at flytte herud."

Aktiviteter i Greve Nord
thors collage

Her kan du se alle de mange aktiviteter og tilbud, som vi har i Greve Nord.
Læs mere

Bankospil i hele 2018

banko - web

Kom og vær med - skriv dem i kalenderen med det samme

Læs mere her